Jeanette Øbro er forfatter, jordemoder og psykoterapeut MPF. Siden 2010 har hun hovedsageligt koncentreret sig om at skrive romaner.
D. 28. april 2023 udkom hun med romanen En nat i august.
"Min roman er fiktion, men den er baseret på levet liv".
Det er mange år siden jeg begyndte at kredse om, hvordan jeg kunne skrive noget om den vildt dramatiske oplevelse det er at føde og at hjælpe kvinder med at føde. Jeg har længe undret mig over, at det var så underfortalt i litteraturen. Fødsler angår os alle, de påvirker hele familien. Det handler om liv og død og de store følelser.
Jeg har skrevet romanen En nat i august, fordi det føltes nødvendigt at videregive de mange stærke oplevelser jeg fik ved at vende tilbage til fødegangen efter at have været væk i 22 år. Som ung næsten færdiguddannet jordemoder fik jeg en overbelastningsreaktion efter en meget traumatisk oplevelse, det vi kalder en obstetrisk katastrofe, og måtte forlade jordemoderfaget før jeg var kommet rigtigt i gang.
Jeg blev i stand til at vende tilbage, fordi jeg har uddannet mig som psykoterapeut i en evidensbaseret metode, der hedder Emotions-Fokuseret Terapi og har taget flere kurser i traumeterapi. Derfor kan jeg varmt anbefale bogen Helbredelse af traumer af Peter Levine.
Jeg er altid i gang med at læse både noget skønlitterært og noget faglitteratur. Det faglitterære er typisk indenfor det terapeutiske eller jordemoderfaglige felt, fordi jeg udover at være forfatter og jordemoder også er psykoterapeut MPF og har egen praksis i København.
Jeg er ikke glad for genrebetegnelser som kvindelitteratur og moderskabslitteratur fordi forældreskab og familiedannelse er vigtigt for os alle. Vi er alle blevet født, og et samfund kan efter min mening måles på, hvordan det behandler fødende og deres familier.
De senere år har jeg læst al litteratur, der er udkommet, som omhandler infertilitet, graviditet, fødsel og barsel. Jeg startede med Olga Ravns ”Mit arbejde” og har siden læst Tine Høghs ”Sult” og Liv Nimand Duvås ”Mødrenes hus”.
I mit arbejde med En nat i august, har jeg været meget optaget af at finde et sprog for de utroligt mange sansninger, følelser og kropslige oplevelser, jeg har oplevet som jordemoder under en fødsel. Man kommer meget tæt på den fødendes og barnets kroppe, og det var vigtigt for mig at skildre det unikke samarbejde det i bedste fald er.
En nat i august
Jeanette Øbro - Indbinding: Hæftet
Stefanie vil være jordemoder, selvom hun både er bange for nåle og for at der skal ske noget forfærdeligt med kvinder og børn. Og det gør der en dag, kort tid før hun er færdiguddannet. Der sker en obstetrisk katastrofe. I stedet for at være jordemoder bliver Stefanie forfatter, for det er der ingen der kan dø af. I hvert fald kun på papiret. Uroen ligger dog stadig og lurer indeni, og 22 år efter... Læs mere