Disse bøger skal du læse i juni

Sommeren er lige om hjørnet, og det begynder at krible i mig for at komme ud i naturen med en god bog i hånden. I denne måned anbefaler jeg læseoplevelser, der er fyldt med passion, kærlighed og overraskelser.

af

- d. 01. juni 2020

Den lille cafe ved den endeløse strand af Jenny Colgan

 
I Den lille café ved den endeløse strand er vi igen inviteret med til den lille skotske ø Mure. Her ligger Flora MacKenzies café, og Flora er glad, når hun ikke lige tænker på sit problemfyldte forhold til sin kæreste. De er ved at opbygge et liv sammen, men han opfører sig fjernt. Lorna, hendes bedste veninde, har et godt øje til øens læge Saif. Han kom til øen som flygtning efter at have mistet sin familie, men snart finder han ud af noget, der vil ændre alt. Kan de mon alle finde lykken på den lille ø langt mod nord? 
 
Modtag Den lille cafe ved den endeløse strand på udgivelsesdagen den 4. juni, hvis du forudbestiller den lige her på Plusbog.dk.
 

 

Sjælemaleren af Ildefonso Falcones

 
Handlingen i Sjælemaleren, der udkommer den 11. juni, udspiller sig i Barcelona i 1901, og det er en storstået fortælling om kunst, passion, splittelse og kærlighed. Kunstner Dalmau Salas er fanget mellem den spirende arbejderbevægelse og den konservative overklasse. Han kommer fra en fattig baggrund, og hans store kærlighed er engageret i arbejderbevægelsen, men igennem sit kunstnervirke opdager han en helt ny verden med kreativ nytænkning og masser af rigdom, der tryllebinder ham. Splittelsen mellem de to verdner skaber masser af tvivl, og han må snart afgøre, hvad der er vigtigst for ham som kunstner og som menneske. En varm anbefaling. 
 

 

Forræderens børn af Leif Davidsen

 
Leif Davidsens nye spændingsroman Forræderens børn er en selvstændig fortsættelse til Djævelen i hullet. Fortællingen begynder, da en russisk mand bliver fundet giftmyrdet i Ringkøbing. Hovedpersonen Tor bringes i forbindelse med den russiske efterretningstjeneste, og han og hans søster Laila vælger at begive sig på en hæsblæsende rejse ned gennem Europa og videre til Rusland. På jagt efter sandheden om den russiske mand og hans død, må de tænke sig godt om: For hvem kan de regne med, og hvem var Russeren i Ringkøbing egentlig? Forræderens børn udkommer den 4. juni.
 

 

Hvis bare du var min af Mhairi McFarlane

 
Den 2. juni udkommer det nyeste skud på stammen fra den populære Mhairi McFarlane. Denne gang skal vi møde Laurie, hvis kæreste efter mere end et årti slutter deres forhold fra den ene dag til den anden. Men Laurie kan ikke undgå at løbe ind i ham, for de er ansat i det samme advokatfirma. Da nyheden om ekskærestens gravide kæreste kommer ud, har hun mest lyst til at forsvinde. Men så sker der noget: Et tilfældigt møde åbner muligheden for, at hun kan indgå en alliance med kontorets playboy. De indleder et falsk forhold, der skal hjælpe dem begge – men ja, du har nok gættet det: Laurie finder hurtigt ud af, det er svært at skelne mellem ’falsk’ forelskelse og ægte.. Læs den, hvis du vil grine sammen med Laurie! 
 

 

Alt det jeg aldrig fortalte dig af Celeste Ng

 
Alt det jeg aldrig fortalte dig er den amerikanske forfatter Celeste Ngs debut, og da den udkom i USA, blev den hurtigt en bestseller. I bogen følger vi Lydia. Hun er forældrenes yndlingsbarn, og der hviler et stort pres på hende for at opnå de ting, de aldrig selv har haft mulighed for. Da Lydia en dag findes død i en sø, sættes en lavine af følelser i gang hos hendes familie. Faderen føler skyld, moderen er knust, og broderen er overbevist om, lokale banditter står bag. Kun Lydias søster kender sandheden. Det er en historie om løgne, hemmeligheder, længsel og kærlighed, der brænder sig fast hos dig. 
 
Du kan glæde dig til, at Alt det jeg aldrig fortalte dig udkommer den 23. juni.  
 
 
Jeg håber, du er blevet inspireret. Og husk, at er du mest til lyd- eller e-bøger, så har du altid tusindvis af bøger lige ved hånden med Plusbog Streaming.
 
Med ønsket om en dejlig juni! 
 
Med venlig hilsen
Mia Wagner
Bogelsker & direktør
 

Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner