Q & A med Iben Mondrup

Iben Mondrups nye roman ’Vittu’ er helt kort en fortælling om kærlighed, svigt, grænser og overskridelser.

Hvem er Vittu?

Vittu er en lille dreng på fem år, som er blevet forladt flere gange af de voksne, der skulle passe på ham. Han bliver adopteret af fotografen Alice og hendes lidt ældre husbond, embedsmanden Stig. Vittu kommer med sår på sjælen og et stort behov for ekstra meget kærlighed og tryghed. Det vil Alice gerne give ham. Men det viser sig, at Alice også selv har store behov, og så opstår problemerne.

Hvordan opstod ideen?

Det kommer sikkert som en overraskelse for nogen, når jeg fortæller, at Vittu er drengen Vitus, som man måske husker fra min foregående roman ’Tabita’. I ’Tabita’ blev de to søskende Vitus og Tabita skilt fra hinanden, og den lille Vitus blev efterladt på et børnehjem til en uvis skæbne. Nogle husker sikkert også, at Tabitas adoptivfar påstod, at drengen var død ved en frygtelig ulykke. Det kunne jeg slet ikke have siddende på mig som forfatter, at jeg sådan svigtede en lille dreng! Og da jeg skulle i gang med at skrive igen, var jeg nødt til at åbne døren ind til Vitus og hente ham ud af det mørke, jeg havde efterladt ham i.

Hvorfor måtte du skrive bogen?

Indimellem kan det føles, som om de personer, jeg skriver om, lever iblandt os. Den følelse får jeg især, når jeg snakker med mine læsere. Læserne bekymrer sig om de ting, som personerne i mine bøger oplever, og de spørger til, hvordan det går med dem i fremtiden. Det er næsten, som om der er tale om fælles venner, som vi ønsker det bedste for. Spørgsmålene til min foregående roman ’Tabita’ har været mange, og det var derfor helt naturligt at forsøge at besvare nogle af dem i min nye roman.

Du skriver bl.a. om misbrug og grænseoverskridende kærlighed. Var det svært at skrive?

Det er altid svært at skrive om svære ting, der overgår børn. Som forfatter lever jeg mig ind i fortællingen og kommer til at føle med de mennesker, som er derinde. Jeg føler også, jeg har et ansvar for dem. Samtidig har jeg også nogle bestemte historier, jeg gerne vil fortælle, og som jeg synes fortjener en troværdig gengivelse. Børn i vores verden oplever faktisk svære ting, både i hjemmet og i det omgivende samfund. Det skal fortælles, synes jeg, uanset det gør ondt på mig som forfatter eller på den, der læser historien.

Hvilke temaer ser du derudover som de vigtigste?

Et vigtigt tema i ’Vittu’ er spørgsmålet om grænsen mellem sund og usund kærlighed. I mine bøger er der næsten altid børn med, fordi jeg er optaget af, hvordan vi behandler vores børn. Børn skal behandles ordentligt og med respekt, men alt for ofte er vi voksne styret af vores egne egoistiske drifter. Vi tror måske, vi gør noget godt, men i virkeligheden hverken ser eller hører vi børnenes egentlig ret rimelige behov

Hvilken rolle spiller dine egen erfaringer?

Jeg er opvokset i Grønland i en tid, hvor rigtig mange grønlandske børn blev bortadopteret til danske forældre og taget med til Danmark. Man troede, man gjorde børnene en tjeneste, at de kunne blive danske på den måde, at når de holdt op med at tale grønlandsk og fik danske kammerater, så var de næsten i mål. Mange af de børn fik traumer for livet, mange af dem er døde i dag. Det har jeg selvfølgelig følt, jeg måtte skrive om, ikke mindst fordi området har været skammeligt underbelyst. Vi skal høre om de skæbner, så historien ikke gentager sig.

Hvad håber du, at læseren vil få med sig ved at læse ’Vittu’?

Jeg håber meget, at læseren får en medrivende oplevelse af at læse ’Vittu’, men også en tankevækkende oplevelse og en oplevelse, som giver lyst til at dele. Med min foregående bog ’Tabita’ oplevede jeg, at læserne havde brug for at diskutere bogen. I mine øjne er det et mål i sig selv, at en bog kan starte en samtale. Gør den dét, lever fortællingen, personerne lever, Vittu, Tabita, Bjørk, Hilde, Jens og de andre, jeg har skrevet om gennem tiden.