Egentlig er jeg ikke en af de læsere, der som udgangspunkt sværger til svenske krimier, men på det seneste har jeg fået øjnene op for flere virkelig gode forfattere fra nabolandet.
Ud over de store, kendte som Mankell og Läckberg, har jeg kastet min kærlighed på vidunderligt velskrivende Lina Bengsdotter og — senest — Anders de la Motte. Han er en yngre, tidligere politimand fra Skåne, som har vundet utallige priser, blandt andet for en serie på fire bøger, som kaldes årstidskvartetten, hvoraf Efterårssorg er andet bind. Bøgerne har dog forskellige persongallerier og kan læses 100% selvstændigt. Og det kan jeg kun anbefale, at man gør!
Efterårssorg kører i to spor: Et nutidigt, hvor efterforskeren Anna Vesper flytter med sin teenagedatter fra Stockholm til lille Mörkeby, og hurtigt bliver ledt i retning af en gammel dødsulykke, der stadig trækker dybe spor i lokalsamfundet, og så et 30 år gammelt spor fra den aften, ulykken skete. Fortællerstemmen veksler mellem flere forskellige karakterer, og det fungerer sindssyg godt.
Jeg må tilstå, at jeg normalt går rundt og plejer en lille fordom om, at tidligere politimænd skriver kedelige, faktuelt korrekte men livløse, bøger. Det kunne ikke være mere forkert! Norske Jørn Lier Horst har forlængst har sat en tyk streg under det faktum, og Anders de la Motte underbygger det yderligere. Hans sprog er knitrende friskt og skarpt, mundret oversat og originalt. Karaktererne er genkendelige, man forstår og føler med dem, og miljøerne er så tydelige, at man vitterligt føler, man kender Mörkaby i Nedenås Kommune. Og så er der spænding fra første side til sidste, ikke af den blodige, brutale slags, men mere som en understrøm af uro, der vokser sig større og større for hver side, man vender. Den slags spænding virker tusind gange bedre for mig end grusomme detaljer om børnetortur og indvolde, hængt op i træer. Det er intelligent spænding, der ikke "bare" underholder, men også udfordrer og bevæger. Læs selv!
Bogen kan købes her: