Månedens stemme Line Holm og Stine Bolther

Holm & Bolther debuterede som forfatterduo i 2020 med den anmelderroste krimi ”For barnets bedste”. I 2022 udkom ”Lovløs” med samme karakterer, politihistorikeren Maria Just og drabsefterforskeren Mikael Dirk, i hovedrollerne. Tredje del, ”Natjæger”, udkom i maj 2023 og gik direkte ind på toppen af bestsellerlisterne.

af

- d. 03. august 2023

Som forfatter findes der kun én ægte relevant efteruddannelse. Og det er at læse. Heldigvis! For vi slapper begge allerbedst af med en bog i hænderne – eller i ørerne. Og i disse måneder har vi ekstra god tid til at få indhentet det læsestof, som arbejdet med vores seneste bog ikke har levnet meget tid til.

Når vi selv er i skrivefasen, er vi forsigtige med at læse andre krimier. Man kan blive forstyrret af andres sprog, virkemidler og plottråde. Til gengæld læser vi i de perioder alt muligt andet, lige fra noveller til psykologisk eller kriminologisk faglitteratur, som tjener til inspiration for detaljerne i vores bøger.

”Natjæger” begynder med fundet af en efterladt varevogn på Østerbro. I lastrummet ligger en død mand. Manden viser sig at være et menneske, der har været savnet i mange år. Men hvor han har været? Og hvem ville ham til livs?

Politihistoriker Maria Just bliver ad omveje en del af efterforskningen, men i sin iver for at finde sandheden om den døde mands fortid begår hun en alvorlig fejl, som truer med at koste hende både karrieren og relationen til efterforskeren Mikael Dirk.

 

Her kan du læse om bøger, som vi hver især har læst – og nydt – for nylig.

 

Disse bøger får Lines varmeste anbefalinger:

Som helt ung læste jeg en bachelor i idéhistorie, og de tre år på universitetet var præget af meget tung læsning. Vi sta-ve-de os igennem digre filosofiske værker, gerne på originalsproget. Den slags kan kvæle al læselyst, og derfor blev det et vigtigt princip for mig at læse af lyst. Hvis en bog keder mig eller føles som lektielæsning, gør jeg den sjældent færdig.

I dag læser jeg alt fra krimier til verdenshistorie, store amerikanske romaer og faglitteratur – og dertil kommer en lind strøm af børnebøger.

Disse bøger har jeg læst (af lyst!) de seneste måneder.

”Citronbjerget” af Eva Tind er en sanselig og utrolig velskrevet lille perle om Sui, der efter en uafklaret skilsmisse rejser til Sydkorea for at bosætte sig (og skrive) i et hus, hun har arvet fra denbedstefar, hun aldrig har mødt. En dramatisk begivenhed hos naboen sætter hendes skilsmisse og kærligheden generelt i et andet lys.

”Tillid” af Hernan Diaz fik Pulitzer-prisen i år – og værket har også alle de elementer, som en stor amerikansk roman skal have. Romanen fortæller historien om en Wall Street-magnat og hans hustru, Helen og Benjamin Brask, fra flere forskellige vinkler og er et stærkt billede af magt, penge, ambitioner og bedrag i USA før Første Verdenskrig.

Engang troede vi på fremtiden” af Christian Bennike er et journalistisk essay om at vokse op i en optimistisk tid, hvor alt syntes muligt, og pludselig finde sig selv og verden stående midt i en række uoverskuelige kriser; klimakrisen, krigen i Ukraine og pandemi. Bennike, der er en af sin generations mest velskrivende journalister, argumenterer gennem reportage og originale analyser for, hvordan vor tids pessimisme kan blive en katalysator for reel forandring.

En dag, vi sad ved Langelinie og så ud over vandet, sagde min datter på 9: ”Mor, ved du godt, at der engang var en pige, der hed Jenny, som smurte sig ind i svinefedt og svømmede hele vejen til Jylland?” Hun har på egen hånd og med stor interesse læst ”Kender du hende?” af Lykke Sand Michelsen, som handler om ”Danske kvinder, der havde modet til at være anderledes”. Det er en virkelig fin bog fyldt med små biografier om Asta Nielsen, Nina Bang og Grevinde Danner – og forslag til kreative aktiviteter. Eksempelvis kan man bage småkager efter en opskrift af Karen Blixen.

 

Disse bøger får Stines varmeste anbefalinger:

Jeg læser især bøger fra virkelighedens kriminalhistorie, thriller- og krimiernes verden.Lige siden jeg var barn, har jeg elsket at fordybe mig i mysterier og lægge puslespillet efterhånden som bøgernes handling skrider frem. Hvorfor er det sket? Hvem står bag? Hvad driver dem? Og hvad er personerne rundet af?

Som ivrig krimilæser har jeg naturligvis nydt alle bind i Jussi Adler-Olsens afdeling Q-serie. Jeg har faktisk hjulpet ham lidt med research og studiebesøg rundt om i Danmark forud for bind 10, så jeg er ekstra spændt på at læse den senere på året. Det er altid sjovt at læse en krimi, hvor man kan spejle sig i hovedpersonen, og det har jeg kunnet i flere af Liza Marklunds og Sara Blædels værker. Jeg har netop kastet mig over Sara Blædel og Mads Peder Nordbos nyeste fælles bog ”Sår”. Jeg var begejstret for deres forrige bog, ”Opløst”, så jeg forventer mig meget af to’eren.

Og et lille tip mere: Hvis du endnu ikke har læst Jo Næsbø eller Stefan Ahnhem, så har du virkelig noget godt i vente.

Indenfor virkelighedens kriminalhistorie – eller true crime, som man jo også siger – læser jeg stort set alt det, der udkommer på dansk. Noget af det seneste er bogen ”De siger jeg er psykopat” af retspsykolog Tine Wøbbe og forfatter Kristina Antivakis. Det handler ikke kun om kriminelle, men også om lovlydige psykopater, som findes overalt i vores samfund.

Når jeg ikke kaster mig over faglitteratur eller en god krimi, er jeg draget af bøger, som har en god personbeskrivelse, deres indbyrdes forhold og gerne med tråde til historiske begivenheder.

Den svenske forfatter Jan Guillou har jeg mødt og interviewet flere gange, og han har et skarpt øje på vores samfund. Hvis du ikke har læst hans serie om det store århundrede, så bør du kaste dig over den, startende med ”Brobyggerne”. Selvfølgelig har jeg også læst hans legendariske serie om agenten Carl Hamilton og bogen ”Ondskab” om hans egen traumatiske opvækst.

Som Line vil jeg også anbefale en bog, man kan lade sine børn læse – eller måske selv genlæse: ”Den lille prins”. Forleden så jeg den stå i en boghandler, og jeg mindedes flere fine stunder – både på fransk og dansk – med den lille perle af en bog.

 

Livet handler så rigtigt om at være omgivet af kærlighed, nærhed og glæde. Rigtig god læselyst.

 

Mange hilsner fra Line og Stine

 

 

 

 


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner