Plusbog anbefaler Pigen under træet af Sara Blædel

Charlotte fra Plusbog har læst Pigen under træet, der er Sara Blædels nyeste krimi og Charlottes første krimioplevelse.

af

- d. 15. november 2019

Da jeg modtog Pigen under træet forud for den bloggertur, jeg skulle på med Sara Blædel, må jeg indrømme, at jeg var spændt på, hvad jeg ville synes om den. Jeg havde aldrig tidligere læst en krimi og vil betegne mig selv som lidt af en bangebuks, der da umuligt kunne være til krimi – troede jeg.  
 
For jeg blev fuldstændig grebet af den! Jeg måtte bare læse side efter side og finde ud af, hvad der dog skete dengang i 1995, hvor den 14-årige Susan forsvandt på en lejrtur til Bornholm. 
 
Det er det, Pigen under træet, centrerer sig omkring. Handlingen bliver sparket i gang, da liget af Susan bliver fundet velbevaret i en klippegrotte i Ekkodalen på Bornholm, og så bliver de velkendte hovedpersoner Louise Rick og Camilla Lind hurtigt på hver deres måde en del af sagen. For blev Susan udsat for en forbrydelse? Hvordan endte hun overhovedet i den grotte? Og hvad er der sket med de mennesker, der var med dengang?

Krimidronningen kan sine krimitricks

 
Jeg blev helt blæst bagover af de karakterer, Sara Blædel beriger os med. Man kan tydeligt mærke, hvor meget forfatteren arbejder med dem, og jeg synes, det er virkelig skønt, at man kan fornemme, de er hele mennesker. Verden og tilværelsen er ikke simpel og sort/hvid, og det viser Sara Blædel os blandt andet ved at skildre en skrøbelig og menneskelig udgave af Louise Rick.  
 
Et af de centrale emner i bogen er fortid, og hvordan den påvirker vores nutid. Det havde jeg også lejlighed til at tale med Sara Blædel om, og det er virkelig en interessant del af bogen. Efter at have lagt bogen kan man ikke undgå selv at tænke tilbage i tiden, og minder, der egentlig havde været gemt væk, dukker frem. 
 
Og så er der selvfølgelig spændingen, for det er jo en krimi. Og Pigen under træet er spændende. Og overraskende. Og du tror, du er smart og har regnet den ud – og det har du slet ikke. Krimidronningen kan selvfølgelig sine krimitricks. På vores tur fortalte hun, hvordan hun nyder at få læserne til at tro, at de ved, hvad det er for en historie, hun gerne vil fortælle, og hvordan hun så gerne vender historien tre gange undervejs. Det fik mig til at smile stort, for jeg hoppede I med begge ben – hver gang.  
 
Er du vild med krimi, og er du vild med Sara Blædel, så skal du selvfølgelig læse Pigen under træet.
 
Men giv den også en chance, hvis du, som mig, tror, at du ikke er til krimi. Pigen under træet kan noget særligt.
 

 

Pigen under træet er den 10. bog i Sara Blædels serie om Louise Rick og Camilla Lind. Du kan finde hele rækkefølgen på Sara Blædels bøger her.

 


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner