Christian Frost husker præcis, hvor han var, da meldingerne om terroraktionen i Paris nåede Danmark. Forfatteren befandt sig nemlig på et af Danmarks mest centrale steder – Børsen i København.
Her var han til et eksklusivt arrangement for ur-entusiaster (Christian Frost har for nylig udgivet en bog om sin passion for Rolex-ure – det vender vi tilbage til) og let overrislet af kølig hvidvin noterede forfatteren sig, at en flok civilklædte vagter nu pludselig stod fuldt kampklare med automatvåben og gennede de festklædte gæster ned i kælderen.
Først i kælderen fik det forvirrede selskab hul igennem til internettet, og kort efter gav kælderen genlyd af forfærdet mumlen. Terrorister havde igen slået til i kærlighedsbyen Paris – denne gang med hundredevis af civile ofre.
”Da jeg skrev Araberen der var hvid som sne i 2014 tænkte jeg, at det var et fuldstændig urealistisk scenarie. Det virkede ikke sandsynligt, at sådan noget kunne ske i Europa. Men det har jo vist sig at virkeligheden sagtens kan matche fiktionen,” siger Christian Frost.
Første scene i Araberen der var hvid som sne er en detaljeret beskrivelse af et bloddryppende mareridt. Vi er i ankomsthallen i Københavns Lufthavn en tidlig sommermorgen på årets største rejsedag.
Store grupper af rejsende venter på at tjekke ind. Småbørnsfamilier, vennepar, pensionister. Alt er som det plejer, indtil syv svært bevæbnede terrorister skyder sig gennem menneskemængden og henretter alle på deres vej.
Panikken bølger gennem lufthavnen. Småbørn bliver trampet ned. Det, der ligner en selvmordsbombe, detonerer midt i hallen. Håndgranater fyger gennem luften. Menneskemængder mejes skånselsløst ned. En bus fyldt med familier springer i luften, og før politiet ankommer, lykkes det terroristerne at forlade massakren ridende på de sidste bølger af panik. Sporløst forsvundne.
Allerede før ligene er blevet helt kolde, går der storpolitik i angrebet. Sporene peger i vidt forskellige retninger. Krigen er begyndt.
Araberen der var hvid som sne er en selvstændig fortsættelse af Christian Frosts første krimi Gud er bare hund stavet bagfra. Vi møder de samme hovedpersoner – blandt andre Erik Otto Falster og hans makker Lars Hede fra Drabsafdelingen, der får den utaknemlige opgave at finde en forklaring på terrorangrebet og få ram på de skyldige.
Christian Frost høstede masser af roser for sin første krimi. Det gør sig også gældende for Araberen der var hvid som sne, der er en moppedreng på hele 687 sider.
”En spændingsbog på 687 sider er bestemt ikke hverdagskost. Det kræver i høj grad noget af en forfatter at kunne skrive en bog, der fænger over så mange sider. Jeg synes til fulde, at Christian Frost lever op til dette krav,” skriver eksempelvis Krimifan, der tildelte bogen fem blødende krimihjerter.
Anmelderne er ikke de eneste, der har fået øjnene op for krimiens potentiale. I øjeblikket forhandler Christian Frost med et tv-selskab, der vil lave den actionmættede krimi om til en tv-serie.
Storpolitik har altid interesseret Christian Frost, der har en baggrund som grafiker og journalist. Med bogen ønsker han at belyse det paradoks, der ligger i at bekæmpe terrorisme med det våben terroristerne ønsker allermest – krig.
Gennem sit arbejde med bogen er forfatteren desuden blevet skræmmende bevidst om sikkerhedsforholdene i adskillige lufthavne. Eller manglen på samme.
”Som proceduren er i dag i de fleste lufthavne, går man mere op i, om vi har 50 milliliter for meget væske med i vores håndbagage eller en forkert størrelse plasticpose, end at gøre noget for at sikre, at folk ikke kan gå svært bevæbnede direkte ind i ankomsthallen. I nogle få lufthavne er der metaldetektorer allerede ved ankomsthallen. Det kan jeg faktisk rigtig godt lide,” siger han.
Selvom terror har bidt sig fast – både som fiktion og virkelighed, så er forfatteren dog ikke blevet mere frygtsom og på vagt end tidligere.
”Mennesker vil altid være sårbare, når de befinder sig i store grupper. Men derfor skal vi selvfølgelig ikke lade frygten styre os. Vi skal fortsætte vores liv, som vi altid har gjort,” lyder hans opfordring.
Christian Frost har skrevet sin thriller i et rasende tempo. Efter blot tre måneder afleverede han et manuskript på 1001 sider til forlaget. Bogen blev en form for terapi oven på en skilsmisse og et tragisk dødsfald i familien.
”Jeg skrev alle vegne. Mens fjernsynet kørte og med Ramasjang i baggrunden. Sjovt nok er en del af bogen faktisk skrevet på de papirposer, man får i flyverne,” griner han.
Christian Frost er på alle måder en alsidig forfatter. Ud over sine to krimier har han skrevet adskillige fagbøger om biler og sammen med medforfatteren Jens Høy udgav han for nylig Den store bog om Rolex – Rolex-bogen er allerede blevet så efterspurgt verden over, at makkerparret har planer om endnu en bog om eksklusive armbåndsure.
Og ja – der er selvfølgelig også en ny krimi på vej næste år, forsikrer forfatteren, der dog ikke vil afsløre hvad hans hovedpersoner næste gang skal udsættes for. Men mon ikke et par af hovedingredienserne igen bliver hæsblæsende action krydret med masser af filmisk spænding.
Hvis du holder af hæsblæsende action krydret med masser spænding kan det være du skal se nærmere på følgende bøger:
I en lejlighed i Amagers prestigebyggeri 8tallet finder man en mand lemlæstet og torteret til døde. Det bliver vicepolitikommisær Axel Steens første sag, siden han knap to år tidligere var millimeter fra at miste livet under en omfattende undercover-operation.
Axel Steen er mærket. Han har fysiske men. Hans datter lider af angst for, at han skal dø. Han har været nødt til at forlade sit elskede Nørrebro. Han har fået ny chef, ny kæreste og ny makker. Og han kæmper mod sin lyst til at give efter for de gamle dæmoner, som førhen styrede hans liv. Han befinder sig nu midt i en spektakulær drabssag, som har alles bevågenhed.
Drabsofferet viser sig at være den den midaldrende Sten Høeck, sikkerhedschef i Mærsk, tidligere ansat i PET’s antiterrorkorps og veritabel kvindebedårer. Axels privatliv støder sammen med efterforskningen, da han retter blikket mod en tre år gammel terrorsag. Han mødes med mere modstand end nogensinde før.
Michael Katz Krefeld: Protokollen
En bilbombe dræber 23 personer på en restaurant i det indre København. Alt tyder på et terrorangreb, men endnu har ingen taget ansvaret. Nikolaj Storm, der er chef for PET’s enhed for kontraterrorisme, sættes i spidsen for efterforskningen. Med sin nyoprettede task force forsøger han at finde frem til gerningsmændene bag, men han plages samtidig af samvittighedskvaler over ikke at have forhindret angrebet.
Efterforskningen peger i retning af en formodet terrorcelle på den københavnske vestegn, og den kontroversielle vicekriminalkommissær Katrine Bergman, som bor i området, hentes til PET for at bistå med aktionen.
Sagen viser sig langt mere kompliceret end først antaget. Storm og Katrine erfarer, at de står over for en ukendt og magtfuld fjende.
Steffen Jacobsen: Gengældelsen
Danmark mister pludselig sin uskyld, da en selvmordsbomber udløser en sprængladning lige under en af Tivolis mest populære forlystelser.
Ingen tager åbenbart ansvar for den grusomme handling, og syv måneder senere har politiet stadig ikke fundet spor af gerningsmanden. Men da politikommissær Lene Jensen efterforsker et mistænkeligt dødsfald på Nørreport Station, går det op for hende, at der muligvis er en forbindelse til bombenmanden i Tivoli.
Sammen med Michael Sander – en eksklusiv privatdetektiv – forsøger hun at komme til bunds i sagen. Kun for at opdage at nogen tilsyneladende ved mere, end de fortæller, og at et nyt angreb i Danmark sandsynligvis er snart forestående.