Månedens stemme Lasse Spang Olsen

"Det er uden tvivl den største bogoplevelse, jeg nogensinde har haft"

Foto af Lars Hartmann

I 1991 var jeg (sammen med min far) på filmoptagelse på Yucatan Halvøen i Mexico for at filme Mayaindianere. Vi befandt os i en meget lille landsby, så tæt på junglen man kunne komme – og da vi skulle af sted den første morgen fik jeg at vide, at min far havde mødt Ib Michael og de sad og snakkede. Jeg blev ekstremt irriteret – for uvist af hvilken grund – havde jeg blandet Ib Michael og kunstmaleren Hans Henrik Lerfeldt sammen i mit hoved – og jeg gad simpelthen ikke tilbringe de næste mange dage sammen med ham.

.. Okay.. jeg kan godt høre, at det her mangler en forklaring..

For det første: Når min far mødte folk i udlandet, så kunne han sagtens finde på at invitere dem med på resten af rejsen. Han elskede selskab og ubudne gæster.

For det andet: Vi havde en ret lille bil til det antal mennesker vi var – og det eneste jeg vidste om kunstmaleren Hans Henrik Lerfeldt var, at han var meget stor og tyk og derfor garanteret ville fylde alt for meget i den i forvejen ret lille bil, som vi skulle køre mange tusind kilometer i. Jeg kendte overhovedet ikke andet til Hans Henrik Lerfeldt og vidste ikke, at han sikkert i øvrigt var en både interessant og flink mand – og at han desværre allerede var afgået ved døden to år før. I mit hoved, så var han altså Ib Michael på det tidspunkt.

Derfor blev jeg så irriteret på min far.

- Hvilket viste sig at være fuldkommen berettiget. For 2 minutter efter havde min far nemlig inviteret Ib Michael (som jeg altså troede var kunstmaleren Hans Henrik Lerfeldt) med på resten af vores tur – inklusiv en køretur på 1800 kilometer i en ret lille bil. Da jeg så mødte – hvad jeg altså troede var kunstmaleren Hans Henrik Lerfeldt – kunne jeg se, at han enten havde slanket sig gevaldigt og skiftet fag, for ham her var åbenbart forfatter, - eller også havde jeg taget fejl af nogle navne. Jeg nåede ikke frem til nogen konklusion – da dét at være i selskab med Ib Michael betyder, at man omgående suges ind i en hvirvelstrøm af ord og indtryk, så sanselige at man bliver helt svimmel. Ib Michael befandt sig i det mennesketomme og afsidesliggende område, da han havde lånt en hytte til at færdiggøre sin – skulle det vise sig FANTASTISKE fortælling: Vanillepigen.

Vi tilbragte nu de næste dage i en rus af ord, hvor vi kørte og kørte med begge døre åbne (det var et folkevognsrugbrød, med døre i begge sider) – i knaldende sol, på komplet lige hullede veje, der skar sig gennem den tætte jungle, mens Mik fortalte os hele Vanillepigen og en stor del af dét, der senere blev efterfølgeren; Den Tolvte Rytter.

Det er uden tvivl den største bogoplevelse jeg nogensinde har haft, hvilket er mærkeligt for der var ikke en bog i flere kilometers afstand, men fortællingen var så dragende, fængslende, billedskabende, spændende og drømmende, at dette møde med Ib Michaels forfatterskab blev en dør ind til en verden, som jeg aldrig siden har haft spor lyst til at bevæge mig ud af.

Jeg har siden genlæst dem talrige gange – og de vil altid for mig rumme noget ekstra – som ingen andre bøger kommer i nærheden af… også uden Hans Henrik Lerfeldt og Ib Michael-sammenblandingen

Køb bogen her: