Rækkefølgen på Malene Sølvstens bøger i Ravnens Hvisken universet

Efter kortere tids sygdom er forfatteren Malene Sølvsten død d. 20. oktober 2024 i en alder af blot 47 år. Hendes sidste roman, Høstnat, udkom i maj 2024. 

Her kan du læse om forfatteren og hendes bøger i den elskede serie Ravnenes Hvisken.

af

- d. 24. oktober 2024

Malene Sølvsten blev født i Nordjylland i 1977 og startede sin forfatterkarriere med første del af Ravnenes Hvisken i år 2016. Udover at være forfatter, er hun også illustrator og har bl.a. illustreret sin egen bog Spående Vølve (2023) med sine unikke linoleumstryk. Hun opnåede stor anerkendelse og succes med sine bøger, der er blevet udgivet i flere lande, herunder Tyskland og USA.
 
Malene Sølvsten har modtaget følgende udmørkelser for sit forfatterskab:
  • Nomineret til Læsernes bogpris, 2016
  • Orla-prisen, for Bedste indlevelse, 2017
  • Edvard P. Prisen, for Årets bog, 2018
  • Nomineret til Læsernes bogpris, 2018
  • Nomineret til Politikens litteraturpris, 2018
  • Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, 2019
  • Der Buxtehuder Bulle, for Årets bedste ungdomsbog, 2022

 

Rækkefølgen af bøgerne i serien Ravnenes Hvisken:

  1. Ravnenes Hvisken: 1. del - Ansuz (2016)
  2. Ravnenes Hvisken: 2. del - Fehu (2017)
  3. Verden styrter (2018)
  4. Ravnenes Hvisken: 3. del - Mannaz (2018)
  5. Livets blod (2019) 
  6. Spående Vølve (2023)
  7. Høstnat (2024)

 

Om serien:

Serien henvender sig primært til unge, men alle som elsker at læse romantisk fantasy vil holde af disse fortællinger. De første tre bøger i serien beskriver forfatteren som en sammenhængende trilogi, hvor de efterfølgende bøger er spin-offs. Men de er alle en del af Ravnenes Hvisken universet og fortjener i den grad at blive læst allesammen. For at få den bedste læseoplevelse og indføring i universet, anbefaler vi at starte med den første bog i serien, Ravnenes Hvisken - Ansuz.

Serien Ravnenes hvisken følger Anne, en ung kvinde med evnen til at se fortidens begivenheder, hvilket trækker hende ind i en verden af mord, mystik og nordisk mytologi. Efter at have vidnet et brutalt mord, som sætter gang i en række drab på rødhårede piger, må Anne navigere i en kompleks verden fyldt med mystiske fremmede og overnaturlige kræfter. Gennem serien kæmper Anne for at redde sin søster, sig selv og verden fra Ragnarok – verdens undergang ifølge nordisk mytologi. Undervejs bliver hun forrådt af dem, hun stoler på, og må konfrontere svære valg og ofre for at redde dem, hun elsker.

Parallelt med Annes rejse, udforskes også andre nøglepersoner som Varnar, Annes beskytter, og Elias, en forræder med egen dagsorden. Disse karakterer får deres egne baggrundshistorier og afgørende valg, som påvirker Annes fremtid og verdens skæbne.

Serien kombinerer krimi, fantasy og nordisk mytologi, hvor gamle myter væves ind i en moderne fortælling om loyalitet, forræderi og skæbne.

 


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner