blogImage385
blogImage385

Inger Wolf anbefaler

Inger Wolf, forfatter af En djævelsk plan og september måneds forfatter hos Plusbog, anbefaler i bloggen 3 bøger som hun glæder sig til at læse i efteråret.

af

- d. 14. september 2018

Yuval Noah Harari: 21 ting du bør vide om det 21. århundrede

Jeg er kæmpe fan af den israelske historiker Yuval Noah Harari og hans bøger om menneskeheden, som man i den grad bliver klogere af. Det handler om os som mennesker, og alt hvad vi gør og har gjort og troet på op gennem historien. Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har citeret Harari i en samtale over middagsbordet, og min far på 81 mener, den har ændret hele hans syn på tilværelsen. Derfor glæder jeg mig til at læse denne nye bog, hvor Harari undersøger, hvordan man kan være menneske i en forvirrende tidsalder med trusler om atomkrig, fake news, naturkatastrofer og terror. Hvis man ikke tidligere har læst Harari, kan jeg anbefale, at man starter med bøgerne Sapiens og Homo Deus først.

 

Margareth Atwood: Den blinde morder

Jeg er vild med tv-serien The Handmaid's Tale, som er baseret på Atwoods bog Tjenerindens fortælling. Derfor glæder jeg mig til at læse "Den blinde morder", som jeg lige har fået foræret af min redaktør, og som jeg blev lovet var en fremragende historie. Den blinde morder er en fortælling om fortællinger og om to søstres komplicerede forhold til mænd og til hinanden. Den aldrende Iris ønsker at fortælle sit barnebarn sandheden om sit liv, inden hun går døden i møde. Iris' historie begynder med søsterens død i en bilulykke få dage efter 2. verdenskrig endte. Blot få år senere dør også Iris' velhavende ægtemand på mistænkeligvis. Er der en sammenhæng mellem de to dødsulykker?

 

Pierre Lemaitre: Camille

Jeg mangler at læse bind 3 i den franske forfatter Piérre Lemaitres serie om kriminalkommissær Camille Verhoeven, som tæller de tre bøger Irene, Alex og Camille. I den her bog har hovedpersonen åbnet sit hjerte for en ny kvinde, Anne, som en dag bliver overfaldet under et røveri i en juvelerforretning. Hun overlever kun lige med nød og næppe, og under Camilles efterforskning står det klart for ham, at gerningsmændene ikke har glemt Anne. Han tager sine forholdsregler og skjuler hende i sin bolig på landet, men alligevel kommer de mystiske bagmænd på sporet af dem. Nogen må have lækket informationer om, hvor de er. Men hvem? Piérre Lemaitre er god til det med overraskelser, han er ikke bange for at gå linen ud, og det er fedt med noget, der foregår i Frankrig, hvor jeg selv ofte rejser rundt på bogfestivaller. De to første bøger i serien var aldeles fremragende, og jeg glæder mig derfor meget til gensynet med kriminalkommissær Verhoeven.

 

God læselyst! 

Mange hilsner

Inger Wolf


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner