Godt jeg aldrig har været mistænkt

Når man lever af mord og har fulgt og studeret mange virkelige mordsager, er man lykkelig for, at man aldrig er blevet mistænkt i en af dem.

Det har altid chokeret mig, hvor omfattende politiet går til værks, hvor dybt der bliver gravet, og jeg har ofte taget mig selv i at sidde i retten og tænke, hvordan mit eget liv ville tage sig ud i efterforskningens kolde og ubønhørlige neonlys.

For har jeg ikke løjet? Og var der ikke noget med noget utroskab? Skyldte jeg ikke nogle penge, som jeg ikke betalte? Blev jeg ikke meget vred på en kollega? Var jeg ikke truende over for en mand i byen en gang? Og var jeg ikke ualmindelig jaloux, pirrelig, opfarende og mistroisk af væsen?

Jeg nævner alle disse ting, fordi de på hver sin vis er banale spørgsmål, som mange af os nok må nikke ja til i løbet af livet, men det er samtidig spørgsmål, som dækker nogle af hovedmotiverne til drab, og så er det måske ikke så banalt længere.

Og tænk derudover på, hvad man har skrevet i mails, sms’er eller chats i tidens løb.

Puha, jeg er glad for, at en nidkær drabsefterforsker ikke har skullet læse sig igennem alle sexchats, sjofle vredesudbrud og andre helt ucensurerede udtryk for vrede eller begær, som jeg har delt med mennesker over nettet i et kådt eller ophidset øjeblik i gennem årene.

Og jeg er glad for, at han ikke har pillet sætninger ud her og der, små brikker, der kan tegne et billede af mig som en dubiøs, farlig og utroværdig borderline-psykopat helet blottet for empati og samvittighedsfølelse.

Politiet er dygtige til digitale spor

For alt det digitale, som vi tror, er vores eget hemmelige og private, kommer også frem. Sammen med det, der ligger i nederste skuffe i soveværelset helt bagest eller er gemt væk i en kasse på loftet, det du har skjult i bankboksen eller oven på en bjælke i pulterrummet, det hele kommer frem, når politiet tager fat i dig, dit liv bliver pillet fra hinanden stykke for stykke.

Og der skal nok være stykker, som virker kompromitterende.

Der er jo en årsag til, at vi kalder det privatliv. Det er, fordi det er vores eget, fordi vi ikke vil dele alt med andre, fordi vi har hemmeligheder, vi har alle tænkt, gjort, sagt og skrevet ting, vi ikke vil have frem, ingen af os lever uden hemmeligheder.

Hvad gør det, hvis man er uskyldig, kan du så sige. For den rene er alting rent, men selv det rene har pletter, når politiet går dig efter i sømmene.

Og bliver de pletter lagt i det rette mønster, kan den rene se temmelig beskidt ud.

Axel Sten afdækker menneskers hemmeligheder

Det er jeg mig meget bevidst, når jeg skriver mine bøger som Axel Steen. Det er noget af fascinationskraften at afdække menneskers hemmeligheder, ja, det er på en måde hele drivkraften i en krimi.

Men samtidig skal det fremgå, at Axel i lighed med virkelighedens politifolk engang imellem har stirret sig blind på en uskyldig i efterforskningen, og at denne uskyldiges oplevelse af at få endevendt hele sit liv er meget voldsom.

Den uskyldige kunne være dig eller mig, hvis de forkerte omstændighederne var der og tilfældet stak en kæp i hjulet på vores liv.

Se rækkefølgen på Jesper Steins spændende krimiserie om vicepolitikommisæren Axel Steen her.