Sommerbrev fra L. Sherman

Ulrika Louisa Bjerregaard, som går under forfatternavnet L. Sherman, sender denne skønne sommerhilsen til alle Plusbogs læsere.
 

af

- d. 06. juni 2024

Kære læser

 

Kan I mærke det? Sommeren, der folder sig ud med solfyldte dage og lyse, lune nætter. Jeg håber, at I får mulighed for at tage et velfortjent pusterum, måske lidt længere end et frikvarter, og nyde sommeren. Uanset hvor I befinder jer – ved stranden, i byen, eller i jeres egen baghave – håber jeg, at I får læst en hel masse, spist jordbær og ærter i vildskab og slappet af. Det skal jeg. 

 

I "Mit spanske frikvarter" har jeg skrevet en historie, der byder os op til dans med livet, til at tage de danse, der bliver budt op til, men i allerhøjeste grad også selv byde op. Det er aldrig for sent at finde et nyt job, flytte eller finde kærligheden igen. Eller alle tre. Jeg håber, at Ida og Máximos historie kan inspirere os alle til at give livet et stort, varmt kram og turde elske eller tage et skridt mod noget ukendt, som vi drømmer om. Det behøver ikke være en latin lover. Men det må det gerne.

 

Jeg ønsker jer alle en vidunderlig sommer, fyldt med bøger, danse og kærlighed til jer selv og livet, og måske venter der et lille spansk eventyr rundt om hjørnet. Lad os danse ud i sommernatten sammen med Ida og Máximo til tonerne af Macarena.

 

Med varme sommerhilsner,

Ulrika

L. Sherman

 


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner