blogImage135
blogImage135

Ny nervepirrende krimi af Steffen Jacobsen

Forfatter, overlæge og mønsterbryder. Mød Steffen Jacobsen, der er aktuel med ny krimi: ET BJERG AF LØGNE. Vi giver dig her vores forfatterportræt og rækkefølgen på bøgerne i hans krimiserie.

af

- d. 02. oktober 2015

”Elitens børn er snotforkælede – og det værste er, at eliten ikke kan se, hvor privilegeret den er.”

Da Steffen Jacobsen brød igennem den litterære lydmur med krimien Trofæ for tre år siden, blev bogudgivelsen ledsaget af et interview, som gav genlyd.

Steffen Jacobsen stirrede med et brysk blik ud på læserne af morgenavisen Politiken og fortalte om sin opvækst med en mor, der var invalidepensionist og en far, der var lastbilschauffør.

Om skilsmisse og otte skoleskift og om at miste sin mor som 15-årig og blive flyttemand, og om hvordan han på medicinstudiet mødte en gruppe unge, han på ingen måder kunne spejle sig i – Ordrupdrengene og Holtepigerne, hvis forældre var museumsinspektører eller chefredaktører, og hvis forkælede holdninger tydeligt afspejlede, at de altid havde haft ubegrænset og direkte adgang til alle samfundets privilegier.

Steffen Jacobsen er overlæge og krimiforfatter

Den unge Steffen Jacobsen blev stødt på sin sociale retfærdighedsfølelse. I dag – 58 år gammel – er følelsen den samme:

”Nedarvede privilegier krænker min retfærdighedsfølelse. Jeg har tit lyst til at råbe til den kreative klasse: Så åbn dog øjnene! Frederiksberg, Vesterbro, Østerbro og vinbarerne er altså ikke hele verden, for helvede, vel?” udtalte han til Politiken, da Trofæ udkom – en krimi, der netop har en rigmandsdatter – og hovedarving til en svimlende formue – i en af hovedrollerne.

Steffen Jacobsen blev uddannet læge og specialiserede sig i ortopædkirurgi. I dag er han overlæge på Hvidovre Hospital og får afløb for sin sociale indignation ved dels at operere spritnye hofter ind i mennesker, som typisk befinder sig på samfundets bund og er nedslidte misbrugere og førtidspensionister. Og dels ved at skrive bøger.

Krimier, der med samme befriende kontanthed som hans holdninger hvirvler læserne ind i brutale universer, hvor griskhed, kynisme, magtbegær og rendyrket ondskab i rå mængder er fikspunkterne.

Trofæ begejstrede anmelderne

Trofæ begejstrede anmelderne, som kylede stjerner og hurra-råb efter den åbenmundende overlæge.

Nu er Steffen Jacobsen klar med sin tredje thriller i krimiserien, Et bjerg af løgne. Basisbesætningen er den samme.

Opklaringsteamet består fortsat af den veldrejede, retfærdighedssøgende og hårdslående politikvinde Lene Jensen med den uoverskuelige personlige tragedie i bagagen og Michael Sander – eksklusiv privatdetektiv og tidligere elitesoldat – der godt nok tilbyder sin service til dem, der har råd, men som tilfældigvis også er udstyret med et moralsk overjeg.

Udgangspunktet for overhovedet at skrive noget som helst, har Steffen Jacobsen ikke ændret ved.

”Mine krimier tager altid udgangspunkt i et tema, der er samfundsmæssigt interessant. Noget, der optager mig. Det skal være relevant,” siger han.

Krimiforfatter bruger vold som virkemiddel

Omdrejningsaksen i den nye krimi Et bjerg af løgne er den globale opvarmning, og de oliemuligheder, der i kølvandet – måske – viser sig i Grønland.

En chefgeolog fra en stor olievirksomhed bliver dræbt, og med ham forsvinder de altafgørende analyser fra de sidste prøveboringer, som pengegriske magtmennesker forventer er startskuddet til verdenshistoriens største olieeventyr.

Usb-nøglen med de dybt fortrolige analyser er pist væk, men snart dukker morderen op – en ung miljøaktivist, der er tortureret til ukendelighed og naturligvis – stendød.

Steffen Jacobsen giver med kirurgisk akkuratesse et indblik i brutalitetens voldsomme væsen. Men det er bestemt ikke for at bruge vold for voldens skyld, siger han:

”Når jeg vælger at beskrive torturscener eller meget brutale forbrydelser er det udelukkende for at give mine hovedkarakterer noget at reagere på. Det sætter dem under et maksimalt pres og får dem til at reagerer ud fra deres moral. Det er det, jeg synes, er interessant. Sådan noget ”American Psycho”, hvor man beskriver uhyrlige forbrydelser i detaljer – uden at man rigtig ved hvorfor, det er slet ikke mig,” siger han.

Jacobsen bliver inspireret af filmmanuskripter

Inspirationen til sine krimier finder forfatteren i sine udenlandske yndlingsforfattere – som den britiske spændings- og spionromanforfatter John le Carré eller amerikanske Martin Cruz Smith, der nok er mest kendt for romanen Mordene i Gorky Park, som blev filmatiseret i 1983.

Skandinaviske krimiforfattere interesserer ikke Steffen Jacobsen.

”De der puslespilskrimier – det er ikke lige mig,” siger han.

I stedet læser Steffen Jacobsen ofte filmmanuskripter, som han finder og downloader på nettet – især for at granske talesproget og blive inspireret af dialoger, der virker.

Selvom han er overlæge, arbejder Steffen Jacobsen kun 31 timer om ugen – han skriver altid på en roman.

”Det er en rigtig god kombination både at arbejde med noget, der er så konkret som ortopædkirurgi og som også indeholder den sociale kontakt med patienterne og samtidig bruge hjernen på at udarbejde plots og skabe en fortælling. Jeg er en kreativ sjæl. Jeg har brug for den kombination,” siger han.

Dansk krimiforfatter sammenlignes med le Carré, Forsyth og Guillou

Steffen Jacobsen skriver altid på en roman og har ud over serien skrevet en række selvstændige krimier.

Steffen Jacobsens bøger er solgt til filmatisering og udgivelse i USA, England, Tyskland, Frankrig, Holland, Japan, Kina og Taiwan. Udenlandske anmeldere har sammenlignet ham med John le Carré, Frederick Forsyth og Jan Guillou.

Efterfølgeren til Et bjerg af løgne er naturligvis allerede undervejs. Næste gang vi møder makkerparret Lene Jensen og Michael Sander er genetik og muligheden for at købe sig til det ultimative avlsmateriale og dermed skabe ”det perfekte barn” omdrejningspunktet.

”Hvis der altså er nogen, der vil udgive den,” konstaterer overlægen, forfatteren og mønsterbryderen Steffen Jacobsen tørt.

Men mon ikke han finder en udgiver. Det er jo gået meget godt ind til nu.

Rækkefølgen i Steffen Jacobsens krimiserie

Har du styr på rækkefølgen i Steffen Jacobsens krimiserie? Læs med her og få et kort resume. 

Bøger der minder om Steffen Jacobsens bøger

Hvis du synes Steffen Jacobsens bøger er spændende, kan det være at du skal læse:


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner