Månedens stemme juli 2026 - Anne Hjernøe || Læs med nu

Månedens stemme - Anne Hjernøe

Kan man savne en forfatter, man aldrig har mødt?

Det spørgsmål kredser Anne Hjernøe om i denne måneds stemme. For da hun læste de sidste sider af Agnes Henningsens erindringsværk, føltes det som at tage afsked med en kær veninde.

Læs med og få inspiration til bøger, der bliver hos dig længe efter sidste side.

Anne Hjernøe er kendt af mange som tv-kok, journalist og forfatter. Gennem næsten 30 bøger har hun inspireret danskerne med alt fra madglæde og sundhed til refleksioner over livets store og små udfordringer.

I de senere år er hendes bøger blevet mere personlige og kredser om emner som stress, overgangsalder, trivsel og sorg. Senest er hun aktuel med Hvis jeg kan gøre noget, der tager afsæt i hendes egne erfaringer som pårørende.

Hvis du er nysgerrig på Annes nyeste bog, kan du læse mere om den i denne Q&A. Bogen finder du nederst på siden her.

Af Anne Hjernøe

Når jeg kigger tilbage på mit eget forfatterskab der nu har stået på i 23 år, så kan jeg se at de sidste 5-6 af mine snart 29 bøger har taget udgangspunkt i store vigtige emner fra mit eget liv.

Det har været temaer som sundhed, overgangsalder, stress og nu også sorg som jeg har skrevet en lille bog om. Årsagen til at jeg skriver om så store og personlige emner er, et dybfølt behov for at kunne gøre en forskel i andre menneskers liv og samtidig forstå verden og mit eget liv bedre.

At kunne gøre livet lidt lettere for mennesker som går igennem nogle af de samme store begivenheder eller livskriser som jeg selv har gjort er meget betydningsfuldt for mig.

De sidste halvandet år har været et vildt ridt gennem et landskab fyldt med arbejde og meget store følelser. Jeg har sideløbende med foredrag, kurser og tv-produktioner arbejdet på to bøger på én gang.

Den ene bog 30 styrkende dage er fyldt med gode opskrifter og omhandler kostfibre og protein, den udkommer i august 2026.

Den anden bog Hvis jeg kan gøre noget som udkom i juni 2026, er en helt anden type bog end jeg plejer at skrive. Den omhandler livet som pårørende, da min mand i 2023 bliver alvorligt syg og dør i efteråret 2024. Undervejs i hele processen har jeg skrevet dagbog, og det er med afsæt i de følelser jeg har skrevet bogen, som også indeholder andre historier, gode råd og inputs fra eksperter i sorg og i hvordan man kan bruge kreativitet i kriser.

Det har været godt at bevæge sig imellem to så forskellige genre som mad og sorg, for ind imellem har det været fint at tage et kulinarisk pusterum fra alt det svære og så dykke ned i vigtigheden af at spise kostfibre og protein.

Fra jeg var helt lille har jeg skrevet. Det har været en ventil, en måde at trække vejret på og få vendt og drejet alt det der optager mig. Men jeg har også altid været læser. Jeg kunne både læse og skrive før jeg startede i skole. Det er ikke fordi jeg var specielt klog eller fremmelig, men da min storesøster og fætter altid legede ”avis” så blev jeg pinedød nødt til at kunne følge med. Jeg var barnet der slæbte flere bøger end jeg kunne bære hjem fra biblioteket, og pløjede mig igennem dem med stor glæde, sådan har jeg det stadig.

Jeg har en tendens til at forelske mig i forskellige forfatterskaber, og så læse alt hvad de har skrevet. Det gælder både forfattere som Kirstin Marja Baldursdóttir, Thomas Korsgaard, Annie Ernaux, Morten Pape, Delpine de Vigan, Erling Jepsen og Édouard Louis. Jeg læser også krimier, gerne Thomas Bagger samt Kim Faber og Janni Pedersen.

Senest er jeg vendt tilbage til de mere magiske universer i form af den nordiske mytologi og har virkelig nydt de 5 bøger i serien Vølvens vej af Anne-Marie Vedsø Olesen. Et helt fantastisk medrivende og spændende værk som jeg kun kan anbefale.

Men det jeg gerne vil gå lidt mere ind i her er det nogle år siden jeg læste, men som har gjort et helt uudsletteligt indtryk på mig. Det er Agnes Henningsens erindringsværk, som er et vidunderlig kig ind i en anden tid og et andet kvindeliv.

For evigt forelsket i Agnes Henningsens erindringsværk i 8 små bind

Let Gang paa Jorden, Letsindighedens gave, Byen erobret, Kærlighedssynder, Dødsfjende-Hjertenskær, Jeg er Levemand, Den rige Fugl og Skygger over Vejen

Da jeg lagde sidste del af Agnes Henningsens selvbiografi fra mig følte jeg det som havde jeg mistet en god, klog og ikke mindst sjov, kær ven. En, for sin tid, progressiv veninde der blæste på alle normer og på borgerskabets forventninger til hendes måde at være i verden på.

Jeg var nærmest i sorg og savnede hendes selskab, hendes skarpe blik, hendes kloge indsigter, hendes selvironi og hang til storslåede måltider i spændende selskab. At hænge ud med hende og Skagensmalerne, med Gustav Wied og Georg Brandes, og diskutere hele natten, hvad mere kunne man ønske sig. Agnes min veninde, hvorfor skulle det slutte.

Agnes Henningsen insisterede på høj grad af frihed og selvrealisering, og den nærmest overmenneskelige drivkraft hun rummede, satte gang i det der skulle blive et af de mest læste, debatterede og kontroversielle forfatterskaber herhjemme.

Hun beskriver hvordan det er at gøre op med de traditionelle kønsroller, at insistere på at være en fri kvinde og sætte sin mand fri i ægteskabet, selv om borgerskabet rynker på næsen. Om ind imellem sine giftemål at være eneforsørger til 4 børn og alligevel formå at lægge navn til over 30 værker.

Heldigvis bliver Agnes Henningsen 94 år. Så hun når at opleve både op og nedture i sit lange liv. Hun slutter på toppen og det under man den lille pige der mister sin mor som 6 årig, og som henslæber sin pure ungdom på en benhård kostskole da også hendes far dør. Men også den stærke kvinder der bliver udskammet for flere af sine romaner når de bryder med normerne. Alligevel formår hun at blive stående i stormen, lysende klar som en af vores største litterære stjerner.