Jeg er dybt imponeret og har tabt både næse og mund.
De glemte vogtere er en helt ny unik, dansk fantasypageturner, som blæste mig bagover med sit helt eget magisystem og de mest fantasifulde væsner og monstre, som jeg aldrig har set mage nogensinde før. Jeg følte mig som et barn, der med store, begejstrede og eventyrlystne øjne ser Tivoli for allerførste gang. Som en eventyrdrøm der går i opfyldelse. Jeg kedede mig ikke i et sekund, men var fuldstændig tryllebundet og glemte tid og sted. Takket være forfatterens detaljerede, levende og billedskabende sprog, kunne jeg se hele handlingen udspille sig som en film for mit indre blik. Jeg er dybt imponeret over forfatterens uudtømmelige og eminente fantasi samt evne til at gengive det hele. Det er en eventyrlig, nervepirrende og rørende historie med masser af lag, som kommer helt ind i dit hjerte, fremkalder glædestårer og grin samt giver masser af stof til eftertanke.
Hovedpersonen Asger lever et helt almindeligt liv med travle forældre og en lidt kedelig skolegang, men han holder meget af at tegne mystiske væsner. Pludselig en dag ser han en af væsnerne i virkeligheden i åben kamp mod en gruppe børn. Han kan ikke tro sine øjne. En helt ny magisk verden fyldt med de dybeste hemmeligheder og en mindblowing viden, som han slet ikke kendte til, åbner sig for ham. Dette bliver begyndelsen på det vildeste eventyr med overnaturlige evner, imponerende og finurlige væsner, helt nye tætte venskaber og vidunderlige hjertevarme stunder. Asger bliver en del af en gruppe for allerførste gang samt lærer de sejeste færdigheder og tricks, men han møder også store farer, udfordringer og overbevisende løgne.
Hvis du er vild med Harry Potter, eventyr og magi, så er denne bog lige noget for dig.
Skrevet af cand. mag og bogblogger Youlooklikeabook.
De glemte vogtere 1
Andreas Boeskov - Indbinding: Hardback
VINDER AF ORLAPRISEN 2023 ÅRETS FANTASYDEBUTANT 2022 Bind 1 i serien om DE GLEMTE VOGTERE, der handler om en gruppe børn, som beskytter verden ved hjælp af drømmekræfter. Asger elsker at tegne. Han forstår bare ikke, hvordan de uhyggelige væsner kommer ud af spidsen på hans blyant. En dag står han ansigt til ansigt med et af væsnerne fra tegningerne, og da det angriber, dukker en mystisk flok... Læs mere