"Jeg skriver hver dag. Og jeg læser hver dag"
"Jeg skriver hver dag. Og jeg læser hver dag"
Det er mine eneste formulerede regler for mit arbejdsliv som forfatter. Jeg er nemlig overbevist om, at jeg bliver en bedre, når jeg udsættes for andres sætninger. Og når jeg, præcis som ved fysisk træning, holder mit sprog smidigt og stærkt.
Når jeg skal udvælge min litteratur, så ender jeg igen og igen hos de danske debutanter. I den seneste tid har jeg haft vidunderlige læseoplevelser med Fine Gråbøls ’Ungeenheden’, Glenn Bechs ’Farskibet’ og med ’Jeg hedder Folkvi’ af Maria Hesselager. Men også en anden debuterende forfatter, Johanne Mygind, fik mig mere end fastholdt med sin roman ’Kærlighedens år’ (Gads forlag, 2021.)
I bogen møder vi Nana, netop som hun har forladt sin mand og er flyttet i en lejlighed i den københavnske Sydhavn med sine tre børn, som mildest talt ikke finder skilsmissen ønskværdig. Hun forsøger at lande i den nye tilværelse samtidigt med, at hun skal navigere i omgivelsernes holdninger og forventninger. Nana arbejder som radiodokumentarist for et produktionsselskab og en dag, lidt i vildrede, lidt af nysgerrighed, begynder hun at interviewe sin mor Elisabeth, som var et fremtrædende medlem af Rødstrømpebevægelsen i 1970’erne. Og sådan skydes fortællingen i gang, som kløgtigt krydser i tid og sted. Mellem Nana, som forsøger at bygge et nyt liv op, en ung Elisabeth som kaster sig passioneret ud i kampen for ligestilling og vi møder også Rigmor, Nanas mormor, som også tager sit liv og drømme op til revision, indtil demensens tåger omslutter hende.
Johanne Mygind beskriver kvindelivet i de tre generationer med så indsigtsfuld ømhed, at det hurtigt under læsningen satte mine egne tanker i gang. Jeg sender kærlige tanker til min mormor Karen, som gik hjemme med fire piger. Til min egen mor Lise, som fik to piger og som den første kvinde i sin familie fik en lang uddannelse som speciallæge. Og jeg påbegynder en diskussion med mig selv om mine egne forventninger til kvidelivet anno 2022.
At anskue ’Kærlighedens år’ udelukkende som fortællingen om Nanas søgen efter et nyt holdested efter sin skilsmisse ville være en gigantisk fejl.
Her er oceaner meget mere på spil mellem ordene. Mellem kvinderne og mellem generationerne.
Rigtig god sommer & læselyst,
Anne Mette Kirk
Kærlighedens år
Johanne Mygind - Indbinding: Indbundet
Kærlighedens årer en roman omlængsel, lyst og frihed. Det er en rå og rørende fortælling om mødre og døtre og om kampen for frigørelse gennem tre generationer.Nanna er nyskilt og lige flyttet ind i en lejlighed i Sydhavnen med sine tre børn. Som podcaster og dokumentarist lever Nanna af at fortælle historier, og i forsøget på at forstå sin egen historie beslutter hun at lave en udsendelse om sin m... Læs mere
Blæst
Anne Mette Kirk - Indbinding: Indbundet
Blæst er 3. bind i Anne Mette Kirks fremragende og nytænkende krimiserie om politiefterforsker Marc Abildgaard. Der er gang i den hos Danmarks Radio, da den nye serie Røde papirer får premiere og skal vises for millioner af danskere. Alle sejl er sat til og forventningerne er skruet helt op til især manuskriptforfatter og instruktør Silas Ruby. Serien bygger på hans egen turbulente barndom, og h... Læs mere