Michael Schøt (f. 1980) er en dansk komiker og satiriker. Han begyndte sin stand-up karriere i slutningen af 1990'erne, og foruden egne shows har han været forfatter for en lang række komikere samt talrige tv-programmer, blandt andet Live for Bremen. Fra 2014 har han drevet Schøtministeriet, der hitter både som podcast og på YouTube. Problemet med politik er hans første bog.
Med bogen Problemet med politik bruger Schøt bogformatet til at gå tættere på magten, systemerne og den politiske kultur, som ifølge ham selv er blevet direkte frastødende for almindelige mennesker.
Du kan læse om, hvorfor politik i dag opleves som noget, man swiper væk mellem opskrifter og sport, hvorfor unge holder sig langt fra partierne, og hvordan både politikere og komikere er endt på de samme platforme – med forvirrede roller til følge. Schøt leverer ingen nemme løsninger, men skarpe observationer, bidende ærlighed og et overraskende forsvar for empati i et system, han beskriver som dybt giftigt. En Q&A, og en bog, for dig der gerne vil forstå, hvorfor politik føles så forkert – og hvorfor det måske ikke kun er vælgernes skyld.
Se og køb bogen her:
Vores normalpris
220 kr
Medlemspris
152 kr
Q: Du har i årevis lavet grin med politik – men i Problemet med politik stopper du ikke ved punchlines. Hvad er det, der gør, at du denne gang har brug for bogformatet frem for scenen?
A: Jeg elsker legen mellem publikum og komiker, når jeg står på scenen, men det har også sine begrænsninger. Man vil ikke ødelægge stemningen fuldstændigt fordi det er en social setting. Der føler jeg at jeg kan stikke kniven dybere ind i, i bogformatet. For jeg er ikke i rummet med læseren. Jeg sidder herhjemme og spiser snacks, når pointen falder.
Q: Når folk siger: “Hvorfor går du ikke selv ind i politik?” hvad er så det korte, men ærlige svar du forsøger at give i bogen?
A: Fordi politik er blevet så helt igennem uattraktivt for folk med et nogenlunde normalt moralsk kompas.
Q: Du beskriver en generation, der interesserer sig for politik, men holder sig langt væk fra partier og aktiv deltagelse. Hvorfor tror du, det er sådan?
A: Fordi det er meget svært at se hvordan man skulle få nogen indflydelse medmindre man er i den absolutte top. At være konsulent i McKinsey, der arbejder med partierne, laver mere politik end et almindeligt folketingsmedlem.
Q: I bogen beskriver du, hvordan politik i dag dukker op i 90-sekunders bidder på SoMe mellem lasagneopskrifter, krigsnyheder og tilfældige opslag. Hvad gør den sammenblanding ved vores evne til at tage politik alvorligt?
A: Groft sagt er der jo en grund til at sportsnyhederne er for sig selv og ikke inde i de rigtige nyheder. Det er fordi det ikke er lige vigtigt. Og hvis politik bliver kommunikeret sammen med sport og opskrifter, så fremstår det som sport og opskrifter. Noget du bare swiper væk fra.
Q: Du citerer Will Rogers: “People are taking their comedians seriously, and their politicians as a joke.” Hvordan oplever du selv grænsen mellem satire og alvor i dag – er den blevet sværere at holde efter politikere og komikere rykkede ind på de samme platforme?
A: En god komiker har en hel del empati og menneskelighed. Det handler meget om at kunne afkode vores fælles situationer og vise det sjove i dem. I takt med at politikerne kappes om at være mindre menneskelige og så hårde og grove som mulige, så kommer komikere nogle gange til at fremstå som mere menneskelige alternativer. Hvilket gør at folk sætter os op på en piedestal – og det er bare et sindssygt dårligt udgangspunkt for humor.
Q: Du skriver om partihopperi, ungdomspartier og politikere, der mener det modsatte af, hvad de mente for en uge siden. Er det efter din mening et menneskeligt problem – eller et system, der belønner den adfærd?
A: Jamen jeg ville da ønske at vi ikke havde brug for regler, fordi folk var voksne nok til at have friheden. Men det må vi jo bare nøgtern anerkende ikke er tilfældet. Så nu er det et system-problem.
Q: Du peger på, at politik i dag rekrutteres fra et stadig smallere talentmateriale. Hvad betyder det for den type mennesker, der ender med at træffe beslutninger på alles vegne?
A: Det betyder at de minder mindre og mindre om os alle sammen.
Q: Tallene for partimedlemskab og tillid til politikerne falder. Ser du det som et demokratisk faresignal – eller som et rationelt svar fra vælgere, der har gennemskuet spillet?
A: Jamen begge dele. Det er tydeligt at politik er så uattraktivt for de fleste almindelige mennesker, at vi vil blive styret af ikke-almindelige mennesker – og det er et kæmpe demokratisk problem.
Q: Du insisterer på ikke at komme med løsninger i bogen. Tror du vi som borgere er blevet for vant til at andre leverer svarene for os?
A: Jeg er nok så blød en type, at jeg ikke mener at der kommer noget godt ud af, at vi tvinger regler ned over politikerne (selvom man virkelig har lyst). Jeg håber på at man inde på Christiansborg selv stopper op og kigger på hinanden og spørger: ”Synes vi selv at det her giftige miljø er fedt? Hvorfor stopper alle vores kollegaer hele tiden? Er det normalt at blive blind?”
Q: Hvis
Problemet med politik rammer plet: Hvad håber du så, at læseren tænker anderledes om næste gang, de møder politik i deres feed?
A: Det her kommer til at lyde underligt. Men jeg håber faktisk at folk kan finde noget empati frem for vores folkevalgte. Ingen af os ville gå ind i det hellscape af en arbejdsplads Christiansborg er, hvor de bare sviner hinanden til fra morgen til aften, snyder og lyver. Men de gør det. Hver dag. Jeg har frygteligt ondt af dem.
