Kim Faber er journalist på Politiken, og sammen med sin kone Janni Pedersen, studievært og kriminalreporter på TV 2, er han forfatter til krimien Vinterland, der udkom d. 21. marts. De anbefaler dig at læse Lone Star af Mathilde Walter Clark og fortæller her hvorfor.
En af de første erindringer, Mathilde Walter Clark har om sin far, er, da han – atomfysiker, amerikaner og bosiddende i USA – er på et af sine sjældne besøg hos eks-konen og den treårige datter i København. Mathilde Walter Clark kan intet huske fra modtagelsen i lufthavnen eller turen hjem til den lille toværelses, hvor hun og moren bor. Men fornemmelsen af, hvordan hjemmet først bliver til et hjem, da hun træder ind i entreen sammen med sin far … følelsen af, at først da han ser rummene og møblerne, ser hun dem også … den følelse husker hun krystalklart.
’Lone Star er en smuk og rørende roman om en datters kamp for at fastholde og udbygge den spindelvævstynde forbindelse til en både mentalt og fysisk fraværende far. I de første barndomsår er kontakten begrænset til hans årlige, ugelange besøg. En check til jul og fødselsdag. Og brevene. Senere, da Mathilde er blevet stor nok til at rejse alene, somrene i St. Louis, hvor faren bor med sin nye familie – en lille håndfuld børn og hustruen, som Mathilde Walter Clark beundringsværdigt nænsomt beskriver som excentrisk, men som, hvis vi nu skal være helt ærlige, slet og ret er splittergal.
Bogens anden halvdel handler om den rejse til farens hjemstavn, en lille flække i Texas, the Lone Star State, som det lykkes Mathilde Walter Clark at overtale ham til i 2014. I ti dage går far og datter på jagt efter deres fælles rødder blandt et farvestrålende persongalleri, der er stort og originalt nok til at udfylde rollelisterne i mindst et par film af brødrene Coen. Ti dage, som bringer de to tættere på hinanden. Men som også hjerteskærende udstiller alt det, der ikke er - og aldrig kommer.
Vi kan simpelthen ikke anbefale Lone Star nok. Mathilde Walter Clark fortæller om det personlige og private på en måde, så det også bliver generelt og universelt. Det handler om de store, ja vel de største følelser, og det kunne nemt være blevet for meget. Men det gør det slet ikke, fordi forfatteren bogen igennem håndterer sin historie usentimentalt, ærligt og med humor og selvironi.
Og så er romanen ganske enkelt forrygende godt skrevet. Stramt og økonomisk og alligevel i sjælden grad billedskabende.
Hvis der er retfærdighed til, så får Mathilde Walter Clark et internationalt gennembrud med Lone Star.
Lone Star
Mathilde Walter Clark - Indbinding: Indbundet
"Min far er astronauten, der vender hjem i slutningen af Stanley Kubricks film "Rumrejsen 2001". Han ser sig selv sidde i en stor seng, det ene øjeblik et barn, det næste en olding. Ansigtet gennem visiret i astronautdragten siger: »Hvor blev tiden af?«" Da Mathildes stedfar dør, stiller Mathilde spørgsmålstegn ved hvad der mon vil ske, hvis hendes egen far pludselig dør ovre på den anden side af... Læs mere