Jeg tror på, at vi skal læse hele livet, og at vi – ved at læse – kommer til at forstå hele livet. Vi lever i en hektisk tid, hvor form betyder mere end indhold. Hvor vi nemt bliver forført af overfladiske medier og budskaber, som er optimeret til at give os en kortsigtet men effektiv drift til at stræbe efter mere og bedre. Som kvinde og mor oplever jeg mig selv og mine ligesindede leve i et evigt pres for at leve op til overfladiske idealer. Vi skal have det rigtige job, de velfungerende børn, den sunde kost og den veltrænede krop. Personligt synes jeg ikke, det er til at holde ud, og jeg får lyst til at ruske de stræbsomme, perfekte mennesker, jeg møder om morgenen på mine børns skole og ødelægge de kanttrimmede plæner, jeg kører forbi, når børnene er til legeaftale i villakvartererne. Men mest af alt får jeg lyst til at give en bog væk til alle de stræbsomme. Jeg vil gerne dele min verden med dem. Jeg vil gerne fortælle dem, at livet er mangfoldigt, og at ingen er perfekt. Jeg vil gerne give dem ro til at se det smukke i nuancerne og mangfoldigheden. At læse og derigennem indse, at vi alle må igennem kriser og svære valg for at finde den rette sti, og at livets visdom findes gennem en accept af det grimme og det uperfekte. At livet altid er yin og yang, og at vi skal turde vise vores uperfekte.
Jeg vil gerne give en bog væk for at give ro. Ro til at forstå og acceptere verden som den er, men også ro til at finde fred med sig selv. Vi kender det godt, vi er altid bagud med hverdagen. Vores devices/smartphones er gennem optimering blevet fantastisk gode til at tilfredsstille vores umiddelbare behov for adspredelse, men du er ikke blevet beriget, når du lægger den fra dig. Det meste af vores liv opleves i staccato. En fragmenteret udgave af virkeligheden. Det er fint at bruge en del af sit liv på den måde, men prøv at se dit liv lidt mere fra oven. Kig ned på dig selv og din familie fra en spionsatellit, som kredser om jorden og ser verden i det store perspektiv. Hvad sker der med dig, hvis du ikke giver dig og din familie ro til fordybelse? Jeg ser tit mennesker omkring mig, som bruger hverdagens små pauser i køen, ved bustoppestedet eller i lufthaven, i selskab med deres telefoner, og jeg får lyst til at tage deres telefoner og lægge dem pænt i deres lomme og så give dem en bog.
Bøger giver os en mulighed for at slukke for impulsræset og fordybe os i verdens mangfoldighed. Vi kan leve og forstå det hele liv gennem en roman eller en krimi. Skønlitteraturen giver vores hjerner adgang til et kæmpe erfaringsunivers, uden at vi selv behøver at risikere vores egne hjerter, relationer eller økonomi. Du kan få indblik i den spanske sjæl i løbet af en time i en læsestol, uden at skulle tage børnene fri fra skole, mens pastaretten simrer på komfuret, og jeres nye robotstøvsuger klarer det huslige.
Du tænker måske, at du ikke har tid til at læse og indrømmet, det er rigtig svært at prioritere tid til sig selv og eventyr, men jeg lover dig, at når det lykkes dig, bliver du selv lidt gladere og måske lykkes det dig endda, gennem forbilledets magt, at lære dine kære at lægge deres telefoner og tablets væk og fordybe sig i nye universer.
Vi skal læse hele livet for at forstå hele livet. Der findes en bog til alle de livssituationer, du befinder dig i. Det samme gælder dine kære. Tag dig tid til at betragte dem, og se hvor de er i deres liv. Find så den bog, som kan berige dem i forhold til de udfordringer eller glæder, som de står midt i.
At læse bøger er en lettilgængelig måde at få livserfaring og forståelse for os selv og den verden, vi lever i. Vi kan få hjælp til at forstå og dermed respektere, hvorfor vores omgivelser reagerer, som de gør. Gennem skønlitteraturen får man forståelse for de tanker og motiver og de mennesker, vi møder på vores vej kan have.
At læse bøger er en af de mest effektive midler til at finde ro. Åbn en bog og verden omkring dig forsvinder. En bog bringer dig meget hurtigt i flow – en tilstand, hvor du glemmer dig selv, og din krop og din hjerne får ro.
At læse bøger er et godt frirum i vores digitale tidsalder. Vi lever i en tid, hvor vores digitale platforme er optimeret til at fastholde os. Spørg dig selv, om din smartphone bestemmer, hvornår du tager den frem, eller om du selv gør. Gennem evig optimering bliver de digitale platforme bedre og bedre til at stimulere din hjerne helt uden om din bevidsthed. Vi skal til at lære at forholde os bevidst til den digitale verden, og vi skal lære at slukke. Den digitale tidsalder er præget af overfladisk stimulans og viden. Din smartphone kan ikke lære dig om smerten ved at miste eller glæden ved at være forelsket, den kan blot holde dig beskæftiget, så du (i værste fald) fylder dit følelsesmæssige tomrum ud. Bøger er en af de bedste veje til digital detox.
Jeg tror på, at livet bliver lidt bedre, hvis vi og vores kære læser flere bøger. Jeg har derfor gjort det til min mission at gøre bøgerne mere tilgængelige i forhåbning om, at vi sammen kan skabe flere læsere. Plusbog.dk blev stiftet i 2007 på initiativ fra blandt andre min far, som nu er bestyrelsesformand. Selskabet har i ti år været drevet og bygget op af Andreas Dirksen. Nu har jeg fået det privilegium at stå i spidsen for et selskab med en mission: Vi vil motivere vores medmennesker til at læse mere. Vi vil først og fremmest gøre det ved at sælge bøgerne billigt.
Plusbog.dk er en medlemsklub, hvor du mod en månedlig betaling får adgang til billige bøger. Det er sådan vi kan holde priserne nede. – Og husk:
Jo flere medlemmer vi er, jo billigere bliver bøgerne.