Månedens stemme - Anne Mette Kirk

 

 

Af Anne Mette Kirk

 

Fem bøger, jeg anbefaler nonstop:

• Det jeg elskede, Siri Hustvedt
• Tour de chambre, Tine Høeg
• Blå blå øjne, Toni Morrison
• Ekstremt højt & utrolig tæt på, Jonathan Safran Foer
• Satans mænd, Andrev Walden

 

 

Et par gange om året spørger en kollega, om jeg vil med på et skriveophold.

Vi kan sende en ansøgning, og hvis vi er heldige, kan vi tilbringe en uge eller to på et gammelt kloster, hvor et hvidkalket værelse med en garanteret knirkende trædør vil danne rammerne for vores skriverier. Gemt væk på en afsondret herregård med et minimalt antal af forstyrrelser og listende skridt på gangene.

Hver gang takker jeg venligst nej.

De absolut stille omgivelser er givetvis lykken for mange forfattere, så er det modsatte tilfældet for mig. Jeg kunne faktisk ikke forestille mig et mere skadeligt miljø for mine romaner.

Med tre børn og en evig legesyg hund i lejligheden er jeg vant til at skabe i et vidunderligt selvvalgt kaos. På et tidspunkt forsøgte jeg kortvarigt at indføre en særlig stråhat, som jeg påførte mig, og fortalte mine børn, at det var en deadline-hat, som betød, at de ikke måtte forstyrre mig.

Den virkede ikke.

Men kan du så ikke søge ud af hjemmet? Tænker du måske. Finde et dejligt kontor, hvor du i stilhed kan skabe dine fortællinger. Det kunne jeg måske. Og jeg har faktisk en skriveplads væk fra hjemmet…. men mit skrivebord er ikke placeret i et aflukket tårnværelse, men derimod i baglokalet til en café med alt det liv og larm, som det medfører. Sammen med instruktørerne og skuespillerne Ditte Hansen og Louise Mieritz, kønsforsker Cecilie Nørgaard, børnebogsforfatter Camilla Kaj Paulsen med flere - er jeg blot en lille brik af et kontorfællesskab under navnet Over Broen.

 

Midt i caféens baglokale vender vi alt fra skriveblokeringer, udviklingen af karakterer og vi hepper på hinanden gennem tåger af mælkeskum og prøvesmagninger af jordbærkager. Og jeg absolut elsker hvert et sekund. Fra mit skrivebord opfanger jeg brudstykker af gæsternes samtaler, jeg konfronteres med forelskede par og veninder i livskrise. Mine antenner suger alt til sig – også uden jeg selv lægger mærke til det.

Sådan skete det også denne gang.

Min nye roman SENFØLGER foregår på Christianshavn, hvor også min skriveplads befinder sig. Og hovedkarakteren Jeppe er netop medejer af en café.

Tilfældigt? Jeg tror det ikke.

For det sker hver gang, jeg stiller mig til rådighed for livet og menneskene i det, at jeg suger til mig som en gammeldags tavlesvamp. Det er i mødet mellem mennesker, at jeg finder de boblende historier og de universelle dilemmaer, som jeg brænder for.

Alligevel overvejer jeg at takke ja næste gang en kollega rækker ud. For hvem ved, hvilke historier, som skjuler sig i de hvidkalkede vægge? Hvem ved, hvilke samtaler jeg overhører under morgenmaden? Hvem ved, hvilket liv, jeg ikke kender til, jeg vil stå ansigt til ansigt med?

Jeg gør ikke.

Og så giver det sig selv.

Jeg er nødt til at sige ja, ikke?