Q&A med Anne Hjernøe 2026 - Kom helt tæt på forfatteren

Q&A med Anne Hjernøe

Anne Hjernøe er aktuel med bogen Hvis jeg kan gøre noget, som handler om at miste, om sorg og om at finde rodfæste igen.

I denne Q&A med forfatteren, svarer hun på hvordan hun selv oplevede sorgen og giver sit bedste råd til pårørende.

Anne Hjernøe er kendt af mange som tv-kok, journalist og forfatter. Gennem næsten 30 bøger har hun inspireret danskerne med alt fra madglæde og sundhed til refleksioner over livets store og små udfordringer.

Lige nu finder du hendes bøger til ekstra gode priser - se bøgerne nederst på siden.

HVAD SKER DER, når man mister sin partner gennem mange år? Hvordan agerer man i sorgen, både før og efter døden? Kan man lære at leve med tabet? Og hvordan passer man på sig selv?

Anne Hjernøe har selv prøvet at miste og deler i sin nye bog sine erfaringer. Hvis jeg kan gøre noget, er en håndsrækning til andre, der har mistet – eller står ved siden af én, som har.

Q: Du skriver, at vi er dårlige til at tale om sygdom, sorg og død. Hvorfor tror du, at så mange af os bliver usikre, når vi møder mennesker i sorg?

A: Jeg tror at folk er bange for at gøre den sørgende yderligere ked af det. Bange for at sige noget forkert. Og at mange føler de kommer for tæt på deres egen dødelighed.

Q: Hvad er det vigtigste, du har lært om at være pårørende til et alvorligt sygt menneske?

A: At relationer er det vigtigste i verden. Det er dem der har vores ryg. Vi kan ikke klare os uden gode relationer.

Q: Mange er bange for at sige noget forkert til en efterladt. Hvad oplevede du selv gjorde den største forskel?

A: At folk var der. Var til stede. Bød ind ved at gøre noget. Var proaktive i stedet for at bruge sætningen ”Sig til hvis jeg kan gøre noget”. Det er bedre at sige at man ikke ved hvad man skal sige, eller at man har svært ved det, end ikke at sige noget.

Q: Hvis man har en ven, kollega eller et familiemedlem, der har mistet, hvad er så det bedste, man kan gøre?

A: At være nærværende. Møde op. Hjælpe til. Lytte. Spørge ind.

Q: Du skriver, at nærvær ofte er vigtigere end gode råd. Hvorfor er det så svært for os bare at være til stede?

A: Fordi vi lever i en verden hvor vi gerne vil fikse folk. Hjælpe dem ud af sorgen. Vi er løsningsorienterede. Men faktisk er det bedre bare at være til steder og lytte.

Q: I bogen taler du med eksperter om sorg. Hvilken indsigt gjorde størst indtryk på dig under arbejdet med bogen?

A: At sorg ikke er noget vi skal igennem, men lære at leve med. Det bliver en integreret del af dit liv fremadrettet, og det er ok. Vi skal ikke fikse folk. Men bare rumme dem og lytte.

Q: Du beskriver, hvordan kreativitet og fordybelse kan skabe små åndehuller midt i kaos. Hvad hjalp dig selv til at finde ro, da livet var allermest overvældende?

A: Hård træning. At være i naturen. At male. At læse. At kramme dem jeg holder af. Alt der kunne få ”mit hoved ned i kroppen”. Lægge et låg på det kaos og det bekymrede tankemylder.

Q: Du førte dagbog gennem Folmers sygdomsforløb og tiden efter. Hvad lærte du om dig selv ved at skrive det hele ned?

A: Jeg lærte at jeg havde det meget dårligere end jeg troede. Men også at jeg godt kan fungere og gå på arbejde selv om alt er kaos og jeg har det af helvede til. At arbejde faktisk er en god håndteringsstrategi for mig. Og at jeg aldrig ville kunne klare mig uden mine relationer.

Q: En af bogens gennemgående pointer er, at man ikke kommer over sorgen, men lærer at leve med den. Hvad betyder det helt konkret i hverdagen?

A: At man skal acceptere at det er en del af livet nu. At livet har ændret sig. At jeg har ændret mig. Jeg har fået en meget stor taknemmelighed ind i mit liv over overhovedet at være levende. For jeg har set og mærket hvor hurtigt det kan gå.

Q: Hvis der er én ting, du håber, læserne tager med sig fra bogen, hvad er det så?

A: At blive bedre til at åbne sig og tale om deres sorg. At lyset kommer tilbage, At læne sig ind i sine relationer. At acceptere at sorgen er blevet en fast følgesvend, og at man godt kan få et godt liv alligevel.

Q: Du har tidligere stået ved siden af andre mennesker i sorg, men denne gang var det din egen livspartner gennem mere end tre årtier, du mistede. Var der noget ved sorgen, som overraskede dig?

A: Hvor tung og konstant sorgen var tilstede det første halve år. Som et stort gråt og vådt tæppe, der bare lå tungt over mig.

Q: Du skriver, at det første halve år efter Folmers død var meget mørkt. Kan du huske et øjeblik, hvor du mærkede, at der igen var plads til lidt lys eller håb?

A: Da foråret kom. Med lys og sol og forårsblomster. Det var som om at der kom lidt lys tilbage i mit liv, med forårets lys. Som om naturen og sæsonens skiften reelt havde en positiv indvirkning på mig. I dag er jeg ramt af en mærkelig og særlig taknemmelighed over at leve. Jeg føler mig underligt privilegeret selv om jeg har været igennem to år i helvede. Det er en særlig fornemmelse jeg ikke var forberedt på.

Q: Hvis du kunne tale med den Anne, der stod midt i sygdomsforløbet for to år siden, hvad ville du så sige til hende i dag?

A: Du skal igennem en af de mest smertefulde perioder i dit liv. Vær i det. Vær nærværende. Pas på dig selv og din mand og børnene så godt du kan. Sig ja tak til alle der vil hjælpe. Sæt det lange lys på.