Genfødt som storyteller

Kim Leine henter stor inspiration fra Grønland, hvor han har boet af flere omgange. Læs her om hans tid i Grønland og om at skrive sig fri – og om for alvor at blive forfatter.

Jeg rejste til Grønland i 1989 med den Karen Blixenske myte på hjernen: At rejse ud til en koloni, eller et kolonilignende sted, brænde ud og vende tilbage som storyteller. Det lykkedes jo på en måde, men det tog meget længere tid end jeg havde håbet på.

Jeg kan huske at jeg var sytten år da jeg første gang tænkte den bevidste tanke, at det at være forfatter, måtte være det perfekte arbejde; sin egen chef, ingen kolleger at være bange for, bare være hjemme hver dag, hele dagen, og lave hvad man ville, og, nå ja, skrive. Jeg lavede nogle spæde forsøg, men hold da op hvor var det dårligt. Det blev til en del spredt fægtning gennem mange år, men resultaterne lod vente på sig. Jeg hadede det jeg skrev. Jeg læste det igennem med vantro; det var som om min skrivende persona haltede mindst ti år efter mit egentlige jeg i modenhed. Jeg blev uddannet sygeplejerske, jeg blev gift, fik børn, jeg var en voksen mand. Men jeg skrev som et pattebarn. Jeg kunne simpelt hen ikke fatte hvordan man skrev en bog. Det var mig en komplet gåde.

Så emigrerede jeg til Grønland. Det var en tiltrængt flugt fra det herhjemme, og en ankomst til noget andet, og til det som en ankomst til et meget anderledes og fjernt sted tilbyder: At blive en anden. Det tilbud tog jeg imod med taknemlighed. Jeg ville absolut gerne være en anden. Og det blev jeg vel, på en måde. Jeg blev en “kalak”.

Men det er farligt at blive en anden, at skifte identitet. Jorden åbner sig, og man mister fodfæstet. Det gik der nogle år med, først i Nuuk, så i en bygd i Østgrønland hvor jeg fik ro på mig til at sætte mig ned og lave min egen enmands forfatterskole. Da jeg stadig ikke kunne fatte hvordan man skulle skrive en bog, begyndte jeg at kopiere bøger jeg var glad for. Jeg skrev hele Truman Capotes roman Med koldt blod af i hånden – det tog en hel grønlandsk vinter. Jeg pillede romaner og noveller fra hinanden og studerede dem sætning for sætning, ord for ord. Og jeg plagierede forskellige noveller, af blandt andre Maupassant og Hemingway. Man skal ikke undervurdere værdien af et godt gennemført plagiat. Og for første gang følte jeg at jeg fik lidt styr på tingene. Det var måske alligevel muligt at skrive en bog.

Jeg skrev en novellesamling, jeg skrev to romaner, jeg sendte dem af sted, jeg fik dem tilbage med refusioner, jeg sendte dem til andre forlag. Nogle år gik. Jeg indså at det ikke var godt nok. Der manglede et eller andet. Men hvad? Det føltes igen umuligt at skrive en bog.

Så gennemgik jeg en kæmpe krise der blandt andet sendte mig ud i et massivt medicinmisbrug og til et ophold på Rigshospitalets lukkede psykiatriske afdeling. Jeg rejste efter tre måneder tilbage til Grønland, til Nuuk, og ringen var sluttet, og jeg tænkte at nu kan jeg gøre tingene ordentligt. Jeg begyndte på en ny bog. Men det blev bare noget sludder. Postulat på postulat. Det var umuligt at skrive en bog. Jeg var ved at give op.

Og det eneste jeg gjorde ordentligt, var at komme ud i mit misbrug igen. Til sidst blev jeg fyret fra mit arbejde som sygeplejerske og returnerede, i første omgang til min hjemby i Norge. Der sad jeg så, med heftige abstinenser. Min krop var som en gammel, dårligt opvredet, stinkende vaskeklud, min hjerne som en skinnende ny Ferrari der triller ud fra fabrikken, klar til at give den gas. En ubehagelig tilstand, hvor man i sandhed kunne sige at ånden var redebon, men kødet skrøbeligt. Jeg var nødt til at gøre noget, bare det ikke indebar at bevæge mig omkring. Så jeg rejste mig fra sengen, vraltede hen til skrivebordet og begyndte på det der blev til min debutroman Kalak.

Og nu fungerede det. Jeg kunne godt skrive en bog. Jeg forstod at det der var sket, var at der nu var kommet en nødvendighed ind i projektet som ikke havde været der de andre gange. Dengang havde jeg skrevet ud fra en forestilling om at være forfatter. Nu skrev jeg fordi jeg var nødt til det for at overleve. Og bogen var færdig i løbet af nogle få måneder. Hvis det ikke havde været Grønland, ville det være blevet et andet land, en anden tilstand, der blev eksponenten for min sene genfødsel som storyteller. Men jeg plejer at sige at det var Grønland der gjorde mig til forfatter.

Moralen må blive at man altid skal finde nødvendigheden i det man skriver. Og der er altid en nødvendighed et eller andet sted, lige meget hvad man skriver, om det så er en roman om Anders And og hans venner.

Mit udgangspunkt var det selvbiografiske. Derefter gik jeg over til at skrive fiktion. Det er den litterære rejse jeg er ude på. Jeg har ikke lyst til at være i det lille, beklumrede ego-rum hvor man skriver flere tusinde sider om sig selv. Jeg synes det bliver så “knaustrofobisk”.