Jakob Melander || 1. bind i serien Røde || Læs mere her

Månedens stemme - Jakob Melander

Jakob Melander er aktuel med sin nye krimi, Røde, hvor han endnu engang tager læserne med ind i en intens og medrivende fortælling.

Her fortæller han, hvad der fanger ham som læser – de bøger, der griber, udfordrer og fascinerer. Han fortæller om de læseoplevelser, der har gjort størst indtryk på ham, og hvorfor han forsøger at holde sin egen læsning adskilt fra sit forfatterskab.

Du kender nok allerede forfatteren Jakob Melander fra nogle af de mange spændende krimier han har udgivet siden år 2013, hvor han debutterede med første bind i serien om Lars Winkler - Øjesten. Serien er på i alt syv bind og udover den, kan du læse trilogien Askehave samt Porsing og Freitag-serien, som Melander angiveligt stadig skriver på.

Du kan læse mere om Melanders udgivelser og finde rækkefølgen på bøgerne her.

Nu har forfatteren så givet sig i kast med endnu en nervepirrende krimiserie: Røde er første bog i Jakob Melanders nye serie om den tidligere politiassistent, livvagten Vladimir “Røde” Kirk.

Røde

Jakob Melander - Indbinding: Hardback

NY KRIMI AF JAKOB MELANDERHvad anmelderne har sagt om forfatterskabet:“I en krimibranche med mange metervarer er det sjældent at læse noget så velskrevet.”Weekendavisen“Glæd dig til et par nætter uden megen søvn.”⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️Nordjyske"Melander skriver fremragende (…) med et godt skud intellektuelle og musikalske vitaminer"⭐️⭐️⭐️⭐️Berlingske⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️Fyens StiftstidendeEksbetjenten Røde arbejder som... Læs mere

Vores normalpris 149 kr Medlemspris 109 kr

Af Jakob Melander

Med første bind i min nye serie, Røde, der samtidig er min hovedpersons øgenavn, er jeg tilbage i et mere genkendeligt København, modsat Sigga Freitag-serien s foreløbig fire bind. Røde bor rundt om hjørnet fra, hvor jeg selv boede som barn, nemlig i Ravnsborg Tværgade på Nørrebro. Jeg er selv vokset op under Irma reklamerne på Sortedam Dossering ved Dronning Louises Bro (og det var sørme også i samme lejlighed — nu fremlejet — hvor jeg skrev de første Lars Winkler-romaner).

Kan man sige, at man kan læse en by på samme måde som en roman eller en tekst? Paul Auster gjorde det jo i New York-trilogien, og på samme vis er jeg med Røde i gang med at genlæse eller måske genskrive min fortid. Jeg har altid sagt, at det København, jeg beskriver i mine bøger har tre lag: Et erindret lag fra min barndom, som ikke findes længere, dernæst det reelt eksisterende København og endelig et fiktivt. Man kan ikke altid regne med at kunne finde samtlige lokaliteter i mine bøger ude i virkeligheden. Jeg forbeholder mig ret til at lave lidt om.

Lige nu skriver jeg på den næste bog om Røde, der kommer til at hedde Mama Død. Da jeg begyndte at skrive Lars Winkler-serien tilbage omkring 2010, undgik jeg bevidst at læse andre forfattere, mens jeg skrev. Særligt havde jeg en fobi over for Johannes V. Jensen, som jeg læste intensivt, da jeg var teenager. Jeg var simpelthen bange for, at denne kæmpe i dansk litteratur ville krybe ind i mit sprog og overtage det, så at sige indefra. Det var frygteligt intimiderende. Senere har jeg også undgået at læse andre kriminalromaner, mens jeg selv skrev, men det dogme, eller tvangstanke om man vil, er heldigvis forsvundet, efterhånden som jeg — mener jeg i hvert fald selv — er blevet mere sikker i min egen stil.

Denne gang, under arbejdet med Mama Død, har jeg læst Michael Connelys nyeste The Waiting. Connelys kriminalromaner om Harry Bosch, der nu også inkluderer de to kvinder Renée Ballard og Bosch’s voksne datter, Maddie, er fermt skåret og effektive på en meget amerikansk måde. Jeg har også læst Jake Adelstens Tokyo Vice, bogen bag Michael Mann-serien på Max, om Adelsten, der som den første vesterlænding bliver ansat som reporter på en japansk avis og her afslører sager om trafficking og den japanske mafia, yakuzaen. Jeg var selv i Japan sidste sommer, og bogen læste jeg som research til næste bind i Sigga Freitag-serien.

Her senest har jeg læst Péter Nádas monstrøse værk Gyserhistorier, der som Virginia Woolfs Til fyret hopper mellem flere forskellige bevidstheder, og Jenny Erpenbecks Kairos, som vandt Booker-prisen sidste år som bedste ikke-engelsksprogede roman. Her lader Erpenbeck et forhold mellem en ung kvinde og en ældre romanforfatter i DDR i 1980’erne, spejle Tysklands historie op til og efter murens fald. Jeg kan særligt anbefale en fantastisk sexscene i begyndelsen af romanen, hvor Mozarts Requiem følger og udvider parrets stigende ekstase.

Som barn og ung voksen var jeg litterært altædende. Jeg læste alt, jeg kom i nærheden af, og jeg læste hurtigt. Desværre er hastigheden kraftigt reduceret, siden jeg selv begyndte at skrive. Måske den nedsatte hastighed så er blevet erstattet af en større opmærksomhed på detaljer og skrivestil. Man har i hvert fald lov at håbe :-)