Månedens stemme Jesper Wung-Sung

"Selv læser jeg hver dag, og jeg læser meget forskelligt"

Tænk, hvis der eksisterede en parallel virkelighed, hvor man havde fjernet alle bøger fra samfundet – altså den samlede sum af alt det, som vi har læst. Jeg ved ikke, om vi ligefrem ville stå i en post-apokalyptisk virkelighed, men jeg er ikke i tvivl om, at det ville være et fattigere, mere splittet og mindre trygt samfund, end det vi lever i dag. Ganske enkelt fordi bøger giver indsigt, forståelse og empati.

Så hvis man kunne veje bøgers betydning for vores samfund på en vægt i Finansministeriet, ville der straks ske en opprioritering af litteraturen, og måske ville man endda reducere eller helt fjerne det, som i dag er Europas højeste bogmoms.

Ikke at alle os bogelskere læser af altruistiske, selvopofrende grunde. Tværtimod, mange af os læser sikkert af ret så egoistiske årsager: Fordi vi har lyst. Fordi det giver os en oplevelse. Fordi det gør os klogere og dygtigere. Og fordi vi gerne vil forstå andre.

Selv læser jeg hver dag, og jeg læser meget forskelligt. Jeg har et par stakke bestående af bøger, som jeg har købt, og som afventer det rigtige læsetidspunkt. Typisk er jeg i gang med to – for mig – nye bøger: Denne ene en roman, mens den anden kan være en digtsamling, en novellesamling, en kunstbog eller en biografi. Derudover er der alle de andre bøger, som jeg læser mere eller mindre tilfældigt i. Ofte bare et kapitel, et digt, et afsnit. Altså værker som står i mine reoler, og som jeg har læst, men hvor et eller andet tilskynder mig til at vende tilbage. Det kan ske to gange, fire gange eller flere i løbet af en dag.

Lad mig give nogle eksempler fra de sidste par uger, der alle også får min varmeste anbefaling – til såvel første som tiende gangs læsning:

Jeg så den flotte Leonora Carrington-udstilling på Arken og købte i den forbindelse dansk-norske forfatter Susanne Christensens essay Leonoras rejse og var optaget af dens blanding af private vinkler, kunsthistorie og associationsvildskab. En særegen bog.

I forgårs læste jeg i Ernest Hemingways Den gamle mand og havet, fordi der er en novelle i min nye bog Ud af ti mænd, hvor en af personerne nævner Hemingways roman. Jeg har læst den et utal af gange, og blev igen slået af, hvor kort, nøgternt og alligevel følelsesfuldt den er forfattet.

Sebastian Nathans digtsamling Honey Moon har jeg været glad for. Tit er der noget villet og forceret over debuter, men Nathan synes at være en naturlig forfatter, og Honey Moon er en fin bog at pluklæse i. ”bordet med kaffe og mælk/er vigtigt, ligesom vi er”.

I et interview skulle jeg komme med en julebogsanbefaling, og det må være dette med ”hjerternes fest”, der fik mig til at tænke på Carson McCullers roman Hjertet er en ensom vandrer, for den handler på ingen måde om jul. Altså greb jeg den i reolen og efter bare få sider, blev jeg mindet om, hvor vidunderlig en bog det er. McCullers har det skønneste blik for disse sære, ensomme typer, der krydser hinandens vej. Hvordan vi alle baserer vores billede af andre på forestillinger og fantasier, og derfor ustandseligt går fejl af hinanden. Hvordan vi alle længes efter at elske og blive elsket.

//Jesper Wung-Sung