Månedens stemme Katrine Engberg

"Hvis jeg først falder for sproget og tonen, så er jeg hooked"

af

- d. 01. november 2022

Som læser forelsker jeg mig i forfatterskaber snarere end enkeltstående bøger eller karakterer. Hvis jeg først falder for sproget og tonen, så er jeg hooked på det hele. Her er tre af de forfattere, jeg som udgangspunkt læser alt af:

 

Sissel-Jo Gazan: Vores danske superstjerne. Jeg elsker simpelthen hendes finurlige, detaljerede sprog og måden, hun nørder igennem med sine karakterer og miljøer. Som nok mange andre lærte jeg hende at kende i 'Dinosaurens Fjer' og har hængt på lige siden. Jeg var vildt begejstret for både ‘Blækhat' og 'Hvide Blomster', og det seneste skud på stammen - 'Uglens Øje' - lever fuldt ud op til sine forgængere.

 

Jane Harper: Australsk krimiforfatter par excellence! Ingen skriver psykologisk spænding på den krybende, foruroligende måde som Jane Harper. Hun blev verdenskendt på ‘Tørke', men jeg synes om muligt, 'Den fortabte mand’ er endnu bedre - nok den bedste krimi, jeg læste sidste år. Nu er hun aktuel med 'De overlevende’, og jeg kan ikke vente med at dykke ned i hendes skæve univers endnu en gang.

 

Elena Ferrante: Jeg fortærede i sin tid de fire Napoli-bøger på to uger. Ingen kan skrive så sanseligt og intenst som Ferrante, hun holder mig fast med sit ukunstlede sprog og sine modige beskrivelser af menneskets mest komplekse følelser; jalousi, ambition, familiekærlighed og -had. 'Voksnes løgnagtige liv' er hendes seneste bog på dansk, og den giver et vidunderligt portræt af en ung pige, der er ved at blive voksen og søger efter sin identitet og ståsted i livet.

 

Katrine Engberg er netop nu aktuel med sin nye spændingsroman "Det brændende Blad"


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner