Vinder af DBBA 2024 - Bogmennesket

Emilie Schultz-Nybye med profilen @Bogmennesket er vinder af DANISH BOOK BLOG AWARD 2024 og har netop modtaget den fine pris på årets BogForum.

af

- d. 01. november 2024

Årets bogblogger har en gennemført profil og et skarpt blik for trends i booktok-miljøet. Hun engagerer sig aktivt med sine følgere gennem forskellige lege og spørgsmål, hun præsenterer nichebøger og finder små litterære perler, som hun generøst deler, så flere kan få glæde af dem. Emilie Schultz-Nybye, der står bag profilen @Bogmennesket, har i høj grad fortjent titlen som årets DBBA.

Emilies vision med bloggen er tydelig: Hun brænder for at dele gode læseoplevelser og kærligheden til bøger i alle deres afskygninger. Derudover laver Emilie interviews med andre 'bogmennesker' – både bloggere, forfattere og andre – hvilket er en fantastisk måde at udnytte sin platform på. Hendes ægthed skinner igennem, hvilket også bekræftes af hendes mange følgere og vi forstår godt at så mange elsker hendes præcise og nuancerede opslag om bøger.

”Igen i år er det utroligt vigtigt for os, at vi med Danish Book Blog Award kan være med til at støtte de dygtige danske bogbloggere. Hos Plusbog er det vigtigste for os at skabe læseglæde hver eneste dag, og det er netop, hvad de danske bogbloggere gør,” siger Helene Kristensen fra Plusbog.dk. 

 
Finalisterne til Danish Book Blog Award 2024 var:
@Mullesbogblog - Maria
@shelflove20 - Rikke
@krimispot - Sarah Kyndesen
@bogmennesket - Emilie Schultz-Nybye
@anettesbookshelf - Anette Mouritzen Knudsen
 
 
Bloggerne bliver blandt andet vurderet på skrivestil, visuel identitet og visionen med bloggen. Juryen som bedømte de fem finalister, bestod af sidste års vinder Julie Ottosen, NorogFar læser, en forlagsdirektør samt folk fra bogbranchen og Plusbog. 
Danmarks bedste bogblogger er netop kåret på den store Bellascenen på årets BogForum 2024. 
 

Vinderpræmien er:

- 1 x 2000 kr. til at udvide bloggen og de forretningsmuligheder, der ligger heri.
- 1 x 1 års Platinmedlemskab hos Plusbog.dk til en værdi af 1068 kr.
- 1 x DBBA-statuette.- 1 x link fra Plusbog.dks blogunivers i 1 år.
- 1 x reportage om bloggen i Plusbog.dks blogunivers.
- 1 x post på Facebook og Instagram hos Plusbog.dk.
 
 

Tidligere DBBA-vindere:

Danish Book Blog Award er blevet uddelt siden 2016.

De tidligere vindere er:

2016: Paperback Castles

Det var et enstemmigt dommerpanel, der valgte bloggen Paperback Castles som den første vinder af Danish Book Blog Award. Vinderbloggen tog juryen gennem en næsten fuldkommen blogoplevelse – hun inviterede os ind i et eventyrligt univers, hvor bøgerne og kærligheden til bøgerne og læsningen var i centrum. Hendes sprog var flot og fortællende, og bloggen var stilistisk flot med stemningsfulde billeder, både af bøgerne og af bloggeren selv.
 

2017: Bibliotekat

I 2017 vandt Bibliotekatten på baggrund af hendes smukke, inspirerende blog, med hvilken hun har en vision, om at få flere børn og unge til at læse.
 

2018: Bogoplevelsen

Bogoplevelsen blev tildelt prisen i 2018, og her var det især bloggens fokus på at fremme børnelitteraturen – både i hjemmet og i skolerne – der gjorde udslaget. 
 

2019: Book me up, Scotty!

I 2019 blev prisen tildelt bloggen Book me up, Scotty! af Maria Johansen. Maria Johansen, havde ventet tre finaler på, at det var hendes navn, der blev råbt op. I den fjerde finale lykkedes det! Med sin blog arbejder Maria på at udbrede budskabet om bogens mange glæder. 
 

2020: Litteratur.dk

Ditte Engels skriver på "litteraturdk" om et bredt udsnit af skønlitteratur. Hun er især vild med poesi og romaner, som hun flittigt deler smukke billeder og læseoplevelser af.
 

2021: Nor og far læser 

Nor og far har et stort fokus på at udbrede budskabet om bogens mange glæder hos børnene.
 

2022: Forestilling om paradis

Line Dalbro Schaumann er en bogblogger med mange års erfaring og med både hendes bogblog og instagram, inspirerer hun både børn og voksne med sine alsidige og dybdegående anmeldelser og inspirerende billeder.
 

2023: Julie Ottosen

Julie Ottosen har imponeret læserne og juryen, med hendes ærlige og præcise boganmeldelser. Derudover spreder hun masser af læseglæde og anbefaler bøger til børn.

Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner