Interview med Roslund & Thunberg

For to år siden udkom BJØRNEDANSEN, en spændingsroman som bygger på den virkelige historie om Militærligaen, der i begyndelsen af 1990'erne begik en lang række røverier i Sverige. Nu er I aktuelle med EN BROR AT DØ FOR. I rammer jeres læsere lige i hjertekulen med jeres velskrevne, spændende, rørende, uhyggelige, muntre, sørgelige og helt igennem utrolige prosa (som en anmelder skrev). Den viden, I besidder, om jeres stof, gør det til på alle måder gribende læsning. Hvad er det for en historie, I fortæller, med EN BROR AT DØ FOR?

Roslund & Thunberg: Duvnjac-brødrene har udstået deres fængselsstraffe, som de blev idømt efter de bankrøverier, de begik i BJØRNEDANSEN. De to yngre brødre, Felix og Vincent, har bestemt sig til at leve et hæderligt liv. Leo derimod, træder ud i friheden som den sidste efter at have fået den længste straf, har tænkt sig at fortsætte, hvor han slap. Årene bag fængselsmurene har han brugt på at planlægge det perfekte kup, en sidste stor bedrift, der skal gøre brødrene økonomisk uafhængige. Leo vil give sine brødre det, der er gået tabt i løbet af årene i fængsel – en fremtid.

Men der er også en mørkere kraft, der driver Leo til at gennemføre kuppet. Han vil hævne sig på John Broncks, den politimand der pågreb ham og hans brødre.
Og – præcis som vi gjorde i den første bog, arbejder vi også her med en barndomshistorie, hvor vi denne gang følger Leos første skridt ind i den kriminelle verden. Hvor han som fjortenårig må begå sit første kup for at redde brødreflokken fra at splittes.
Man kan sige, at læseren får lov at være med til Leos første og sidste kup. Det han begår i barndommen, for at han og hans brødre skal overleve. Og det sidste, som han begår som voksen, for at han og hans brødre skal kunne lægge det hele bag sig og leve et bedre liv.

I er med garanti mange gange blevet spurgt om, hvordan samarbejdet mellem jer foregår. Skriver I sammen eller hver for sig? Og er I altid enige om, hvilken retning historien skal tage? I er begge to meget erfarne skribenter – Roslund bl.a. som den ene halvdel af forfatterparret Roslund & Hellström. Thunberg bl.a. som manuskriptforfatter til flere succesfulde film og tv-serier. Er det sjovere at skrive sammen end alene? Er det sværere/lettere?

Roslund: Jeg praler aldrig. Nærmest tværtimod. Men når det gælder par-forfatterskab af kriminalromaner i dag, kan jeg med god samvittighed sige, at jeg er den mest erfarne i Norden. Da jeg skabte den første duo, jeg indgår i – Roslund & Hellström – var det på et tidspunkt, hvor der egentlig ikke var nogen, der tog par-forfatterskaber alvorligt. I Sverige havde vi i 60’erne og 70’erne Sjöwall/Wahlöö, og sidenhen nogle få andre par i 80’erne, men da Roslund & Hellström begyndte at skrive i år 2000, var det stendødt. Ingen forlag ledte efter forfatterpar, ingen forfattere så nogen gevinst ved at arbejde på den måde. Med vores første bog syntes jeg, at vi skulle fjerne vores fornavne Anders og Börge og markere, at det var et forfatterskab, der hed Roslund & Hellström. Men forfatterpar var så usædvanlige, at de to store netboghandler, Adlibris og Bokus, sagde, at deres it-systemer ikke kunne håndtere to efternavne med et &-tegn imellem. Så vi var tvunget til at have vores fornavne på den bog. Men da den så blev en uventet succes både salgs- og anmeldermæssigt (den vandt Glasnøglen), blev netboghandlerne nødt til at ændre i deres systemer.
Så usædvanligt var det altså.
Derefter, ved at se på Roslund & Hellströms succes, begyndte både svenske forlag og svenske krimiforfattere at lede efter duoer. I dag er der flere svenske forfatterpar, der er gået i vores fodspor, og i løbet af de seneste par år er jeg blevet interviewet til både DR og NRK, som har fortalt, at par-forfatterskaber er vokset både i Danmark og Norge, og at man har sporet den trend tilbage til os.
Det gør mig stolt.
Jeg er i øvrigt aldeles utrendy. At have skabt en trend føles derfor ekstra rart.
Så da Roslund & Thunberg opstod, var det at samarbejde om at skrive kriminalromaner efter sammenlagt ti styk med Hellström selvfølgelig min hjemmebane. For Stefan, som har skrevet seksten film, hvoraf flere har været store biografsucceser, var det også meget velkendt at skrive sammen, selv om det var i en anden genre. I filmbranchen er man jo vant til at arbejde mange sammen, og at alle mener noget om alt.

Men – samarbejdet for mig i Roslund & Hellström og nu Roslund & Thunberg er meget forskelligt.
I Roslund & Hellström er det en velkendt sandhed, at det er mig, der skriver, er dramaturg og motor. At Börge (Hellström) deltog i de to første faser, seks måneders research og seks måneders udvikling af historien, og så – når vi var færdige med synopsissiderne, forlod han arbejdet. Derefter, de sidste otte måneder, udviklede jeg 75 siders synopsis til 400-500 siders litteratur.
I samarbejdet med Stefan (Thunberg) i forfatterskabet Roslund & Thunberg er det helt anderledes. Vi sidder sammen hele perioden. Stefan er selv historiefortæller og var det fra starten, så story og dramaturgi og tekst bliver arbejdet frem intimt og i fællesskab. Den allersidste tekst filtreres gennem mig, for at læseren får en ensartet skriverytme, der bliver til en ensartet læserytme.

Thunberg: Da jeg gik ind i det her projekt, så vidste jeg, at jeg ikke ville skrive dokumentariske romaner, der handlede om mine brødre. Jeg ville slå virkeligheden i stykker og samle den igen. Ikke fordi sandheden er ubehagelig. Men fordi jeg ganske enkelt var nødt til at finde hjerteslaget i historien. Da jeg mødte Anders, opdagede jeg, at vi havde det samme syn på fortællinger.  Jeg har delt den her historie med ham, og vi har gjort den til vores. En anden ting jeg er glad for er, at vi er meget synkrone i vores jagt på de der situationer, dem der ikke slipper grebet om læseren. At BJØRNEDANSEN og EN BROR AT DØ FOR, der i store dele jo er baseret på mine egne erfaringer og oplevelser, ikke blev skrevet som filmmanuskripter, skyldes, at historierne spændte over tid på en måde, der gjorde, at de passede bedre som bøger. At der skulle gå over tyve år, før jeg skrev bøgerne, handler om to ting. Et: at jeg havde brug for tiden til at bearbejde. To: at jeg manglede Anders, en medforfatter. For mig var mit første møde med Anders et møde med en historiefortæller, der så på min historie ud fra sine egne erfaringer.
Om søskendebånd der knyttes så hårdt, at de også kan holde til at gennemføre Sveriges mest omtalte og voldsomme bankrøverier i den første bog – BJØRNEDANSEN.
Om søskendebånd som må briste, når brødrene slippes ud efter deres lange fængselsstraffe og Det Perfekte Kup skal gennemføres i den anden bog – EN BROR AT DØ FOR.

Det er selvfølgelig svært at svare præcist på – men HVOR tæt på virkeligheden er EN BROR AT DØ FOR?

Roslund & Thunberg: I fortællingens barndomsskildringer bevæger vi os rundt i virkelige begivenheder, der er foregået, mens vi i den krimihistorie, hvor vi følger brødrene som voksne, overhovedet ikke forholder os til virkeligheden, bortset fra på ét plan: vi skildrer det slid og de konflikter, der opstår i en familie, når alle har aftjent straffe for forbrydelser, de har begået sammen. Jeg (Thunberg) har oplevet det. Mine brødres forhold, hvordan det forandredes efter årene i fængsel. Det vakte barndomsminder til live – da min far efter udstået straf kom ud og til en begyndelse altid ville ordne alt, begynde forfra, gøre alting rigtigt for én gangs skyld. Hvordan han altid holdt op med at drikke og startede et malerfirma. Tragisk nok, trods alle hans gode intentioner, tabte han altid kontrollen, og det endte med at vores familie mødte endnu en katastrofe. De to kræfter, min fars ønske om at gøre alting godt efter en fængselsstraf og mine brødres konflikter efter deres afsoning, ville jeg (og vi) udforske og skrive om. 

Ud over at være en pageturner af en spændingsroman, er EN BROR AT DØ FOR også et stærkt og medrivende familieportræt og en historie om kærlighed og broderskab. Hvad kommer først for jer – spændingshistorien eller ønsket om at skrive en families historie? Eller kan de to ting ikke skilles ad?

Roslund & Thunberg: For os handler det altid om at finde et møde mellem karakterer og historie, som sammen kan skabe et stærkt plot. Spændingshistorien bliver så meget mere spændende, fordi det grundlæggende er en familiehistorie. Samtidig kan vi fortælle så meget mere om en familie, når der er noget på spil, hvilket der er, når de begår forbrydelser.
BJØRNEDANSEN handler om tre brødre, der bliver svejset sammen under en autoritær faderskikkelse, og hvordan båndet mellem dem bliver grundlag for deres kriminelle virksomhed, der driver historien fremad.
EN BROR AT DØ FOR handler om, hvordan båndene mellem dem havner under pres og trues med at slides fra hinanden af både ydre og indre fristelser, da Leo bestemmer sig for at begå et sidste stort kup.

Nu udkommer EN BROR AT DØ FOR i Danmark. Hvad kan vi forvente fra jer næste gang? Har I allerede planer om flere bøger sammen?

Roslund & Thunberg: BJØRNEDANSEN og EN BROR AT DØ FOR kan med fordel læses som to selvstændige, sådan er de skrevet, men selvfølgelig hænger de også sammen. Det var af kærlighed til de to historier, at vi besluttede os for at tilbringe fire år sammen.
Troede vi.
Vi fandt jo også hinanden. Som historiefortællere og kolleger og som gode venner.
Så vi kommer til at arbejde sammen fremover på flere planer. Men først skal vi afslutte det, vi lige nu er i gang med – Anders skriver et par bøger kun under navnet ”Roslund”, hvor den første stort set er færdig, den er ved at blive korrekturlæst og skal udkomme senere på foråret. Mens Stefan er i slutfasen af en længe ventet svensk tv-serie, der hedder ”Jægerne 3”, som skal indspilles efter sommerferien. Han arbejder også med en anden tv-serie, der hedder ”Farang”.
Til efteråret kommer Roslund & Thunberg til at skrive sammen igen parallelt med andet arbejde. Først lokker Thunberg Roslund over til sin verden, altså filmverdenen, hvor vi i efteråret skal skrive udkastet til en ny tv-serie. Og derfra kommer vi til at vandre sammen i næste fælles bogprojekt. Livet er skønt!