Månedens stemme Birgitte Bartholdy

"At læse rusker mig og giver håb"

Med min nye roman, ALT DET JEG MISTEDE UNDERVEJS, har jeg skrevet den bog, jeg selv længtes efter, da jeg stod midt i en krise. Spørgsmålene tårnede sig op, og tankerne kørte i cirkler. For at give dem modspil og medspil og forstå, hvad der foregik, skabte jeg dette univers og mine karakterer, så jeg sammen med dem kunne tage de svimlende dyk ned i svære spørgsmål om skilsmisse, ægteskab, familieliv, ensomhed og kærlighed.

For mig er skrivningen en særlig form for samtale, der er vigtig for min selvopholdelsesdrift, en måde, som jeg også bruger til at tune mig ind på det menneskelige fællesskab på. Gennem digtningen sammenflettes mine erfaringer med andres, de giver mening på nye måder, og jeg får en dybere forståelse af andres bevæggrunde og overlevelsesstrategier.

At læse er for mig også en del af denne ”samtale”. Normalt læser jeg mange forskellige typer bøger, men i perioden, hvor jeg var i krise og skrev på min roman, havde jeg især brug for elementer af genkendelse, og at historierne ruskede mig, så jeg ikke stivnede i offerrollen.

Og her er den amerikanske forfatter Elizabeth Strouts romaner perfekte. Hendes ligefremme stil virker så svalende på mit nervesystem, at jeg doserer hendes bøger, så de kan vare mindst en uges tid. Særligt glad har jeg været for Åh William!, hendes tredje roman om Lucy Barton, der vokser op i et fattigt hjem og som voksen både bakser med sin fortid og de kærlighedssorger og -glæder, vi alle kan spejle os i. Hendes bøger er af den slags, der bliver ved med at synge i mig længe.

På samme måde kan den islandske forfatter Auður Ava Ólafsdóttirs romaner give mig mod til at se virkeligheden i øjnene på en øm og overbærende måde. F.eks. i Stiklingen, en poetisk kærlighedshistorie om en ung mand, der rejser ud for at forfølge sin drøm om at blive gartner og undervejs modnes, også i sit forhold til den lille datter, han har set alt for lidt.

En bog, jeg har diskuteret meget med i mine tanker, er Jesper Stein Larsens roman Rampen, hvor han ser tilbage på sin opvækst i en dysfunktionel skilsmissefamilie. Indimellem er han i mine øjne lovlig hård i skildringen af sine forældre, men samtidig beundrer jeg hans mod til at gå så tæt på. Han har mindet mig om, at det jo netop er i litteraturen, vi finder kræfter til at nuancere de grimme sider af tilværelsen, så vi magter at forstå og omfavne dem. På den måde inspirerede han mig til selv at turde lidt mere, da jeg satte mig for at skrive videre på min roman.