Foto Lea Meilandt
Foto Lea Meilandt

Månedens stemme - Cecilie Buhl

Denne Månedens stemme er krimiforfatter Cecilie Buhl, der netop er debuteret med spændingsromanen Sirene - første bind i den nye Sirene-serie. 

Herunder skriver hun selv om det, der skete, da hun holdt op med at leve i opposition til sig selv, og om hvorfor den erkendelse endte med at blive til en hyldest til kvinder i bogform.

Læs med og få indblik i tankerne bag Sirene, inspirationskilderne til serien og hvorfor femininitet, sårbarhed og styrke sagtens kan gå hånd i hånd med mørke krimigåder og spænding. 

af

- d. 01. juni 2026

Cecilie Buhl er journalistuddannet fra Columbia University og har tidligere arbejdet som udviklingsproducer hos Miso Film. Derudover har hun produceret podcasten Ude af Kurs for JFM. 

Med Sirene debuterer Cecilie Buhl som krimiforfatter med en mørk og stemningsfuld spændingsroman, hvor femininitet, sensualitet og styrke får lov til at fylde side om side med mordgåder og efterforskning. Romanen følger det umage makkerpar Alvilda Olsen og Bjørn Gregersen samt negleteknikeren Sally Frost i jagten på en brutal gerningsmand i København. Inspirationen til universet bag Sirene udspringer blandt andet af København og byens kontraster, som spiller en central rolle i seriens atmosfære og persongalleri.

Bogen er blot første bind i en planlagt serie, så vi har heldigvis meget mere spænding i vente. Du finder bogen nederst på siden her.

 

Af Cecilie Buhl

I mange år troede jeg, at jeg skulle ligne en mand for at passe ind — både i den måde, jeg levede på, og i den måde, jeg så ud på. 
 
Jeg pressede mig selv til at præstere mit ypperste hver eneste dag og havde absolut ingen forståelse for, at jeg er et cyklisk væsen med forskelligt energiniveau over måneden. Jeg tog p-piller for at lamme min krops signaler uden tanke på, hvilke risici det havde, og jeg spiste Panodil, hvis menstruationssmerterne blev for kraftige, så jeg altid kunne præstere. 
 
På arbejdspladsen spændte jeg mine bryster ind i sports-BH’er, så de fyldte mindst muligt og tog jakkesæt på, så mit køn ikke “larmede.” Jeg ville så gerne tages seriøst. Men langsomt gik det op for mig, at jeg i forsøget på at passe ind var i gang med at viske mig selv ud. For der er næsten intet mere udmattende end at leve et liv, hvor man konstant er i opposition til sig selv. 
 
Først i slutningen af mine 20’ere begyndte noget at ændre sig. Jeg fandt en ro i at tillade mig selv at mærke min krops signaler og begyndte at lytte mere til min egen stemme end til samfundets forventninger. Og i den proces opstod også en nysgerrighed: Hvor fandtes fortællingerne om det liv, jeg selv var i gang med at genopdage? 
 
Jeg begyndte at lede efter spejlinger af kvindelivet i film, tv og litteratur. Efter karakterer, der rummede kvindelivets kompleksiteter, udfordringer og styrker, men jeg fandt ikke ret mange. 
 
For alt for ofte er helten i historien en mand. Kvinden spiller en birolle som kærlighedsinteressen, en damsel in distress, den vrissende kone eller måske den onde stedmor. Hun er sjældent den drivende kraft i sin egen fortælling. 
 
Den passivitet kunne jeg slet ikke genkende fra virkeligheden. For de stærkeste mennesker, jeg kender, er kvinder. 
 
Min farmor, som desværre ikke er her mere, men som brugte hele sit liv på at tage sig af min hjerneskadede faster. Min moster, der stod ved sin homoseksualitet i en tid, hvor ikke alle accepterede den. Min mor, der insisterer på blødhed i en verden, der er hård. 
 
Kvinder er så badass. Tænk at være kilden til liv. At gå igennem så meget kropslig smerte og forandring gennem menstruationer, graviditeter, aborter, postpartum-forløb, amninger og overgangsalder. At navigere i et konstant pres for at være smuk, at bære en stor del af det usynlige arbejde i hjemmet, og samtidig leve med en lønkløft. 
 
Det kræver en enorm styrke — fysisk og emotionelt. Og den styrke havde jeg lyst til selv at skrive frem. 
 
Derfor er Sirene — og resten af serien — en hyldest til kvinder. 
 
Emner som menstruation, fertilitet og aborter får lov til at fylde parallelt med et spændingsfyldt plot. For er det ikke netop sådan, livet er? Vi går på arbejde, mens vi bløder. Vi møder op, selvom vi har haft en søvnløs nat med et barn. Vi er der for vores venners børn, selv hvis vi ikke kan få vores egne. 
 
Jeg synes, det feminine greb klæder genren, der oftest er mandsdomineret, mørk og dyster, for langt de fleste krimilæsere er kvinder og fortjener også den spejling. 
 
I dag står jeg ved mit køn, hylder det og giver det plads — i mig selv og i de historier, jeg fortæller.
 

I en Q&A hos Krimimessen, fortæller Cecilie at hun selv primært læser danske krimier, og fremhæver forfatterne: Anne Mette Hancock, Katrine Engberg, Sara Blædel og mandlige forfattere som Jussi Adler-Olsen og den svenske Stieg Larsson. Hun holder dog også meget af skønlitterære forfattere som Tine Høeg, Linea Maja Ernst, og Thomas Korsgaard, samt Tove Ditlevsen og Khaled Hosseini "fordi de skildrer menneskeskæbner med en intensitet, der bliver siddende i en længe efter sidste side".

 

Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner