Mød Lærke Kløvedal

Erkendelse, eksistens og nødvendighed

af

- d. 01. september 2023

 

Når jeg skriver, sidder jeg på den offentlige læsesal på Den Sorte Diamant i København. Der er lyst og der er udsigt over himmel og hav og selvom folk arbejder på vidt forskellige ting, er det som om at alle arbejder i samme retning. Lydløst og fremad.

Min bog, Sømærke, er skrevet på nødvendighed. Min egen utilpassede, rastløse nødvendighed.Det var som om jeg havde gået og ventet på mig i årevis. En uro, nogle mønstre, en fornemmelse af, at noget aldrig helt faldt på plads, selvom jeg ændrede jobs, kærester, rammer. Det gjorde det, da jeg langt om længe begyndte at skrive på egen erindring.

Det føltes nærmest karikeret, da det først skete. Om morgenen på cyklen på vej over Langebro var der nogle sætninger, der var begyndt at forme sig. Jeg cyklede hurtigere for at skynde mig ind og komme af med dem. Jeg droppede sågar kaffen på vej op på læsesalen. At få skrevet sætningerne ned, føltes afgørende. De næste mange timer var et langt flow, der først blev afbrudt, da en anden gæst på læsesalen irriteret hvæsede til mig, om jeg ikke kunne lade være med at taste SÅ HÅRDT på mit tastatur, det forstyrrede hele rummet. Koncentration er ikke normalt min stærke side, men den dag havde jeg skrevet uafbrudt og åndeløst – og uden kaffe! – i seks timer i streg, og det blev de første sider, jeg sendte til min redaktør, og som stadig er en del af bogen. Den dag var det som om jeg havde åbnet en dør og på den anden side lå al den erindring, de minder og det stof som er blevet til Sømærke. Skriften åbnede en dør og jeg kom hjem.

Jeg kan selv bedst lide at læse litteratur, hvor jeg har oplevelsen af at historien er selvoplevet af forfatteren. Det betyder ikke at det behøver at være erindring, eller autofiktion. Fiktion kan det samme bare med et ekstra lag. Jeg er selv mest optaget af eksistens og af samtid, af nu. Der bliver min egen genkendelse tydeligst, spejlingen bliver klarest. Jeg bliver klogere på de ting, jeg selv går og bakser med, teksten oversætter det uforståelige.

Jeg kan godt lide bøger der er skrevet nøgternt og uparfumeret, jeg synes det er sådan poesien og netop erkendelsen tydeligst får plads og sådan er der bedst plads til læseren. Bøger der er hurtigt læst, men sent glemt.

 

Når bøgerne er bedst, forløses noget i mig sammen med hovedkarakteren. Sådan har jeg senest oplevet det med de her 5 bøger:

 

Meg Mason, Højtryk og lavtryk

En knivskarp, rørende og ovenikøbet virkelig morsom bog om psykisk sygdom og alt det vi – alle sammen - skal overkomme i os selv for at finde ro. En bog om familie, relationer og om kærlighed. En af de bedste bøger jeg har læst i mange år

 

Marie Hougaard, Normal opførsel

En roman om et giftigt og dysfunktionelt kærlighedsforhold, fortalt præcist og bart. De små, umærkelige ting, der langsomt rykker sig, rykker dig. En fortælling om psykisk manipulation, og om at ødelæggende forhold, katastrofen, kan ske for alle.

 

Patti Smith, Just kids

En erindringsfortælling der både fortæller et menneskes, en tids og et lands fortælling. Patti Smiths hukommelse er enestående og hendes beskrivelse af skæbnefællesskaber og miljøer ubærligt smukke. (Bliv ved Just Kids, efterfølgeren M Train har ikke samme magi)

 

Pernille Stensgaard, Hvad jeg ved om kvinder og heste

En smuk bog om at blive til og være til, fortalt gennem relationen mellem heste og piger, der bliver til kvinder undervejs. Jeg har ikke selv et forhold til heste, men det har jeg nu, fordi jeg har trukket vejret gennem Pernille Stensgaard og gennem hendes livs bløde hestemuler. En bog om at blive voksen og om barndommens evige længsel. Evigt ejes kun det tabte.

 

Joan Didion, Et år med magisk tænkning

Den amerikanske journalist og forfatter Joan Didion mister sin mand, sin livsledsager, og skriver for at forstå, for ikke at miste forstanden og i sidste ende for selv at kunne blive ved med at være levende. Min absolutte yndlingsbog om sorg, om død og om hele livet.

 

 

 


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner