Månedens stemme - Kim Hundevadt

I februar deler Kim Hundevadt sine tanker om bøger, inspiration og krimigenren som spejl på vores samtid.

Han er netop aktuel med Fenris, andet selvstændige bind i serien om Danmark i 2020’erne – en intens samtidskrimi om kløften mellem land og by, den danske natur og internettets mørkeste afkroge.

Læs med her

af

- d. 01. februar 2026

 

 

Af Kim Hundevadt

Jeg har elsket bøger, siden jeg var gammel nok til at sidde hos min mor og far og få læst en god historie højt. Det kunne være alt fra små lette billedbøger til klassikere af Astrid Lindgren, Ole Lund Kirkegaard og Thorbjørn Egner, som jo stadig holder og læses i dag. Der er ingen udløbsdato på god litteratur.

Som journalist og senere som forfatter og forlagsredaktør har jeg brugt mange år på at forsøge at dygtiggøre mig i fortællende journalistik og det, man i bogbranchen kalder for ’narrativ nonfiktion’. Begge dele handler om at beskrive virkeligheden på en levende måde med skønlitterære virkemidler. Tom Buk-Swienty er en af de ypperste danske forfattere i den genre, læs hans seneste Berlin brænder og Russerne kommer.

Da jeg for tre år siden kastede mig ud i at skrive fiktion, kunne jeg tage mange redskaber fra den narrative nonfiktion med over, men samtidig var det også, som om jeg skulle lære et nyt sprog med sine helt egne regler.

Jeg søger inspiration i mange forskellige skønlitterære genrer, men har valgt selv at skrive krimier, fordi det falder naturligt, og jeg har opdaget, at man som forfatter kan bruge krimiens skabeloner til at lave et bredt portræt af den tid, vi lever i. Forlaget kalder mine bøger om journalisten Michael Moll og PET-agenten Christiane Mielcke for ’samtidskrimier’, og det indrammer meget fint, hvad jeg gerne vil med serien.

Hvis jeg skal nævne et enkelt forbillede, må det blive den tyske krimiforfatter Volker Kutscher, som har skrevet de bøger, der danner grundlag for TV-serien Babylon Berlin. Første bind hedder Den våde fisk, og der er indtil videre oversat seks bøger til dansk. Jeg læste et interview, hvor Kutscher fortæller, at hans ambition har været at skrive en spændende og underholdende serie og samtidig lave et nuanceret portræt af Weimar-republikken – det vil sige Tyskland i skæbneårene, der førte frem til Hitlers magtovertagelse.

Den ide har jeg tyvstjålet og lavet om på. Jeg vil skrive en krimiserie om Danmark i 2020’erne og stikke snuden ned i nogle af de brændvarme temaer, der optager os danskere lige nu. I Porcus var det især de horrible forhold, som svin lever under i landbruget. I Fenris er det fx ulve, som virkelig er et emne med sprængstof i. Ulve kalder åbenbart på betingelsesløs kærlighed eller rendyrket had. Debatten på sociale medier er en ren krigszone. Derfor er der også masser af dramatisk stof til en krimi, hvor virkeligheden kan blive sat på spidsen.

Foruden krimi- og thrillerforfattere, som kan deres kram, bliver jeg i høj grad inspireret af forfattere, som mestrer både sprog og karakterer. Min seneste store læseoplevelse var Den dag Nils Vik døde af Frode Grytten – en vidunderlig lille fortælling fra de dybe norske fjorde.

 

Kim Hundevadts anbefalinger til dig:

Nogle af udgivelserne kan desværre kun købes i digitalt format. 

 

Bøger af Kim Hundevadt:

Nogle af udgivelserne kan desværre kun købes i digitalt format.

Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner