Månedens stemme Alberte Winding

”Det var nok den store amerikanske roman, der fyldte mest, da jeg var ung. Den svarede til ungdommelig, indre patos måske, men allermest var den smuk i sin dramaturgiske bue; nogen havde det skidt, eller havde mistede alt, og endte et bedre sted. Men det var ordene, sætningerne, og tonen i dem, der forførte. Da jeg læste Siri Hustvedts Det jeg elskede, kom jeg ind i et koncentrat af velskreven væren. Det var en helt anden feminin måde at skrive på, en hvor vi ikke fik fortalt, hvad vi skulle føle, eller hvor vi var på vej hen. Der er ikke en klassisk udvikling, den slentrer ind fra siden og rammer dig stille.

Hustvedt fortæller en ubærlig historie om at miste et barn med så lidt information, at hjertet kan rumme og forstå, og læse videre. Ligesom musik, der kan beskrive smerte uden ord.

Der er sådan en skønhed i det usagte, synes jeg. Det var på grund af Siri Hustvedt, at jeg fortsatte til Linn Ullmann, som er mesterlig i at sige, det hun ikke siger. Siden er jeg aldrig helt vendt tilbage til den amerikanske roman, for nu kan jeg ikke få nok af nordisk askese. I De Urolige kredser hun om somre som lille på sin fars sommer-ø i skærgården. Hun savner sin far. Han er fraværende, når han ikke er pludseligt og dominerende til stede. På en måde veksler hun mellem to fraværende forældre, vintre hos mor, somre hos far. De er verdensberømte, travle, selvoptagede. Men fordi hun ikke siger netop det, men kun anbringer dem i hjørnet af barnets synsfelt, slår hun ingenting i stykker. Hun folder det ud. Hun bevarer dem, de voksne, hele og utrolige, og jeg får en følelse af dyb kærlighed, der løber gennem alle de små svigt.

 

Man kan sige om mine yndlingsforfattere generelt, at det er respekten for deres karakterer, der får mig til at blive hængende. Det er deres kærlighed til liv, jeg mærker, når de beskriver så nøgent, og uden at forklare så meget, men med en sanselighed for rummet omkring sig, natur der lever videre, lyde fra andre rum. Vi er der med dem, vi husker hvordan historien i os er lagret, sammen med ting vi troede var uvæsentlige, men som er en slags usynlige hovedpersoner, også i vores liv. Vi ser, at der er mange virkeligheder, og at de foregår på en gang. Jeg tænker, at for at beskrive sandheden, er vi nødt til ikke at fange den, og aldrig lade den stivne.”