Månedens stemme Tom Peder Olsen

"Lige nu er jeg ved at eksplodere af glæde og spænding, fordi der den 9. marts er premiere på min nye krimi Lyst til livet. Den er opfølgeren til Dagen der aldrig kommer. Samtidig er jeg i fuld sving med at skrive tredje bind i Magnus Rhode-serien med arbejdstitlen Undskyld hjælper ikke."

af

- d. 06. marts 2023

Gennem mange år har det irriteret mig, at hovedkaraktererne i krimier altid er møgsure, socialt handicappede, små-alkoholiserede, fraskilte arbejdsnarkomaner. Mænd og kvinder, der altid skider på deres familie, venner og omgivelser. Det samme gælder stort set i alle tv-serier, fx 'Forbrydelsen', 'Kastanjemanden', 'Den som dræber' og 'DNA'. Man kan tilsyneladende ikke være velfungerende, glad og behagelig og samtidig opklare mord. Og det er dét, der har været gnisten til at få antændt min Magnus Rhode-serie. Jeg vil gerne skabe et krimi-modstykke til den Barnaby-agtige hverdags-tristesse og alt det deprimerende Nordic Noir.

Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg ikke har læst mange ”højlitterære” bøger gennem tiden. Jeg er klart mest til krimier og historiske romaner. Jeg elsker (stort set) alt, hvad Jan Guillou har skrevet. Jeg har slugt alle Jo Nesbøs bøger om Harry Hole råt, og jeg er også kommet gennem de 5-6 første af Jussi Adler Olsens historier om Afdeling Q samt et par af Jesper Steins om politimanden Alex Steen. Conn Igguldens romaner om Djengis Khan er formidable, og det er hans serie om Julius Cæsar også. Den slags kan jeg ikke få nok af. Derfor har jeg også læst de fleste af Ken Folletts udgivelser – og også Dan Brown. Ligesom jeg elsker Ildefonso Falcones Havets katedral, og har læst utallige romaner om vikinger. Og ja, så er jeg også en af de få danskere, der rent faktisk har læst Saxo Grammaticus.

 
Udover alle de ovennævnte, vil jeg gerne anbefale følgende bøger, som har gjort stort indtryk på mig: 

Ikke altid kaviar - Johannes Mario Simmel
En efterhånden gammel, men forrygende og uhøjtidelig spionklassiker, jeg læste som helt ung. En spændende, sexet og sjov page-turner, der bl.a. indeholder opskrifter på de forførende retter hovedkarakteren fremtryller undervejs - fx til Josephine Baker. 

Jeg er Pilgrim - Terry Hayes
Som der står på bogens bagside: "En vild blanding af Homeland, The Wire og Jason Bourne filmene". En fuldstændig fantastisk historie, som både indeholder en krimi, en thriller og et internationalt terror-spion drama. De 800 sider er væk på nogle dage, hvor man ikke er kontaktbar for omverdenen.

En rabarbardreng vokser op - Christian Christensen
Og afslutningsvist til noget helt andet. Jeg skriver nemlig også på en historisk spændingsroman, der foregår på Nørrebro i København i 1870'erne og frem. En slags 'Peaky Blinders' møder 'Jordens Søjler', men altså i den periode, hvor København nedlagde voldene og byen eksploderede i størrelse, befolkningstal og nye slumkvarterer. I min research stødte jeg på Christian Christensens erindringer, der handler om hans opvækst i Rantzausgadekvarteret på Nørrebro. Han flytter fra Lolland som lille dreng i 1880'erne, og kommer til at bo i de lejekaserner, der med lynets hast skød op på markerne, hvor man indtil da havde dyrket rabarber. En fuldstændig mind blowing fortælling om en tilværelse, der i dag er nærmest umulig at fatte. Som 10-årig står Christian op kl. 5.30 og hjælper sin mor med at lave ildtændere. Så går han i skole fra 8 til 12.30 og løber fra Jagtvej til Nørre Voldgade, hvor han arbejder på en tobaksfabrik til kl. 19. Det er en god dag, når læreren ikke svinger spanskrøret alt for meget, og Christians altid brændevinsberusede far ikke har støvler på, men kun sutso, når han tæver og sparker Christian i søvn.
Erindringerne er i øvrigt redigeret af Halfdan Rasmussen. De burde genudgives, for de er simpelthen et must-read for alle danskere.

 

Tom Peder Olsen udkom med Lyst til livet d. 9. marts 2023


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner