Månedens stemme Kim Blæsbjerg

"Til at begynde med forestillede jeg mig 'De bedste familier' som en roman om mænd"

De fleste af de bøger, jeg læser, er bøger, jeg tror kan inspirere mig i mit eget skrivearbejde. Ud over at en bog kan gøre mig nysgerrig i almindelighed, læser jeg næsten altid med det mål for øje: Hvad kan jeg som forfatter lære af bogen? Hvordan kan indsigten gøre mine egne bøger så gode som muligt? Det kan være sproglige og litterære greb eller selve indholdet eller som oftest det hele på én gang, jeg fagligt forholder mig til.

Under skrivningen sker det jævnligt, at jeg bliver opmærksom på en bog, som pludselig kan virke helt afgørende for, at jeg får det bedst tænkelige ud af mit eget projekt. Det kan både være en for mig ny bog og en, jeg allerede kender.

Et eksempel fra arbejdet med "De bedste familier": Til at begynde med forestillede jeg mig "De bedste familier" som en roman om mænd. Det er mænd, der bestemmer, at Cheminova skal flyttes til Vestjylland, mænd, der arbejder på fabrikken, og næsten udelukkende mænd, der står bag udformningen af det moderne velfærdssamfund, som er romanens bagtæppe.

Men undervejs blev jeg mere og mere optaget af kvinderne i romanen. Af deres mænd forventes de at følge modstandsløst med i den udvikling, der foregår, men vil de det? Det var det spørgsmål, der fyldte mig. Hvordan reagerer kvinderne på alt det, der sker? Hvad er deres egne planer?

Det fik mig til at genlæse "Lillys Danmarkshistorie" af Pia Fris Laneth. I bogen skildrer Laneth fire generationer af kvinder fra sin egen slægt og fortæller gennem dem 150 års samfundshistorie. Det er dybt inspirerende at følge kvinderne hen over de mange sider og år. Ikke at jeg søgte konkrete svar på mine spørgsmål ved at genlæse den fremragende bog, men jeg fornemmede, at det kunne nuancere og styrke mine egne kvindeskildringer, og det er jeg sikker på også er sket.

"Lillys Danmarkshistorie" udkom tilbage i 2006, men er heldigvis løbende blevet genoptrykt. Bogen er en født klassiker, fuld af viden og indsigt – en af den slags bøger, der altid bør være tilgængelige for nye læsere.

Nu jeg er inde på klassikere, vil jeg fortælle, at jeg under arbejdet også pludselig følte behov for at læse Martin Andersen Nexøs to store hovedværker "Pelle Erobreren" og "Ditte Menneskebarn", som jeg faktisk kun kendte fra filmatiseringerne. Jeg var nysgerrig efter at se, hvordan han knytter den store og den lille historie sammen, og selvfølgelig også efter at læse hans fremstilling af arbejdermiljøer.

Desuden skelede jeg til udviklingen gennem de to lange værker, som ofte er blevet kritiseret for at ende i en bastant politisering. Med rette, vil jeg sige. Begge værker stråler som rene mesterværker gennem første halvdel, men taber højde, efterhånden som Andersen Nexøs politiske agenda sætter sig igennem.

Alligevel vil jeg sige: Læs dem til ende! Efter endt læsning sad jeg i hvert fald tilbage med følelsen af dyb beundring for, hvor stort Andersen Nexø har tænkt, og hvor stærkt han skriver, når han er bedst. Og uanset de firkantede politiske budskaber i sidste halvdel af værkerne kan man slet ikke slippe Pelle og Ditte, når man først har lært dem at kende. Bøgerne om de to er noget af det største, vi har i vores litteraturhistorie.