"Læs Ken Folletts Kingsbridge-serie. Det bliver ikke bedre", siger Jan Kjær
Den fattige tiggertøs Gwenda skal stjæle penge fra en ridder. Hvis hun ikke gør det, får hun pisk af sin far. Og hvis hun bliver fanget, får hun hugget hånden af … så er vi i gang.
Ken Follett er en fantastisk forfatter, der altid giver mig en god læseoplevelse. Han mestrer den historiske fiktionsgenre til fulde og formår at flette historiske begivenheder flydende sammen med hovedpersonernes dramatiske op- og nedture.
Serien om middelalderbyen Kingsbridge tog mig med storm. Da jeg fik anbefalet den første bog, ”Jordens søjler”, tvivlede jeg dengang på, at en bog om en katedral kunne være specielt spændende. Men Follett fik hurtigt fanget mig ind med mureren Tom Builders hårde liv og de mange intriger, der besværliggør opførelsen af katedralen.
Som forfatter er jeg en smule miljøskadet. Jeg analyserer plotstrukturen i de bøger, jeg læser. Og plottet i seriens andet bind, der hedder ”Uendelige verden” er, nøjagtig som katedralen i 1’eren, en mesterlig, kunstfærdig struktur.
I ”Uendelige verden” er der et helt samfund i Kingsbridge, som vi skal lære at kende. Men i stedet for at remse en masse kedelige facts op, starter Follett historien med den 8-årige Gwenda, der skal stjæle penge fra en ridder midt i en overfyldt kirke. Ansvaret for familien hviler på pigens spinkle skuldre. Hvis hun nægter, er hun skyld i, at familien sulter. Eller – hvis hun bliver opdaget – får hun hugget hånden af. Imens lille Gwenda bevæger sig rundt i kirken, introducerer Follett de vigtige personer og præsenterer historiens univers, hierarkiet mellem almuen og riddere og kirkens magt i 1327. Som læser er man helt opslugt af Gwendas dilemma og opdager slet ikke, at Follett sætter scenen for et episk eventyr. For lille Gwendas tyveri er ikke bare en gimmick, men starten på en dramatisk deroute for en magtfuld ridder-familie. En ’lille’ begivenhed der trækker spor igennem hele historien og får store konsekvenser.
Rigtig god fornøjelse,
Jan Kjær
Køb bøgerne her:
Uendelige verden
Ken Follett - Indbinding: Paperback
Føl historiens vingesus i opfølgeren til Ken Folletts mest elskede roman Jordens søjler. Godt 150 år er gået, siden vi forlod indbyggerne i Kingsbridge, som er blevet en blomstrende handelsby. Men freden og velstanden trues af magtfulde mennesker med hver deres dagsorden – og af Hundredårskrigen og Den Sorte Død, som uundgåeligt også må komme til Kingsbridge. Jordens søjler udkom i 1989 og har sol... Læs mere
Køb også Jan Kjærs helt nye bog: