Louisa Lorang er aktuel med en ny kogebog, hvor hun gør det nemt, sundt og billigt, at lave lækker mad. Her kan du læse et interview med hende og komme lidt tættere på den populære kok.
Louisa Lorang er kogebogsforfatter, kok, madskribent for bl.a. Alt for damerne og Aarstiderne og har i årevis været tv-kok for TV2, bl.a. på Go’ Start. Hun er aktuel med en ny kogebog, hvor hun gør det nemt, sundt og billigt at lave lækker mad. Alle bogens opskrifter er ernæringsberegnet og indeholder masser af grønt og godt. Som Louisa selv siger:
"Jeg kender det selv! Der er ikke altid tid til hjemmelavet mad i en travl hverdag. Her er mit bud på 30 nemme retter, der alle kan laves på 30 minutter og (i snit) koster ca. 30 kr. pr person at lave. Det er nemt, sundt og billigt. Jeg har lagt vægt på at få flere grøntsager ind i retterne, så selvom her er både opbagning og krebinetter og andre oldschool-damer, så holder retterne også et energi niveau, der gør, at du kan holde vægten, og der er endda tips til, hvordan du kan få retter, der egner sig til vægttab”.
Du har lavet en lang række af kogebøger. Hvordan gik det til, at arbejdet i restaurationskøkkenet skulle udskiftes med selv at udvikle opskrifter?
”Jeg blev gravid med mit første barn. Og børn og restaurationskøkkener passer ikke super godt sammen. Jeg startede på Femina, da jeg var helt højgravid. Det passede mig fra starten perfekt at skrive opskrifter og udvikle nyt! Siden er jeg rykket til ALT for damerne”.
Mange kender dig fra Go’ Appetit eller andre programmer på TV2, hvor du veloplagt jonglerer med potter, pander og stegegaffel. Hvad er det sjoveste ved at lave mad på TV?
”Kollegaerne er skønne. Især tidlig morgen på Go' morgen Danmark er humøret højt. Folk er utroligt glade og vågne, når man møder klokken 5!
Hvad er det værste ved at lave mad på TV?
”Jeg er vild med det. Der er ikke noget, der er det værste. Tværtimod er det fantastisk for mig at få lov til at lave så mange forskellige ting”.
Du har lavet hele to bestsellere om madpakker i form af Mine madpakker og Super Snacks – 60 inspirerende madpakkeløsninger. Hvordan kan det være, at du har ofret madpakken så stor opmærksomhed?
”Jeg har to børn i skole. De skal have madpakker med hver dag. Og som alle andre børn, så skifter de hele tiden smag, og trenden i klassen skifter også. Jeg oplevede selv, at madpakken kunne være en udfordring.....derfor var det nærliggende for mig at skrive de to bøger”.
Har du en yndlingsingrediens?
«JA! Jeg har mange. Men jeg er altid begejstret for koriander og lime”.