Morten Pape er månedens forfatter november 2025 – læs mere her

Månedens stemme - Morten Pape

Denne måned er Morten Pape månedens stemme på Plusbog. Her fortæller han om, hvilke bøger han selv læser og bliver inspireret af – og ikke mindst hvilke bøger han anbefaler til dig.

En personlig og inspirerende tekst fra en af tidens stærkeste stemmer i dansk litteratur, som netop er aktuel med romanen Månebarn.

Morten Pape (f. 1986) debuterede i 2015 med den prisvindende roman Planen, en rå og ærlig skildring af opvæksten i Urbanplanen på Amager. Med en skarp pen og et socialrealistisk blik har han siden markeret sig som en af Danmarks mest betydningsfulde forfattere, der formår at give stemme til mennesker og miljøer, som sjældent får plads i litteraturen. I Amager-trilogien – Planen, Guds bedste børn og I ruiner – undersøger han, hvordan social arv, håb og afmagt former menneskers livsbetingelser.

Med romanen Nøglebarn (2024) og den netop udkomne Månebarn vender Pape blikket indad og dykker ned i sin egen slægtshistorie. Her udforsker han forholdet mellem fædre og sønner, kærlighedens svigt og den arv, man bærer videre – bevidst eller ej. Resultatet er et forfatterskab, der på én gang er dybt personligt og universelt, og som får sproget til at dirre af liv, smerte og længsel.

Månebarn

203,00 kr.

Køb nu

Morten skal netop til at romandebutere med Planen om sin opvækst i Urbanplanen på Amager, da han efter et kærestebrud må flytte hjem til sin Bedste og bo på hendes sofa. I løbet af nogle anspændte måneder ændrer Mortens liv sig dramatisk, da romanen modtager begejstrede anmeldelser og Bogforums Debutantpris – men også møder vrede og udstødelse fra dele af hans mors familie. Mens Morten bor og lever med sin Bedste, indvier hun ham en aften i en hemmelighed, som han mange år senere fortæller videre til sin egen mor. Det resulterer i, at moren selv må bekende en skamfuld hændelse i fortiden, der får Morten til at dykke ned i sin mors og Bedstes livsfortælling, hvor fysisk og psykisk vold i barndomshjemmet nær havde kostet dem begge livet. Månebarn er anden roman i et tobindsværk om Morten Papes forældres familiehistorie. Begge romaner kan læses som en forløber såvel som efterfølger til hans prisvindende bestsellerdebut, Planen.

Se alle bøger af Morten Pape

Af Morten Pape

Jeg vil begynde med en indrømmelse, som jeg ikke har delt mange steder før: Når jeg har skrevet mine fire første romaner, har jeg stort set altid haft et andet værk liggende i baghovedet – en bog, jeg har æret, som har fungeret som slags skjult modstykke eller klangbund. Det kunne være i form af en stilistisk nerve, en tematisk besættelse eller simpelthen en stemning, jeg ønskede at måle mig op imod. At skrive har for mig tit været at skrive ind i en samtale med andres bøger.

Med Månebarn var det anderledes. For første gang fandt jeg ikke et værk, der talte direkte til mig i processen. Der var ikke noget tydeligt referencepunkt, ingen åbenlys fakkel at række ud efter. Det føltes både ensomt og frisættende. Måske var det også nødvendigt, for bogen insisterede på sin egen bane, sin egen rytme, uden at jeg kunne støtte mig til nogen litterær storebror eller søster.

Når jeg selv læser – og det gør jeg lige så meget for at blive inspireret, som jeg gør det for glæden ved sproget og historierne – så vender jeg tit blikket mod nutidige danske forfattere, der tør blande det rå og upolerede med det poetiske og sansemættende. De seneste måneder har især to forfattere ramt mig lige i solar plexus.

Disse to forfatternavne vil jeg gerne fremhæve her: Theis Ørntoft, særligt med Habitat, som for mig er en af de mest kompromisløse danske romaner i nyere tid. Den har en vilje til at favne verden i al dens vildskab - fra det mikroskopisk private til den kosmiske uendelighed - som jeg beundrer grænseløst. Og Amalie Langballe, hvis nyeste roman elskende er en smuk, rørende og kættersk velskrevet roman, men som også med sin forrige roman forsvindingsnumre har vist en fin fornemmelse for at gøre det intime og personlige til almenmenneskelige erfaringer.

Hvis De mangler noget at læse, vil jeg derfor uden tøven anbefale at kaste Dem over deres forfatterskaber. Der er ikke mange nulevende forfattere i dette land, der skriver bedre end de to. De kan noget, jeg selv altid vil stræbe efter og misunde: at få sproget til at dirre så meget af liv, at det sætter strøm til ens eget.