Månedens stemme || Lars Thomassen – læs mere om Alfabet-serien

Månedens stemme - Lars Thomassen

Kender du Lars Thomassens Alfabet-serie?

Det er hårdkogt, intens og klassisk nordic noir, hvor menneskelige afgrunde og krimigåder går hånd i hånd.

I maj udkom seriens sjette bind: F – I morgen skal vi dø.

Månedens stemme er netop Lars Thomassen – og her kan du både læse mere om hans bøger og få et indblik i, hvad litteratur betyder for ham.

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med forfatteren Lars Thomassen og hans medrivende krimier, er dette den perfekte anledning til at dykke ned i hans fængslende univers.

Med sin Alfabet-serie er Lars Thomassen godt på vej til at skrive sig ind som en af Danmarks mest markante krimiforfattere. Serien er centreret omkring det umage makkerpar: kriminalkommissær Iben Brahms og den plagede tidligere betjent Asger Hartvig, der sammen dykker ned i sager, hvor ondskaben ikke bare er brutal, men ofte også dybt forankret i menneskelige tragedier og samfundsmæssige spørgsmål. Hver bog i serien bærer sin egen skarpe identitet, men fælles er det filmiske tempo, de psykologiske lag og en bemærkelsesværdig balance mellem spænding og sårbarhed.

Thomassen skriver med både nerve og nærvær, og det er netop denne blanding af brutal spænding og menneskeligt stof, der gør serien så svær at slippe.

Det sjete og nyeste bind i Alfabet-serien er F - I morgen skal vi dø og den finder du lige her:

F - I morgen skal vi dø

Lars Thomassen - Indbinding: Indbundet

Den unge dedikerede sportsmand Mathias Hoffman løber en dyster skæbne i møde, da han møder Laurits Krohn, som udfører makabre kulinariske eksperimenter og deler dem i online-fora for et imponeret publikum. Asger Hartvig, en tidligere politibetjent med en turbulent fortid, bliver hentet hjem til Danmark fra USA for at hjælpe sin søn, der er varetægtsfængslet for mord.Mordsagen tager en kompleks dre... Læs mere

Vores normalpris 269 kr Medlemspris 196 kr

Af Lars Thomassen

Hvad litteratur betyder for mig

Jeg kan ikke huske mit liv uden bøger. Jeg voksede op med en trang til at forstå det uforståelige og mærke det usagte – og bøgerne gav mig adgang til begge dele. Som barn var det ikke bare en flugt. Det var en opdagelsesrejse. En måde at være alle steder, leve alle liv og stille alle spørgsmål, uden at nogen afbrød.

Mine formative læseoplevelser kom fra de gamle mestre: Alistair MacLean, John D. MacDonald, Stephen King, Dean Koontz – og ikke mindst Dick Francis, som jeg læste alt af i starten. Der var noget ved hans måde at skrive på, hvor spænding og menneskelig skrøbelighed gik hånd i hånd, som ramte mig dybt. Hans hovedpersoner var aldrig superhelte, men almindelige mennesker, der blev kastet ud i det ekstreme – og det gjorde dem langt mere interessante end alle James Bond-typerne tilsammen.

Hos disse forfattere fandt jeg både helte, mørke, moral og humor. De lærte mig, at god spænding ikke nødvendigvis handler om våben og jagter, men om indre kampe, svigt, valg – og det blik, man sender sig selv i spejlet, når det hele ramler.

I dag skriver jeg selv kriminalromaner. Jeg leder ikke kun efter løsningen. Jeg leder efter smerten, fortiden, angsten. Det, vi gemmer væk. Men midt i mørket – dér elsker jeg, når humoren bryder igennem. Den tørre, sorte humor, som vi danskere mestrer til perfektion. Den, der får os til at fnise midt i alt det forfærdelige. For det er jo dér, den virkelig gør en forskel.

Jeg holder meget af, når litteratur tør være flere ting på én gang: skræmmende, rørende, sjov. Det er der, den føles mest ægte. Uden at være højkulturelt. Ligesom livet selv.

Jeg læser helst bøger, der rammer noget i mig – og gerne hvor det mørke og det menneskelige går hånd i hånd. Og så må der godt være et lille glimt af humor, selv når det hele er sort. Her er nogle af de bøger, der har hængt fast hos mig:

Stephen King – Mercedesmanden

Den her gjorde noget ved mig. Det er ikke hans mest blodige bog, men den er uhyggelig på en mere snigende måde. King er bedst, når han skriver om helt almindelige mennesker, der gemmer på noget helt forfærdeligt.

Dean Koontz – Skygger

Jeg læste den for første gang som ung, og den sidder stadig som en af de bøger, der gjorde mig nysgerrig på, hvordan man kan skrue en spændingsfortælling sammen.

Dennis Jürgensen – Roland Triel-serien

Jeg har virkelig nydt at følge med i Triel-serien. Der er noget genkendeligt dansk over både tonen og karaktererne – og så er det befriende med den sort-humoristiske vinkel midt i det dystre.

Stefan Ahnhem – X måder at dø på

Han skriver hårdt og effektivt – man er aldrig i tvivl om, at det her er alvor. Jeg kunne godt lide den måde, bogen hele tiden ændrede kurs på. Lige når man tror, man har regnet det ud, vender han det hele på hovedet. Lige som jeg prøver.

Chris Carter – Kødets mester (den jeg læser lige nu)

Jeg er midt i den nu, og det er en af de bøger, hvor jeg både glæder mig til at læse videre og samtidig næsten ikke tør. Carter skriver brutalt, men han ved, hvad han laver. Der er noget fascinerende ved det mørke han dykker ned i.

For mig er litteratur en konstant samtale mellem forfatter og læser. En form for usynligt venskab, hvor vi tør stille de spørgsmål, vi ellers undgår. Jeg håber, at mine egne bøger kan være sådan en samtale for nogen – ligesom King, Koontz og Dick Francis var det for mig dengang. Og jeg håber, de også – midt i mørket – kan få nogen til at trække på smilebåndet. For der, i det sorte grin, bor livet.