Månedens stemme - Kim Blæsbjerg

Vinderen af De Gyldne Laurbær 2023, for udgivelsen De bedste familier, Kim Blæsbjerg, er aktuel med genudgivelsen af romanen Rådhusklatreren.

Her kan du læse forfatterens egne ord om, hvad der inspirerer ham og hvilken litteratur han selv læser.

Du finder også et eksklusivt medlemdstilbud på Rådhusklatreren.

Kim Blæsbjerg (1974) er opvokset i Lemvig i Vestjylland, hvor romanen De bedste familier, om Cheminova-fabrikkens indfyldelse på lokalsamfundet, også finder sted. I august blev romanen fra 2007 Rådhusklatreren genudgivet og her er det den unge William Lundstrøm som fortæller sin families historie gennem fire generationer. Den starter med hans oldemors død i 1918 og fortsætter op til 1986, hvor William på det tidspunkt er 16 år. Ligesom i De bedste familier, bliver det de personlige oplevelser karakterene gennemgår, som skaber en spektakulær fortællling om en families liv i det 20. århundrede i Danmark.

Du finder Rådhusklatreren under Kim Blæsbjergs skriv og så endda til en eksklusiv medlemspris.

Af Kim Blæsbjerg

I sommerferien tilbragte jeg en uge i Bergen sammen med min familie. Året før holdt vi ferie i Oslo. Jeg kan let forestille mig, at vi også ender med at tage en tur til Norge igen næste år, måske til Stavanger, som min kone og jeg har haft lyst til at besøge, siden vi så den medrivende tv-serie Lykkeland om 1970’ernesolieeventyr i Stavanger-området.

Det er en ren og skær forelskelse i de norske landskaber, vi er ramt af. Fjeldene, fjordene og de brede vidder. Bergen er omkranset af syv fjelde, og når man går rundt i byen, er det, som om bylivet påvirkes af bevidstheden om den ældgamle naturs tilstedeværelse. Man trækker vejret anderledes og mærker en trang til langsomhed og fordybelse.

For mig hænger de norske naturlandskaber uundgåeligt og inspirerende sammen med litteraturen. Samtidig med kærligheden til landskaberne er jeg ramt af en hel lille besættelse af norsk litteratur. Jeg læser næsten ikke andet for tiden. Sådan har det været, siden vi kom hjem fra Bergen.

Nu hvor min roman Rådhusklatreren fra 2007 lige er blevet genudgivet, er det oplagt at nævne, at jeg faktisk har haft sådan en norsk feber før. Det var i årene op til, at jeg skrev Rådhusklatreren, hvor jeg var opslugt af værker som Jan Kjærstads trilogi Forføreren, Erobreren og Opdageren, Lars Saabye Christensens Halvbroderen og Gunnar Staalesens Bergen-trilogi 1900 Morgenrøde, 1950 High Noon og 1999 Aftensang.

Rådhusklatreren er sin egen, men bogen står alligevel på skuldrene af disse norske romaner, som gav mig inspirationen til at tænke i store perspektiver, til at kombinere tætte personportrætter med skildringer af samfundsudviklinger og på den måde væve den lille og den store historie sammen.

Det er en nærliggende tanke, at de norske forfatteres sans for storslåede romaner og for både de brede skildringer og de dybdegående portrætter må hænge sammen med de naturlandskaber, de er vokset op i. Og når jeg nu igen læser norske romaner, har jeg helt automatisk billeder af fjeldene om Bergen på nethinden, selvom ikke alle bøgerne handler om naturen.

Jeg læser lige nu Amalie Skrams autentiske psykiatri-romaner Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, som må have vakt furore i Oslo, Bergen og København, da de udkom tilbage i 1895.

Amalie Skram var født i Bergen. Det var hendes kollega Torborg Nedreaas også. Nedreaas’ navn er ikke så kendt i Danmark, men i Norge er hun en klassiker, og hendes lille perle af en roman, Af måneskin gror der ingenting, er for nylig blevet genudgivet herhjemme. Det er en intens fortælling, der grusomt viser bagsiden af både industrisamfundet og arbejderklassekulturen.

Andre norske klassikere, der står på min læseliste, er Sigrid Undsets store mesterværk Kristin Lavrandsdatter, som jeg i årevis har glædet mig til at læse, og Cora Sandels Alberte-trilogi: Alberte og Jakob, Alberte og friheden og Bare Alberte.

Derudover er jeg næsten altid i gang med en Knausgård-bog, også nu, hvor jeg læser Det tredje rige, tredje bind i hans romanserie, der begyndte med Morgenstjernen.

Endelig vil jeg nævne Carl Frode Tiller, som er en anden norsk forfatter, jeg henter inspiration hos. Sidste år læste jeg med begejstring hans Indkredsning-trilogi om en mand, der har glemt hvem han er, og hans lille roman om sorg, Flugt. Til oktober udkommer Tillers nye roman, Arbejderhjerte, som tager fat i nogle af de temaer, jeg også interesserer mig for: klassetilhørsforhold, mønsterbrud og samfundsudvikling. Den bog har jeg meget store forventninger til.