Hotelejeren, politimanden og katamarankaptajnen – en researchrejse i Caribien
Jeanette Øbro er den ene halvdel af krimiduoen Øbro & Tornbjerg. Hun elsker at arbejde med den dybdegående research, der ligger bag parrets mange bøger. Læs her, hvordan parrets nyeste krimi blev til.
Jeg elsker at researche. Men da opgaven lød sådan her for halvandet år siden: vi skal bruge en strandhotelejer, en politimand og vi skal vide noget om at sejle rundt ude i De Britiske Jomfruøer, steg motivationen lige en grad eller to.
Det Norske Job blev formet på en rejse til Caribien
Vi var med andre ord i færd med at lave forarbejdet til Det Norske Job og havde indset, at vi aldrig ville kunne lave en troværdig skildring af livet på en lille bounty-ø i Caribien uden at have været der. Da vi skrev Evas sidste nat, var vi i Rusland to gange. Man kan læse sig til meget i guidebøger og rejseblogs, men det at opfange stemningen, kulturen og de små gode detaljer, der tegner stedets særpræg, kan man kun få ved at være der selv. Og da den romankarakter der bor derude, Jim Hellberg, kendt af læsere af Djævlens ansigt, har gang i nogle temmelig lyssky affærer, skulle vi også vide noget om, hvordan de kriminelle opererer på de kanter.
Jeg meldte mig helt frivilligt, pakkede rygsækken, drog af sted en kold januardag sidste år og ankom 24 timer senere i Caribien. Nu havde jeg to en halv uge til at være på opdagelse.
En politiassistent gav guld til bestselleren
Jeg havde forberedt mig grundigt hjemmefra og havde blandt andet aftalt et interview med politidirektøren i Road Town på den største ø, Tortola. Men politidirektøren var en travl mand, fik
jeg at vide, da jeg blev modtaget af hans højre hånd, Jno-Lewis (udtales John-Lewis) som umiddelbart var lidt ”stiff upper lip”. Et øjeblik frygtede jeg, at aftalen var gået helt i vasken, men heldigvis havde Jno-Lewis, som kommer fra øen Dominica, god tid. Vi talte i et par timer og jeg fik mange værdifulde informationer. Udover det, tilbød Jno-Lewis at give mig en guidet tur rundt på øen. Den tog vi et par dage senere, hvor jeg blandt andet så detentionen i Road Town og fængslet Balsum Ghut – ikke ligefrem de sædvanlige turistattraktioner, men det var ægte researchguld, for jeg vidste, at vi skulle skrive scener, der foregik der.
Road Town er ikke nogen særlig spændende by, og man kan tydeligt mærke, at British Virgin Islands, BVI, er et udpræget sejlerparadis. Infrastrukturen på øerne er nemlig elendig og alting er tilrettelagt efter det sejlende folk. Der er et hav af små og store sejlbåde og katamaraner. Dagligt ankommer der desuden indtil flere mastodonter af krydstogtskibe og så er det om at komme væk. En hær af krydstogtgæster strømmer ud af det store sejlende hotels mave, og som græshopper har de pludselig invaderet øens seværdigheder.
Røverhistorier, drabelige historier og en god rum punch
En anden vigtig opgave var at komme ud at sejle katamaran – en meget central detalje i Det Norske Job – og her var der nok at vælge mellem. Jeg endte med at tage på to ture med Stephen, en engelsk katamarankaptajn, der har boet i BVI de seneste ti år. Han kender alle øerne med de eksotiske navne: Anegada, Virgin Gorda og Mosquito Island lige så godt, som han kender sin egen båd. Stephen var både god for verdens bedste rum punch og et utal af (sø)røverhistorier om orkansikrede mangrovehavne og øernes drabelige historie.
Sejlturene var fantastiske: vandet er klart som gin og har en farve, jeg aldrig har set magen til andre steder. Og at ligge foran på en katamaran i trampolinen og kigge ned i vandet – det er ubeskriveligt rart. At finde ud af at beskrive det, hørte dog med til opgaven, og det kan man læse mere om i Det Norske Job. Hvis man tør. Jeg drømmer stadig om det.
Sejlturene havde også et andet formål. De gav mig et indtryk af, hvordan de andre øer ser ud, hvordan folk færdes mellem øerne, hvordan sejlerlivet er, hvor sejlerne går i land, og hvor ufatteligt store både der ligger rundt omkring derude.
Den sidste mission på researchrejsen
Min sidste mission var faktisk den vigtigste: vi havde udset en ø, Jost van Dyke, opkaldt efter en berygtet hollandsk sørøver, som skulle danne forlæg for den ø, vi har opfundet til romanen. Jeg tog en færge derud og fik faktisk sommerfugle i maven over endelig at skulle se det sted, jeg havde læst så meget om. Det var også her, jeg gerne skulle tale med en bestemt strandhotelejer, som jeg havde læst om, men han havde ikke svaret på min mail, hvilket var lidt nervepirrende.
Det var en helt særlig oplevelse at runde pynten på Tortolas vestkyst og se Jost van Dyke ligge derude. En tur som vores romankarakter, Jim Hellberg, tager mange gange. Jeg tog en taxa ud til Ivans Stressfree Camping, det billigste og absolut mest charmerende sted, jeg overnattede på BVI. Her havde jeg de næste fem nætter en lille pink træhytte ved navn Serendipity, tyve skridt fra vandkanten i det fineste og mest kridhvide sand jeg nogensinde har set. Hytten lå i skyggen fra palmer og Seagrape træer, der har de smukkeste runde blade og kæmpestore spiselige druer. De dage tænkte jeg mange gange dagligt på, hvor højt jeg elsker mit arbejde, og vi opkaldte Jim Hellbergs ø efter træerne: Seagrape Island.
Allerede samme aften jeg ankom, gik jeg ned til det hotel, jeg havde udset mig. Jeg fandt hotelejeren, Jerry, i baren og vi lavede en interviewaftale næste dag, hvor vi sad og talte i tre timer. Jeg hørte om alle glæderne, men også udfordringerne ved at drive et paradishotel på en ø uden én dråbe ferskvand, om orkansæsonen, nabostridigheder og ældgamle familiefejder og et væld af lokale røverhistorier.
Det blev en fest at skrive Det Norske Job efter rejsen
Så alting faldt i hak. Jeg fik indsamlet alt det materiale, vi skulle bruge. Jeg fik smagt på specialiteten Conch Fritters – og ikke mindst – den berygtede Painkiller, som er en eksotisk drink med kokosmælk, mørk rom, forskellige slags juice og revet muskatnød. En drink, som man ikke bør forsøge at byde folk, når man kommer hjem i februar måned, og er ivrig efter at dele sine skønne rejseoplevelser. Den slags smager bare bedst, når man sidder med tæerne boret ned i sandet og kigger på pelikaner, der dykker lodret i vandet efter småfisk.
Behøver jeg at sige, at det var en fest at skrive Det Norske Job efter den tur?
Bøger der minder om Øbro og Tornbjerg
Hvis du elsker serien om profileringseksperten Katrine Wraa, kan vi anbefale, at du ser nærmere på følgende bøger:
Døderummet
Susanne Staun - Indbinding: Indbundet
En ung kvinde bliver fundet liggende på ryggen hen over et elhegn ved Gudme Sø på Sydfyn. Hun er tilsyneladende stukket ihjel og tømt for blod et andet sted. Vicestatsobducent dr. Maria Krause, Odense Retsmedicinsk Institut bliver sat på sagen. Synet minder hende om liget af en anden ung kvinde som blev fundet ved et slot tæt på Faaborg. Under obduktionen opdager dr. Krause en rød farve på kvinden... Læs mere
Susanne Stauns trilogi om vicestatsobducent dr. Maria Krause er ganske enkelt fremragende. Her i den første, Døderummet bliver en ung kvinde fundet liggende på ryggen hen over et elhegn ved Gudme Sø på Sydfyn. Hun er tilsyneladende stukket ihjel og tømt for blod et andet sted. Maria Krause bliver sat på sagen.
Synet minder hende om liget af en anden ung kvinde som blev fundet ved et slot tæt på Faaborg.
Under obduktionen opdager dr. Krause en rød farve på kvindens hals, farven viser sig at stamme fra gerningsmandens sved i kværkningsøjeblikket, og er forårsaget af et stof der bruges i behandlingen af spedalskhed. Men der har ikke været spedalske i Danmark siden 1913, så hvilken sygdom er den blevet anvendt til — og hvem har sygdommen?
Den ukendte hustru
Leif Davidsen - Indbinding: Hæftet
Den danske forretningsmand og tidligere jæger-soldat Marcus er taget med sin russiske kone, Nathalie, på flodrejse i hendes gamle hjemland. Under en landgang forsvinder Nathalie sporløst. Marcus kaster sig ud i en desperat eftersøgning, som fører ham fra hjemmet på Østerbro over det nyrige miljø i Nice til Putins postkommunistiske Rusland og det moderne Japan. Men sporene peger videre endnu: mod t... Læs mere
Hvis du blev fanget af at læse om korrupte russere i Evas sidste nat, anbefaler vi at du ser nærmere på Leif Davidsens forfatterskab.
Den danske forretningsmand og tidligere jæger-soldat Marcus er taget med sin russiske kone, Nathalie, på flodrejse i hendes gamle hjemland.
Under en landgang forsvinder Nathalie sporløst. Marcus kaster sig ud i en desperat eftersøgning, som fører ham fra hjemmet på Østerbro over det nyrige miljø i Nice til Putins postkommunistiske Rusland og det moderne Japan.
Men sporene peger videre endnu: mod terrorbevægelser, stalintidens fangelejre – og en sagnomspunden forsvundet skat. Det bliver en søgen, ikke kun efter Nathalie, men også efter hendes sande identitet og det hemmelige liv, hun har levet i deres ti år lange og lykkelige ægteskab. Kender Marcus overhovedet sin kone?
En ambulance kører galt på en jysk landevej en kold februarnat.
I bilen finder man den ene ambulanceredder dræbt. Den anden redder er svært tilskadekommen. Patienten, en livstidsfange fra Østjyllands Statsfængsel, er forsvundet. En tidligere landmand dræbes dagen efter ulykken med en høtyv lige uden for Ringkøbing. En chokeret lokal præst læser sin egen dødsannonce i avisen. Han findes et par dage senere dræbt i sin kirke.
Rebekka Holm er den ambitiøse drabsefterforsker. Hun er på besøg i barndomsbyen Ringkøbing, da hendes mor har brug for hendes hjælp efter faderens død. Rebekka engagerer sig omgående i efterforskningen. Det viser sig at være en drabsefterforskning, som afslører nye og gamle synder. En drabsefterforskning, som på besynderlig vis relaterer til en række episoder tilbage fra en stegende hed sommer i 1989.
