Månedens stemme - Heidi Amsinck

Mød forfatteren Heidi Amsinck og læs hendes egen fortælling her. Hun deler også fem læseoplevelser med os, som hun finder anbefalelsesværdige.

Nederst på siden finder du direkte links til Heidi Amsincks krimiserie Jensen og du kan allerede nu forudbestille det tredje bind i serien, som udkommer d. 22. februar.

 

af

- d. 01. februar 2024

Krimier født af hjemve

 

Af Heidi Amsinck, den 1. februar 2024

 

Jeg forelskede mig i London som barn og emigrerede til byen få dage efter jeg blev journalist i 1992. I dag får jeg stadig sommerfugle i maven, når jeg krydser Themsen på vej til arbejde.

I fantasien bor jeg dog stadig i København, hvor jeg blev født. Ikke den by, du kender, men et skyggeunivers, der er halvt opdigtet, halvt erindret.

Jeg er en lille pige i min farmors kælder i Klampenborg, rædselsslagen for at gå ind i det dunkle, ildelugtende rum, hvor fyret står. Jeg er ung journalistpraktikant og kører i en klaustrofobisk elevator med træpaneler i en gammel kontorbygning på Vesterbro. Jeg er udenrigskorrespondent i London og fascineret af et barnespøgelse, der angiveligt hjemsøger en ejendom i Bredgade.

De oplevelser og mange andre optræder i en serie af uhyggehistorier, som jeg skrev til BBC radio over en årrække, og udgav i samlingen Last Train to Helsingør.

Krimiserien om Jensen kommer fra samme sted i mit mørke hjerte. Den første bog i serien blev født under lockdown, hvor jeg i lang tid ikke kunne besøge København, og som resultat fik voldsomt hjemve.

Jeg begyndte at spekulere på: hvordan ville København føles, hvis man flyttede hjem efter mange år i udlandet?

Jensen er professionelt nysgerrig, og som outsider lægger hun mærke til ting, andre overser. Det gør hende god til at opklare mord. Som journalist har hun også større frihed end sin gifte elsker, politikommissær Henrik Jungersen, men de kan ikke løse gåderne uden hinanden. Gustav Skov, en flabet 17-årig, er Jensens uofficielle praktikant med et usædvanligt talent for at lokke oplysninger ud af folk – jeg elsker Gustav; han minder mig om mine sønner og deres venner.

I Fundet i havnen, den tredje bog i Jensen-serien, som udkommer 22. februar fra Gutkind, er der hedebølge i København. Politikeren Esben Nørregaard beder Jensen om hjælp, da hans chauffør, Aziz Almasi, forsvinder. Imens fisker Henrik Jungersen det hovedløse lig af en mand op af havnens grumsede vand. Det er en historie om gode kræfters kamp mod onde, om en jagt på mordere gennem Københavns gader, om mennesker, der ikke er dem, vi tror de er.

En god bog for mig er en, jeg ikke kan slippe, med komplekse karakterer og en stærk fornemmelse af sted. Jeg har hang til det mørke og tør humor, gerne på én gang. Men faktisk vil jeg bare gerne have en god historie, der transporterer mig væk fra den hverdag jeg kender.

Før i tiden læste jeg Brødrene Grimm, Edgar Allan Poe, Stephen King og Bram Stoker. I dag er cirka hver anden bog en krimi, og resten biografier og litterær fiktion. Jeg lytter altid, når jeg er på farten, men elsker at ligge i sengen med en rigtig bog af papir.

Her er fem læseoplevelser, der har fået ram på mig på det seneste.
 

De Bedste Familier, Kim Blæsbjerg

Jeg var nærmest i sorg, da bogen sluttede. Et stykke Danmarkshistorie med personer, man bare vil høre mere fra. Gribende, så meget desto mere på grund af Blæsbjergs fine økonomi med sproget.

Den Danske Agent, Iben Albinus

Mesterligt plottet, velresearchet spændingsroman som opfølger til den lige så fantastiske Damaskus. Jeg var stakåndet fra start til slut, og håber virkelig meget på en treer.

Sømærke, Lærke Kløvedal

Slog mine forventninger med mange meter. En hudløst ærlig, sårbar beretning om at finde sig selv. Jeg elskede slet og ret den bog, og slugte den på få timer. Den bor stadig i mit hoved.

Strange Sally Diamond, Liz Nugent

Mest originale krimi jeg har læst i mange år og mit første bekendtskab med forfatteren. Sally Diamond er en totalt fængslende, unik hovedperson i en historie, der bliver mere og mere gruopvækkende, jo flere lag Nugent skræller af.

Agatha Christie, Lucy Worsley

Jeg er kæmpe Christie-fan, så jeg kastede mig over denne usædvanligt velskrevne biografi, og var underholdt hele vejen igennem. Det er ikke et tilfælde, at hendes bøger kun overgås af Shakespeare og biblen i popularitet.

 


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner