"Jeg flyver afsted på en blanding af adrenalin og ”stress fra den lette og ikke så alvorlige kasse” i øjeblikket … og det passer mig helt perfekt."
Jeg er netop blevet færdig med at skrive den 10’ende Hængedynd-bog – De Hadefulde -, som udkommer nu til sommer.Jeg skal til at gennemredigere alle bøgerne i netop Hængedynd-serien, så serien kan blive genoptrykt og udkomme med nyt omslag.Jeg er i fuld gang med at skrive synops til første bind i min nye serie, som har fået titlen– en JON HARDING-krimi – for … jo! Jon Harding vender nemlig tilbage i den nye serie.Når jeg – alt for sjældent – får tid til at sætte mig ned og læse en bog, så sker det, at jeg vender tilbage til noget af det, jeg kender.Som den lille dreng, der gerne vil se det samme afsnit af Bamses Billedebog, som han allerede har set et utal af gange, sætter jeg stor pris på indimellem af dvæle ved det kendte og ”næsten” trygge.Måske er det også bare, fordi jeg synes, at det er nogle rene perler af bøger, at jeg nyder et genlæs.Her er et udpluk af mine favoritter:
Bjarne Reuter var årsagen til, at jeg begyndte at interessere mig for bøger, da jeg var barn.Faktisk læste jeg kun en enkelt bog, nemlig – Kidnapning -, før det gik op for mig, at de fandtes som lydbøger, hvorefter jeg lånte hele rækken af ”Bertram-bøgerne” og hørte dem igen og igen. Det var Kjeld Nørgaard, der havde indtalt dem, og han blev min barndoms trygge osteklokke. Jeg lå ofte i min seng og lyttede til hans fantastiske stemme, når han læste de morsomme og spændende historier.Da jeg blev teenager, læste jeg – Zappa - og andre af Reuters ungdomsromaner, og siden blev det bl.a. til - Lange bro med løbende figurer -, - En rem af huden - og - Den cubanske kabale -.I Reuters - Den cubanske kabale - bliver man i en stor del af historien hensat til Cuba, hvor hovedpersonen, Klinger, sammen med en agent fra PET er på jagt efter en morder.Og Reuter kan bare noget med sproget. Det er mig stadig en gåde, hvordan han gør det, men han får mig til at mærke solens varme, den fugtige luft og den mørke følelse af ensomhed og hjemlængsel. Historien er snørklet og uforudsigelig, og det lykkes Reuter at få bekræftet det, der så ofte bliver sagt højt som en slidt kliché – Intet er, som det ser ud.
Det er svært at finde på noget at sige om Hemingway, som ikke allerede er blevet sagt tusinde gange bedre af mange andre.- Farvel til våbnene - var mit første møde med Hemingways forfatterskab.Det tog mig lidt tid at komme i gang, men da jeg først havde knækket koden og, føler jeg, havde forstået, hvad han havde på hjerte, blev jeg flået ind i hans univers.Min bror anbefalede mig så at læse - Den gamle mand og havet -. Det blev en lørdag eftermiddag i en helt anden verden. Først blev jeg en smule træt af hans lange beskrivelser af diverse fiskeredskaber, men det viste sig (selvfølgelig), at Hemingway havde en plan.Da den gamle mand er alene på havet, og hans situation ser meget skidt ud, kunne jeg ikke styre mine egne følelser. Jeg følte mig alene og desperat, jeg følte mig bange og udmattet og jeg følte mig fortabt.Alt dette formåede Hemingway at give mig på bare 117 sider.Det er stort.
Viveca Sten er efter min mening dronningen af nordisk krimi.Jeg mener, at de svenske krimiforfattere er verdens bedste. Henning Mankell og Liza Marklund er bestemt suveræne, og de ligger højt på min favoritliste, men Viveca Sten evner at beskrive en hvid væg og gøre den spændende og fængende. Hendes historier sender mig bl.a. tilbage til tider, hvor fortiden i sig selv bliver en mørk – om ikke fjende - så i hvert fald modstander. Hendes beskrivelser af de to hovedpersoner - og mest af alt relationen mellem dem – er så sublimt forfattet, at jeg meget hurtigt føler mig som en del af historien. Jeg følte simpelthen med dem fra begyndelsen.Selve krimihistorien i - Stille nu - er skræmmende på den underholdende måde, men jeg tager også historien med mig og bærer rundt på den længe efter, jeg har lagt bogen fra mig.Det er svært at vælge, når der er så meget godt at vælge mellem … og det er der!
Rigtig god læselyst til jer alle sammen😉
Med venlig hilsen Allan Erik Mortensen