Månedens stemme Anna Grue
Begavet underholdning eller triviallitteratur?
Begavet underholdning eller triviallitteratur? Det er et spørgsmål, der dukker op igen og igen i diverse bogdiskussioner. Vi er jo en del bogglade mennesker, som elsker de underholdende genrer: Krimier, kærlighed, humor og tjubang. Måske ikke nødvendigvis hele tiden, men som afveksling og hygge mellem mere krævende, smalle og/eller stilfærdige romaner.
Nogle læsere sætter lighedstegn mellem det underholdende og det trivielle. Det er virkelig ofte - vil jeg hævde - at den reaktion skyldes et uheldigt mix af fordomme, snobberi og manglende kendskab til genren.
Underholdningsforagteren har måske én gang læst en virkeligt ringe krimi (og ja, indrømmet, dem er der en del af), og vil så resten af sit liv nægte at læse en anden krimi, uanset hvor interessant og velskrevet den er. Der er pokker til forskel på en samlebåndsproduceret kioskbasker og en litterært ambitiøs krimi som for eksempel dem, en Kate Atkinson, en Mark Billingham eller en Håkan Nesser har at byde på - men det finder man jo ikke ud af, hvis man i stædighed eller almindelig dovenskab afviser hele genren på forhånd. Det er da synd, men selvfølgelig skal man have lov at have det sådan. Har man ikke lyst til krimier, skal man så sandelig ikke tvinges til at læse dem.
Men hvad er det så, der afgør, om en bog er triviel eller begavet underholdning? Ja, først og fremmest skal den naturligvis være velskrevet. Er sproget fladt og spækket med klicheer og slidte metaforer, vil dens indhold aldrig hæve sig over kioskniveauet, uanset hvor spændende den iøvrigt er. For spænding er en helt uundgåelig forudsætning for, om en underholdningsroman fungerer - uanset genre. Og det krav stiller vi vist alle.
Til gengæld er det ikke alle, som synes, at humor er nødvendig i krimier, men for mig er det lige så vigtigt som alt det sørgelige, der af gode grunde er handlingens omdrejningspunkt. Når en krimi er bedst, får læseren brug for hele følelsesregistret. Hvis alt er dødelig alvor, og intrigen oprulles med bedemandsfjæs og rynkede bryn, så er det ikke en bog for mig. Jeg skal have noget, som bløder op og minder mig om, at det bare ER en bog, når jeg læser om mord og andre frygtelige ting. Men det er som sagt en smagssag.
Det allerallervigtigste, når man som læser skal bedømme, om en bog hæver sig over det trivielle, er personbeskrivelserne. Hvis de onde KUN skildres som onde, og de gode KUN er gode, så mister jeg omgående interessen. Jeg synes, det er forfatterens opgave at skildre sine personer loyalt, uanset deres rolle i plottet. Der findes jo ingen mennesker, der kun er gode eller onde. Krimi eller en kærlighedsroman … de mange facetter er et ufravigeligt krav. Selv de værste forbrydere har bløde punkter; selv den dygtigste detektiv har usympatiske karaktertræk. I en krimi er det derfor virkelig vigtigt, at motivet er forståeligt: Læseren skal kunne se, at morderen faktisk har haft en grund, der - i hvert fald for ham eller hende - har givet mening.
Det er en af grundene til, at jeg til enhver tid foretrækker gammeldags whodunnits, hvor man fra starten præsenteres for en gruppe mennesker, som hver især skildres, så man både kan tro på dem eller mistænke dem. En morder, der først dukker op i de sidste kapitler og viser sig at være en ond, ond psykopat, er måske nok en mere virkelighedsnær løsning, men for mig er og bliver den bare skuffende.
Selv de helt gamle krimiforfattere, som opfandt genren - Agatha Christie, Ngaio Marsh, Dorothy L. Sayers - opfyldte samtlige de nævnte krav: De var velformulerede, kunne skabe spænding, havde humor og skildrede personer, der ikke bare var flade klicheer. Det har de bedste krimiforfattere sidenhen taget ved lære af. Se bare på den skandinaviske krimis pionerer, Sjöwall og Wahlöö. De formår midt i socialrealismen at få en til at både grine og græde, mens siderne vender sig selv. Deres verdensberømte bogserie, Roman om en forbrydelse, er af så høj kvalitet, at den kan læses igen og igen.
De bøger, jeg her anbefaler, er ikke alle krimier, men de er spændende, taler til følelserne og har troværdige og mangefacetterede personer. Trivielle er de på ingen måde!
Dorothy L.Sayers: Annoncer, der dræbte. Krimierne med Lord Peter Wimsey i hovedrollen har det hele. De er intelligente, muntre, onde og overraskende. I denne er den adelige detektiv gået undercover på et reklamebureau, hvor det naturligvis hurtigt står klart, at han er lige så skarp til at skrive reklameslogans som til at fange forbrydere.
Annoncer, der dræbte
Dorothy L. Sayers - Indbinding:
Døden kommer hurtigt til dem, der viser sig for interesserede i, hvad der foregår bag et berømt London-baseret reklamebureaus facade. Flere må dø, før lord Peter Wimsey kommer på sporet af mændene bag hemmeligheden. De er parate til at dræbe hvem som helst, når som helst, for at bevare denne hemmelighed.Annoncer, der dræbte er den ottende intenst spændende krimiperle i Dorothy L. Sayers’ serie om... Læs mere
Elizabeth George: I fjendens nærvær. En nervepirrende historie om en kidnapning, et drab, et isnende ægteskabsdrama - og endnu en adelig opdager, DCI Thomas Lynley, samt hans utilpassede sergeant Barbara Havers. George lægger ikke skjul på, at hun har hentet inspiration fra førnævnte Sayers til sin detektiv - ligesom jeg selv villigt tilstår, at det ikke er noget tilfælde, at Dan Sommerdahl er reklametekstforfatter …
Douglas Stuart: Shuggie Bain. Umiddelbart ikke en morsom bog - ejheller, hvad man ville kalde en underholdningsroman - men den er faktisk på trods af alt begge dele, den gribende historie om en lille knægt i Thatcher-tidens ludfattige Glasgow. Forfatteren er både loyal og kritisk over for alle sine personer: Den fordrukne mor, den fraværende far, den nye elsker, de sladdervorne naboer. Læs den! Den er så god!
Kate Atkinson: Startede tidligt, tog hunden med. En midaldrende, kvindelig centervagt i Edinburgh køber et lille, uønsket barn af dets mor, mens detektiven Jackson Brodie stjæler en mishandlet hund i en park. De to historier flettes naturligvis sammen … og der foregår vist også noget med et mord, men det kan jeg ikke huske. Hos Atkinson er det nemlig ikke kriminalgåden og opklaringen, der er i centrum, men de menneskelige relationer. Læs hende for de enestående personbeskrivelser, de intelligente plots og humoren.
Tog tidligt af sted, tog hunden med
Kate Atkinson - Indbinding:
Da sikkerhedschef Tracy Waterhouse overværer en kvindelig misbruger forumlempe sin lille datter på det groveste, reagerer hun instinktivt, og før hun ved af det, er hun kidnapper med ét stk. pigebarn under armen. Noget tilsvarende sker for romanens hovedperson, den semipensionerede privatdetektiv Jackson Brodie, som efter at være vidne til et voldeligt overgreb mod en hund i en park pludselig og h... Læs mere
Ane Riel: Harpiks. Heller ikke denne roman er, hvad man ville kalde en egentlig krimi - og dog. Det er bare ikke på den sædvanlige måde … Man er nødt til at læse den for at forstå det. Vildt sørgelig, meget lun, virkelig spændende historie om en lille pige i en besynderlig familie, som især præges af hendes højtelskede fars sygelige samlermani. Det tager tid, før uhyggen sniger sig ind på læseren, men når den gør: Wow!
Harpiks
Ane Riel - Indbinding: Paperback
"Det var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel. Jeg var der. Carl var der også, men ham opdagede de aldrig. [...] Alt var anderledes dengang. Det var før, min fars ting var begyndt at fylde så meget, at vi ikke længere kunne komme ind i stuen. Og før min mor var blevet så stor, at hun ikke længere kunne komme ud af soveværelset. Men det var efter, at de havde meldt mig død, s... Læs mere
