Månedens stemme - Faber & Pedersen

Denne Månedens stemme er givet videre til parret Janni Pedersen og Kim Faber, der danner makkerpar både privat og som forfattere - sammen står de bag den populære krimiserie om Signe og Juncker.

Her kan du læse om de bøger, der for nyligt har gjort størst indtryk på Janni og Kim som læsere - læseoplevelser, der kredser om skyld, skam, værdighed og mod. Det er personlige anbefalinger, der rækker langt ud over krimigenren og giver indblik i de temaer, der også driver deres eget forfatterskab.

Læs med og bliv inspireret af to markante stemmer, der både skriver med nerve - og læser med hjertet.

Janni Pedersen og Kim Faber er makkerparret bag Juncker-serien og aktuelle med 6. bind, Styx, som udkommer d. 19. marts. Find den her

Styx

Janni Pedersen, Kim Faber - Indbinding: Indbundet

Styx af Kim Faber og Janni Pedersen er en intens og dyster krimi om hævn, moral og magt – og om, hvor langt man er villig til at gå for retfærdighed. Da et højtstående medlem af banden Loyal to Familia findes myrdet i en lejlighed på Frederiksberg, bliver Juncker og Signe sat på sagen. Kort efter findes endnu et bandemedlem skudt – og snart står det klart, at mordene bærer præg af noget langt mer... Læs mere

Vores normalpris 320 kr Medlemspris 204 kr

Janni Pedersen:

Hvordan dælen skal man anbefale et par bøger, når man som jeg læser nærmest tre om ugen.

For udover at skriver krimier med min mand, Kim Faber, så har jeg som vært på Go Aften Live på TV2 utroligt mange forfatterinterviews. Og jeg har godt nok læst rigtig mange gode bøger det seneste år.

Derfor vil jeg tage udgangspunkt i to vigtige bøger.

Ikke umiddelbart bøger, jeg kastede mig over, for jeg vidste, det ville blive en hård omgang, men som jeg vidste, jeg SKULLE læse. Her er nøgelordet for begge bøger skyld og skam. Begreber, vi i den grad har taget livtag med i de fleste af vores egne bøger, hvor vores hovedkarakter Signe har båret på en voldsom oplevelse, som hun påtager sig ansvaret for. Skyld og skam fylder for mig både som forfatter, som journalist og privat.

Derfor anbefaler jeg Nobody´s Girl af Virginia Roberts Giuffre og En hyldest til livet af Giséle Pelicot.

Begge kvinder, der fortæller om de overgreb, de har været udsat for fra henholdsvis den amerikanske millionær Jeffrey Epstein, der mere eller mindre gjorde den unge Virginia til sin sexslave og Dominique Pelicot, der gennem knap 10 år bedøvede, voldtog og tilbød sin kone til en endeløs række af fremmede mænd.

Virginia var den første af Epsteins ofre, der stod frem og blev dermed frontfigur for ofrene, der langsomt turde tale ud, fordi hun gjorde det. Gisèle nægtede at være et hemmeligt offer under retssagen mod sin mand. Hun insisterede på fuld offentlighed, så hun satte sin røde page, tog læbestift på og med et ufatteligt mod blev hun et symbol på kampen mod seksuel misbrug og voldtægt, og ofres ret til værdighed.

Begge bøger, der fremover vil hjemsøge mig, er så vigtige, for som Gisèle skriver: ”Skammen skal skifte side.”

Kim Faber:

Jeg kan ikke med nogen som helst rimelighed påstå, at jeg læser eller har læst mange digte. Bevares: Johannes V. Jensens Paa Memphis Station tilbage i gymnasiet for en menneskealder siden. Men det var man jo tvunget til, fordi digtet var en del af pensum.

Og Morten Nielsen, selvfølgelig, for når en talentfuld poet og aktivt medlem af den danske modstandsbevægelse som kun 22-årig bliver dræbt af et vådeskud, så er der jo nærmest ingen vej udenom at læse vedkommende.

Og så selvfølgelig Søren Ulrik Thomsens City Slang, men hvem, som var bare nogenlunde ung i firserne og færdedes i Indre By, har ikke læst den?

Jeg ved ikke, hvorfor det er blevet sådan. Måske fordi jeg er fordomsfuld og bilder mig ind, at digte alt for sjældent har relevans for mig. At de ikke siger mig noget, fordi de ikke handler om noget, der for alvor er vigtigt.

Hvilket jeg jo godt ved er sludder. Så meget desto mere fordi min største læseoplevelse i meget lang tid netop er en digtsamling. Nærmere bestemt Crip af Caspar Eric.

Han er en af de mellem 10.000 og 12.000 danskere, der har cerebral parese – lidelsen, som før i tiden blev kaldt spastisk lammelse. Crip kredser om den måde, vi behandler mennesker med et fysisk handicap på, og digtsamlingen er en mavepuster for alle os, der er så svineheldige og privilegerede ikke at være handicappede.

Det er ikke fordi, jeg har været uvidende om, at det halter gevaldigt med den måde, vi behandler handicappede. Historier om, hvor galt, det står til på det område, dukker fra tid til anden op i medierne. Men Caspar Erics digte trænger bare med få ord længere ind end alverdens artikler eller tv-indslag formår. Et lille eksempel:

siden jeg sidst skrev et digt

om mit handicap

har regeringen foreslået

aktiv dødshjælp

de raskes løsning

på de syges problem

Crip er langt fra den eneste i digtsamling i Caspar Erics forfatterskab, der handler om livet som handicappet, men han har bebudet, at den bliver hans sidste. Det håber jeg virkelig ikke. Der er brug for hans stemme.