Torben Munksgaard månedens stemme på Plusbog.dk
Torben Munksgaard månedens stemme på Plusbog.dk

Månedens stemme Torben Munksgaard

Kriminalmelankoli

af

- d. 01. oktober 2020

Som nyslået krimiforfatter har jeg lyst til at anbefale en bog fra krimigenren. Men jeg er samtidig klar over, at jeg er trådt ind i en lang og rig tradition, hvor det langtfra er noget let valg at pege på bare én bog. Så jeg har valgt at snyde lidt. I stedet for en enkelt roman vil jeg pege på ti bind, der af forfatterne ofte omtales som én bog; nemlig Sjöwall og Wahlöös ti romaner om Martin Beck, der samlet går under titlen Roman om en forbrydelse.

 

Forfatterne har selv udtalt, at den egentlige forbrydelse, der i titlen henvises til, er socialdemokratiets svigt af arbejderklassen, og med denne kritik som basis for en romanserie om politiets arbejde lagde forfatterparret grundstenen for den samfundskritiske, skandinaviske krimi, som siden har vundet stor hæder, blandt andet som inspiration for den senere bølge af nordic noir-krimier.

 

Der er særligt to forhold, jeg holder af i Beck-romanerne, og de hænger nok i virkeligheden sammen: Tempoet og stemningen. Eller mere præcist: adstadigheden og melankolien. Bøgerne skrider stille og roligt frem uden at forfalde til et sensationalistisk og utroværdigt højt tempo, og de udspiller sig i et melankolsk rum, hvor ikke bare samfundet og den stadig stigende kurve af kriminalitet, men også hovedpersonernes faldende humørkurver medvirker til at anslå en grundakkord i regnfuld mol.

 

Når det er koldt, er det hundekoldt, og når det er varmt, er det ulideligt varmt. Og grunden til at Martin Beck arbejder over, skyldes ikke – som vi ser det i så mange andre krimier – stædig arbejdsiver; næ, han bliver på kontoret, fordi han ikke orker at tage hjem til konen. Han orker ikke den triste tur hjem i tunnelbanen, han orker ikke at betragte sit eget traurige ansigt i spejlet, han orker ikke at lægge sig i sengen ved siden af en kvinde, han ikke elsker. Og at hans kollega Lennart Kollberg, der nægter at bære våben, til sidst helt opgiver sit arbejde i politiet, siger vel i grunden det hele: Humanismen kæmper forgæves imod samfundsudviklingen.

I min egen krimi, Digterens død, har jeg ladet mig inspirere af netop disse to omstændigheder hos Sjöwall og Wahlöö: Jeg har lagt vægt på en fortælling, der ikke haster af sted, men til gengæld giver sig tid til sproget, personerne og miljøet. Og så har jeg ladet det regne og regne og regne, lige indtil en opklaring nærmer sig, hvorefter solen skinner uden nåde. Det er sådan, jeg synes, en god krimi skal være: regnfuldt fængslende og soleklart forløsende.

 


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner