Har du brug for en digital detox?
Kan du nikke ja til det følgende?
- Bliver du mere stresset, når din mobiltelefon løber tør for strøm, end når du er sulten?
- Får du abstinenser, når du er på ferie, og der ikke er dækning?
- Har du svært ved at huske telefonnumre?
- Kigger du ofte på mobiltelefonen, når du ser fjernsyn?
- Oplever du, at mobiltelefonen vibrerer i lommen – uden at der faktisk var noget?
Så er du godt på vej til at blive en digital junkie. Millioner af mennesker verden over er i farezonen for at blive digitale junkier. Imran Rashid beskriver i SLUK, hvordan de sociale medier er den digitale verdens svar på narkotika, der er ved at forvandle os alle til digitale junkier. Viljeløse junkier på en evig jagt efter det næste fix – den kemiske belønningsreaktion, der opstår i hjernen, når man f.eks. får et like, som udløser en kort, flygtig lykkefølelse.
Vi lever i et konstant digitalt overload, og i sidste ende kan det ende med, at generationer får liv fyldt med de følgesygdomme, som den digitale verden medfører som f.eks. koncentrationsbesvær, søvnbesvær, stress og opmærksomhedsforstyrrelser.
Livet i en digital verden
Imran Rashids SLUK – kunsten at overleve i en digital verden handler om, hvordan vi påvirkes af en verden, der er mere og mere digitaliseret, og guider læseren til, hvordan man kan leve mere sikkert i en digital verden uden at ende med at blive afhængige af mobiltelefonen eller likes.
Bogen er inddelt i to dele. I den første del beskriver og underbygger Imran Rashid, der er speciallæge og ansat som innovationschef ved Aleris-Hamlet Privathospitaler, både hvorfor og hvordan digitaliseringen kan være skadelig for os. Mens den anden del består af råd og anbefalinger til, hvordan man som moderne menneske kan leve et sikkert og farbar liv i en digital verden.
Genvind kontrollen og find balancen
Med SLUK lærer Imran Rashid dig, hvordan du genvinde kontrollen i din hverdag, så du kan planlægge bedre i en digital hverdag og passe bedre på dig selv og din hjerne, samtidig får du en række simple løsninger, der kan hjælpe dig med at sove bedre, få motion men også prioritere familieliv og venner.