“Min største glæde har altid været at finde dem, der stod lidt langs panelerne og få dem ud i lyset. Så har man jo også selv en chance…" siger Annette Bjergfeldt i en samtale om hendes nye roman MR. SAITOS REJSEBIOGRAF
Øen findes mest i mine drømme, men ligner meget den ø, som mine forfædre fra Palermovej emigrerede til i det østligste Canada tilbage i 1920erne. Jeg elskede at høre om øen, da jeg var barn og boede senere selv i Montreal som ung. Canada har altid betydet noget særligt for mig. Øen i romanen var perfekt for mig at skrive ind i, fordi en ø er et samfund i sig selv, hvor man på mange måder er afhængige af hinanden. Og sømandshjemmet Betlehem i romanen er et slags Noahs Ark for sarte sjæle og har sit helt eget kredsløb. Jeg valgte en canadisk ø, fordi den har de stejle klipper, høj himmel, det vilde oprørske Atlanterhav, Titanic i dybet ikke langt derfra, fiskertro, druknedød, skønhed, den fantastiske natur, kirken og alt det, der sætter livet på spidsen. Jeg ledte efter et sted, der balancerede på kanten af verden, ligesom vi selv gør til tider.
Lita er historiens fortæller, undfanget på et dansegulv i 1927 i Buenos Aires – et gammelklogt barn, med en usynlig ven. Hun kender ikke sin far og længes bare efter familie, nærhed og fællesmængder. Lita har desuden en livlig fantasi og en umættelig appetit på livet. Litas purunge mor er den smukke langbenede Fabiola med zebrastøvlerne, der altid er på jagt efter frihed og det næste tangoeventyr. Fabiola er førstesælger i byens dyreste skobutik og sender folk afsted på fnuglette morgenskyer ... Lita hænger på og drømmer kun om at høre til et sted. Hun leder efter tryghed, mens Fabiola hele tiden søger friheden, evigt strejfende efter de spændende sko, der krydser deres vej, forsvinder Fabiola ud på sine egne eventyr, mens Lita må lære at blive stærkere i sig selv og finde sine ekstra familiemedlemmer andetsteds. Da Fabiola og Lita må flygte fra Argentina, finder Lita sin første spæde kærlighed på den candiske ø, Upper Puffin Island. Det er fiskerdrengen Elliott, som har rav i øjnene. Hun finder også kærlighed hos ejerne af Betlehem, hvor den jævnaldrende døve pige Oona bor. Sømandshjemmets efternøler er en solid lille klippe, og de to piger former et ubrydeligt bånd. Det viser sig endda, at Oona er fuld af overraskelser.
Mr. Saito er et æterisk væsen med borsalinohat, oprindeligt fra Japan, der rejser rundt med sin rejsebiograf på de omkringliggende øer. Han kommer til Upper Puffin en gang om året og skaber filmmagi for hele øen. Her lærer han Lita og Oona, at det mest magiske filmklip er det billede, vi selv sætter ind som publikum. At et af menneskets smukkeste træk er vores fantasi og forestillingsevne.
Ja, jeg har været lidt over det hele: Vandstanden i Nova Scotia. Fisk, Apollon, tonefilm, tangotrin, Anden Verdenskrig og Argentina i 1920erne.Allermest har jeg dog talt med folk, der ved mere om forskellige emner, end jeg selv gør, og det har været så sjovt og inspirerende ... jeg har mødt filmklippere, fiskere og lydkunstnere. Og har sågar haft en jonglør hjemme i stuen …
Nej. Jeg er totalt fodblind og hader faste trin … danser mere som bjørnen Baloo. Det er jeg til gengæld ret god til.
Røde kjoler og snekugler.
Ja, på den lange bane, selvom det er ulideligt undervejs. Man må jo godt stille den sørgelige film ind i skabet nogle år – for lige at sunde sig – men i sidste ende tager man det hele med, lærer af sorgen og husker, at der også var noget dejligt i det kys, eller forstår måske, hvorfor man aldrig mere skal kysse den type frø igen. Vi kan blive så kloge, hvis bare vi ikke suser videre og fortrænger det svære.
Jeg elsker film. Måske fordi de har det hele: billederne, dialogen, musikken og bevægelsen. Jeg må have set film som The Royal Tenenbaums, Ingen er fuldkommen, Fanny og Alexander og Godfather 1 & 2 mindst tyve gange og helst, mens jeg spiser risalamande.Jeg kan nørde dialoger (helst de overraskende), følge større slægter gennem en lang langfilm eller smage på små optrin, som når Jack Lemmon spiller maracas (og bas i et dameband.) Film minder mest om drømme, og når jeg skriver, tænker jeg på siderne, som om de var levende billeder.
Af malerier og film tror jeg, men selvfølgelig også fantastiske bøger gennem tiden som Jette A. Kaarsbøls Den lukkede bog, Kanelbutikkerne af Bruno Schulz, Tove Janssons Sommerbogen, Med natten mod vest af Beryl Markham, John Irvings Æblemostreglementet og alle de magiske fra Sydamerika. Også bøger om at skrive såsom Big Magic af Elisabeth Gilbert.
Så bliver mennesket helt gennemsigtigt, smukt og fuldt af håb, og alle kan pludselig se det. Lyset opstår oftest ved lydhørhed, anerkendelse og så lige det at få en hestesko fra andre.Jeg har set det igen og igen, når jeg har undervist folk i at skrive sange (både børn, indsatte i Vridsløse og såkaldt helt almindelige mennesker) – at en genert, klodset eller slagen mus i hjørnet pludselig fylder rummet med alt, hvad der er dem. Nogle gange bliver man næsten blændet af al den skønhed, der bliver lagt i fremkaldervæsken. Min største glæde har altid været at finde dem, der stod lidt langs panelerne og få dem ud i lyset. Så har man jo også selv en chance ...
Mr. Saitos Rejsebiograf
Annette Bjergfeldt - Indbinding: Indbundet
Jeg blev undfanget på et dansegulvi Buenos Aires i 1927...Sådan begynder Litas forunderlige rejse med sin smukke og oprørske mor, Fabiola, der er tosset med sko og arbejder som førstesælger i byens mest celebre skoforretning.Skæbnen vil, at mor og datter må flygte ud af landet, og de ender på en forblæst ø oppe i Nova Scotia i Canada, hvor Fabiola sælger waders og træsko i den lokale skibsproviant... Læs mere