Månedens stemme Thomas Bagger

Et vellykket plot er som et glødejern. Alle karakterer i bogen skal mærkes af det.

I trebindsværket ‘1Q84’ præsenterer den japanske forfatter Haruki Murakami læseren for en læseoplevelse, som han selv betegner som »magisk realisme.« Jeg elsker dette selvmodsigende, dybsindige, provokerende genrebegreb. For hvordan kan en fortælling på samme tid være magisk og realistisk? Svaret er enkelt. Det kan den takket være Murakamis intimiderende fortælleoverblik.

Skrællet ind til benet er 1Q84 en basal »pige møder dreng« historie. Altså ligeså basal som hvis man besluttede sig for, at tage LSD før indkøbsturen i Netto. For Murakami har forvandlet et hverdagsagtigt fænomen, til en ukontrollerbar vekselvirkning mellem virkelighed og fantasi. Man mister hurtigt overblikket, og i glimt tilliden til fortælleren. Men det er okay. Murakami ved hvor han vil hen.

»Pigen« hedder Aomame og er professionel snigmorder. Hendes specialitet er at aflive misogyne mænd med et velplaceret nålestik i nakken. Hun har tidligere i sit liv brudt med en religiøs kult, med stemningsekkoer af Jehovas Vidner.

»Drengen« hedder Tengo og er en distræt matematiklærer med en skjult forfatterspire i årerne. Men på skæbnesvanger vis, kommer Tengo til afsløre en anden religiøs sekts hemmeligheder, og må nu se sig i livsfare, med en lejemorder i hælene.

Mens Aomame og Tengo synker dybere og dybere ind i parallelle universer, er det i skæret af himlens to måner, og de flerstemmige hviskerier fra nogle mystiske væsener der kalder sig Little People, hvis oprindelse ingen rigtig kender til.

Murakami forvrænger læserens opfattelse af normaliteten, og på gådefuld vis suges man sammen med Aomame og Tengo, ind i et litterært værk, hvor der ikke findes klare svar, eller en endegyldigt sejrende logik. Hvert fald ikke ud over dette: Hverken læseren eller bogens persongalleri undslipper glødejernets rygende kys.

Køb trilogien her: 

Vil du læse Thomas' nye kriminalroman, kan den købes her: