Lars Kjædegaard er en af Danmarks mest produktive krimiforfattere og han er netop nu aktuel med ny bog i serien om Anita Hvid og Thor Belling. Læs med her og bliv klogere på Lars Kjædegaards arbejdsproces
Døden i Harkaberg
Lars Kjædegaard - Indbinding: Indbundet
Da drabsefterforskeren Thor Belling tager på en velfortjent ferie til Stockholm, har han ikke regnet med at blive involveret i en mordsag, der forgrener sig tilbage i fortiden. Et gådefuldt mord på en dansk kvinde i Midtsverige sender ham ud i et udfordrende samarbejde med det svenske politi, da hans chef udlåner ham til Sverige. I Danmark efterforsker Anita Hvid den dræbtes kvindes baggrund. Moti... Læs mere
Af og til spørger folk, hvorfor jeg skriver romaner. Jeg ved det faktisk ikke. Og hvis man spørger andre, hvorfor de for eksempel er pædagoger eller snedkere, så ved de det heller ikke altid. Det er en blanding af tilfældigheder og nogle ting, som man på et tidligt tidspunkt har fattet interesse for og måske fået at vide, at man er god til. Så gør man det, og efter nogle år er det bare blevet det, man nu gør her i livet. For mit vedkommende er der ikke noget overordnet mål med at skrive. Jeg har ikke nogen dagsorden, udover at jeg gerne vil gøre min næste bog færdig. Fordi det er blevet mit arbejde. Det er et arbejde, som jeg er glad for. Jeg skrev bøger i mange år, før jeg kunne leve af det og for alvor opfatte det som mit job.
Min nyeste bog, Døden i Harkaberg, er en kriminalroman, som handler om drabet på en dansk kvinde, der har forladt sin familie i Danmark og bosat sig med sin nye kærlighed i Sverige. Da jeg udtænkte den, var der nogle motiver i forbindelse med det at forlade andre, som jeg gerne ville bruge. Så det gjorde jeg. Jeg bruger lang tid på at udtænke karakterer, scener og motivationen for karakterernes handlinger. Når jeg begynder at skrive bogen, kender jeg personerne rigtig godt. Sådan var det også med “Døden i Harkaberg”. Jeg synes, det er en god historie. Jeg kan se personerne for mig, og jeg forstår, hvorfor de gør, som de gør. Det håber jeg også, at mine læsere kan. Hvis mine læsere kan se personerne for sig og er interesseret i dem, har jeg nået mit mål, som er at fortælle gode historier. Så enkelt er det.
Er du blevet nysgerrig og vil vide mere om en af Danmarks mest produktive krimiforfattere, så kan du læse meget mere om Lars Kjædegaard her, hvor du også finder alle hans bøger.
Foto: Asger Simonsen