Hver morgen tager Rachel toget til London. Hver dag stopper toget for en kort stund foran et bestemt hus, hvor Rachel kan se et smukt ungt par bor. Parret opholder sig ofte ude på terrassen, og Rachel iagttager parret og opfinder små historier om dem. Hvad de hedder, hvordan deres forhold er, hvor de arbejder osv.
Men en dag ser Rachel noget, der chokerer hende, og kvinden fra huset forsvinder kort tid efter. Rachel tager kontakt til politiet, da hun mener, hun sidder med et vigtigt fingerpeg i efterforskningen.
Kvinden i toget lyder jo som en hvilken som helst anden krimi. Men det er den langt fra.
Det var svært for mig at forstå, hvorfor lige præcis denne roman er den bedst sælgende debut nogensinde. På verdensplan.
Jeg har stået med den engelske udgave i lufthavnen og tænkt: Gad vide om det bare er hype? Indtil jeg selv læste romanen.
I romanen møder vi tre fortællere; Rachel, Anna og Megan.
Den dominerende fortæller er Rachel Watson. Hun er deprimeret, ensom, ked af det, og er groet fast i sit liv. Efter en skilsmisse, hvor hendes mand, Tom, havde en affære og brød med Rachel for at forfølge et forhold til “den anden kvinde”, bor Rachel, som er i begyndelsen af trediverne, i et lille værelse hos en pertentlig veninde.
Eller… veninden lyder pertentlig, når vi ser det gennem Rachels øjne. Faktum er dog, at Rachel har store alkoholproblemer, rydder ikke op efter sig selv – heller ikke, når hun kaster op efter en lang dag med gin og tonic. Rachel har store problemer, og fordi hun drikker så meget, som hun gør, er hun også begyndt at miste hukommelsen.
Her begynder historien at være interessant.
Vi kan ikke regne med, hvad Rachel fortæller os. Rachel stoler heller ikke på sig selv.
I løbet af romanen er vi vidner til Rachels fuldstændige uhensigtsmæssige opførsel, hvor man konstant tager sig til hovedet og tænker “nej nej nej Rachel – lad nu være. Lad nu være med at stalke din eksmand, hold nu op med at lyv over for din veninde. Lad nu være med at gå i seng uden at tørre dit eget opkast op. Lad nu være med at bryde de aftaler, du har”. Rachel er rigtig irriterende.
De to andre fortællere er “den anden kvinde”, Anna, som Tom forlod Rachel for, og som, ifølge Rachel, nu har fået det perfekte liv, med den perfekte mand og tilmed det barn, som Rachel aldrig formåede at give ham.
Og så har vi Megan, som er kvinden der forsvinder.
De tre kvinder omslutter os i en spændende bog, der sætter rammen om temaer som alkoholisme og følgerne deraf, utroskab, barnløshed og vold inden for hjemmets fire vægge. Det er en meget interessant og spændende bog, som giver os et twist i slutningen!
Og mere vil jeg ikke sige.
Paula Hawkins’ bog gik direkte ind som nummer 1 på de engelske og amerikanske bestsellerlister. Der er allerede solgt filmrettigheder til Dreamworks. En måneder efter udgivelsen var bogen i gang med 10. oplag i USA, og havde for øvrigt solgt 1,5 millioner eksemplarer på tre måneder.
Kvinden i toget er netop udkommet på dansk.
Kvinden i toget er en del en aktuel litterær bølge, som vi for tiden oplever, med utroværdige fortællere, der lever i eller har været i dysfunktionelle parforhold. Du kan læse meget mere om Domestic Noir-genren her.
Andre Domestic Noir-romaner:
Kvinden der forsvandt er den uforudsigelige og fængende roman om det unge, smukke par Amy og Nick. Amy forsvinder på deres 5-års bryllupsdag – hun bliver kvinden der forsvandt. Nick mistænkes af politiet, og det viser sig, at han har mange hemmeligheder. Han nægter sig skyldig, men hvis det er sandt, hvad er der så sket med hans smukke og intelligente Amy? Amys dagbog dukker op, og spørgsmålet er hvem der taler sandt – Amys stemme fra dagbogen, eller Nicks forklaring til politiet? Kvinden der forsvandt er blevet filmatiseret med Ben Affleck og Rosamund Pike i hovedrollerne.
Grace elsker sin mand, som er børnelæge, og sammen har de sønnen Henry. Grace er psykoterapeut og har netop skrevet selvhjælpsbogen “Det burde du have vidst”, hvori hun anklager kvinder for ikke at følge deres intuition og lægge tilstrækkelig stor vægt på deres førstehåndsindtryk af mænd. Men kort før udgivelsen sker der ting i Graces trygge tilværelse. Hendes mand forsvinder, en mor på Henrys skole bliver myrdet, og Grace selv befinder sig pludselig i et mareridt, hun ikke kan vågne op af. Det går op for hende, at hendes tilværelse er langt fra så enkel, som hun hidtil har troet.